Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eventyr - for børn?

Oprindelig forfatter KPMor

Set i litteraturhistorisk lys er de uanselige hæfter med Eventyr, fortalte for Børn, der begyndte at udkomme en måned efter Improvisatoren, langt vigtigere end denne roman og dens efterfølgere. Selv om interessen for folkeeventyr og kunsteventyr var udbredt i tiden, så skabte H.C. Andersen med sine eventyr en original genre – eller måske snarere en hel vifte af fortælleformer, som han til stadighed udbyggede, og som med rette gjorde ham internationalt berømt, endnu mens han levede.

Allerede i Digte havde H.C. Andersen forsøgt sig med at genfortælle et folkeeventyr, „Dödningen“, i en litterært opstyltet stil. Da han forsøgte sig igen var stilen markant ændret. Nogle måneder før udgivelsen af det første hæfte i maj 1835 skrev H.C. Andersen til B.S. Ingemann: „Dernæst har jeg begyndt paa nogle: „Eventyr fortalte for Børn“, og jeg troer de lykkes mig. Jeg har givet et Par af de Eventyr jeg selv som Lille var lykkelig ved, og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har ganske skrevet dem saaledes som jeg selv vilde fortælle et Barn dem.“

Ifølge den lille programerklæring er forbilledet folkeeventyret og den mundtlige formidling. Men hvor folkeeventyret er en mundtlig fortælling, der i tidens eventyrsamlinger (fx brødrene Grimm) bliver sat på skrift, så er H.C. Andersens eventyr en skriftbundet form, der efterligner mundtligheden. Det andersenske eventyr er et kunsteventyr, der forsøger at skjule sin egen kunstfærdighed. Denne dobbelthed af umiddelbarhed og overlæg kom til udtryk allerede i H.C. Andersens første selvopfundne eventyr, „Den lille Idas Blomster“, som afsluttede det første hæfte. Det har tre centralpersoner: et barn Ida, hvis blomster er ved at visne; en ung student, der trøster hende ved at fortælle et eventyr om, at blomsterne hænger med hovedet, fordi de har været til bal med alt hendes legetøj om natten; og endelig en ældre kancelliråd, der skælder studenten ud for at fordreje hovedet på det stakkels barn med sin dumme fantasi. Resten af eventyret handler om, hvem af de to voksne, der har ret. Om natten drømmer Ida netop det eventyr, studenten har fortalt. I drømmen accepterer blomsterne deres skæbne, og næste morgen kan Ida derfor begrave dem uden tårer. Eventyret forløser i et sindbillede barnets ordløse foruroligelse. Men forløsningen er ikke bundet til drøm og fantasi, for den fuldbyrdes først, idet Ida vender tilbage til hverdagsvirkelighedens visne blomster med sin nyvundne bevidsthed om de vilkår, blomster og alt andet levende er underlagt.

Annonce

 En lille mand med alt for store støvler og hat – detalje af en af collagerne i Astrid Stampes Billedbog, én af de billedbøger, H.C. Andersen lavede til børn i sin omgangskreds.

En lille mand med alt for store støvler og hat – detalje af en af collagerne i Astrid Stampes Billedbog, én af de billedbøger, H.C. Andersen lavede til børn i sin omgangskreds.

Eventyrets sigte er ikke at forandre verden, men bevidstheden om den – ikke kun hos Ida, men også hos den, der læser eventyret. Som fiktiv figur er barnet Ida således bærer af en indsigt og et budskab, der rækker langt ud over den barnlige horisont. Eventyrets fortælling om Ida er samtidig fortællerens handlen med læseren i sit forsvar for eventyret og fantasien. I kraft af sin levende kontakt med det barnlige i og uden for sig selv overskrider studenten den indsnævrede tilværelsesopfattelse. For kun i det oprindelige, som barnet – og eventyrfortælleren – er bærer af, findes en synsmåde, der omfatter hele tilværelsen, skønt den ikke er sat på ord og begreb. Den bærende idé i „Den lille Idas Blomster“ er da, at den voksne ved at blive hensat til barnets synsvinkel bringes til at erindre sin glemte barnlige erfaringsmåde og se verden med nye – gamle – øjne.

Kernen i det andersenske eventyr er således ikke et sæt ydre formelle træk, men denne dobbeltoptik. Barnligheden og oprindeligheden er altid omfattet af en bevidsthed, der befinder sig hinsides uskyldstilstanden. Ret beset er H.C. Andersens egentlige læser derfor heller ikke – sådan som eventyret hurtigt udviklede sig for ham – barnet, men den voksne, der har oplevet faldet ud af umiddelbarhedens uskyld. Fra 1843 gik han bort fra formlen „fortalte for Børn“ i titlen – allerede i den lille opsats „Til de ældre Læsere“, som fulgte efter udgivelsen af det tredje hefte i 1837, opfatter han med rette „Den lille Havfrue“ som anderledes end de første eventyr: „ethvert af hine egner sig maaskee mere for Barnet, end dette, hvis dybere Betydning kun den Ældre forstaaer, men jeg tør dog troe, at Barnet vil have Glæde deraf.“ Eventyrets univers og de personer, som færdes i det, skal ikke kun opfattes bogstaveligt, men tillige som tegn for en dybereliggende betydning. I Mit Livs Eventyr satte H.C. Andersen sin digtnings særart på formel, idet han genoptog metaforen om den usynlige tråd fra Fodreise:

I de ældste Tider virkede Digtekunsten meest med hvad man kalder Eventyr, selv Bibelen er indklædt Sandheder og Viisdom i hvad vi kalde Parabler og Lignelser. Nu veed vi Allesammen at Lignelsen ikke skal tages lige efter Ordene, men efter Betydningen, som er lagt i disse, efter den usynlige Traad, som ogsaa løber der! Vi veed, at naar vi høre Eccho fra Muren, fra Mark og Høider, saa er det ikke Muren, ikke Mark og Høider, som tale, men en Gjenklang af os selv, og saaledes skal man ogsaa i Eventyret, i Lignelsen see at finde os selv, finde den Betydning, Lærdom og Glæde vi kunne faae ud der af.

En sådan billedlig tale ligger folkeeventyret fjernt, og H.C. Andersen bevægede sig da også hurtigt væk fra sit udgangspunkt. Folkeventyret kender ikke til dobbelttydighed eller ironi. Dets persontegning er simpel og entydig, og dets konflikter ligger åbent fremme på overfladen: Den raske helt over for sin modstander, den gode over for den onde, den kloge over for den dumme, den smukke over for den hæslige. Modsat – og ganske betegnende – har 'heltene' i mange af H.C. Andersens selvopfundne eventyr ikke den muntre pågåenhed, som kendetegner soldaten i „Fyrtøiet“, og den skånselsløse snuhed, som i „Lille Claus og store Claus“ ender med at gøre lille Claus til den store. Andersens helte er derimod påfaldende ofte værgeløse, udsatte og først og fremmest uskyldige, hyppigt af hunkøn som heltinderne fra de fire første selvopfundne eventyr: den lille Ida, Tommelise, den lille havfrue og gåseurten.

 Side af manuskriptet til eventyret „Fyrtøiet“ fra 1835.

Side af manuskriptet til eventyret „Fyrtøiet“ fra 1835.

I en vis forstand er det ikke helten, men læseren, som skal sejre i det andersenske eventyr. Nemlig over sit medbragte syn på verden og livet. For eventyret vil åbne sin læsers øjne for det, der normalt overses i hverdagsvirkeligheden. I H.C. Andersens eventyr går vejen til den dybe forståelse derfor om ad den forskudte synsvinkel, som bryder med det tilvante. Læseren skal se verden i barnets, dyrets, tingens perspektiv – eller med den hjemløse, forsmåedes eller lidendes øjne. Det er ikke tilfældigt, at det netop er et lille, uskyldigt barn, der siger de afgørende ord i „Keiserens nye Klæder“: „Men han har jo ikke noget paa“, og dermed afslører både bedraget og selvbedraget. Skellet mellem, hvad man faktisk tænker eller ved, og hvad man siger eller gør, eksisterer (endnu) ikke for dette lille barn. Den barnlige umiddelbarhed er på den måde udtryk for en eksistentiel og moralsk sandhed, som de voksnes bedrag og selvbedrag har fortrængt. På den måde bruger H.C. Andersen eventyret til at afsløre en fundamental modsigelse, som ytrer sig på mange ledder og kanter i (voksne) menneskers liv: i dobbeltmoralen, i modsætningen mellem skin og væren, mellem det materielle og det åndelige, mellem selvisk og uselvisk, mellem godt og ondt.

For H.C. Andersen er det eventyrlige da ikke en fantastisk verden ved siden af den, mennesker lever i, men en overset eller fornægtet dimension i den virkelighed, som de i deres selvtilfredshed tror, at de kender så godt. Eventyret er – med digterens egen formulering – en lignelse om det menneskelige. For sagen er, at mennesker bevidst og ubevidst digter om på den egentlige virkelighed for at tækkes kejseren, og det er denne omdigtning, eventyret afslører.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus P. Mortensen: Eventyr - for børn? i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476689