Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fortællingens mange former - H.C. Andersen

Oprindelig forfatter KPMor

Periodens prosagennembrud fik sin mest omfattende udfoldelse i H.C. Andersens forfatterskab. Hos ham slog samtidsromanen igennem, og han skabte nye fortælleformer, som revolutionerede fortællesproget. Med ham tager den moderne danske prosa sin begyndelse.

Hans Christian Andersen (1805-75) kom fra samfundets bund. Faderen Hans Andersen var skomager i Odense, moderen Anne Marie Andersdatter, som havde en datter uden for ægteskab, ernærede sig med skiftende arbejde som tjenestepige, amme og lignende. Hans og Anne Marie blev trolovet den 5. januar 1805, gift den 2. februar, og den 2. april kom sønnen Hans Christian til verden. Ifølge H.C. Andersens egne udsagn var hjemmet fattigt, men rent og ordentligt, barndommen lykkelig. Den blide og belæste fader vakte sønnens interesse for digtningens verden, og Hans Andersens død i 1816 var en katastrofe, også socialt. Hans Christian modarbejdede imidlertid effektivt sin forarmede moders forsøg på at sætte ham i arbejde i lighed med de andre fattigmandsbørn. Han ville væk fra den sociale fortabelse, og det kom han. Et halvt år efter konfirmationen forlod han Odense. Moderen endte i 1825 som fattiglem og døde i 1833, mens sønnen var på sin første store udenlandsrejse.

Da H.C. Andersen i 1855 udgav selvbiografien Mit Livs Eventyr, indledte han værket med at udlægge dets titel:

Annonce

Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt! havde jeg, som Dreng, da jeg fattig og ene gik ud i Verden, mødt en mægtig Fee og hun havde sagt: „vælg din Bane og dit Maal, og da, efter din Aands Udvikling, og som det fornuftigviis maa gaae til i denne Verden, beskytter og fører jeg Dig!“ min Skjebne kunde da ikke have været lykkeligere, klogere og bedre ledet, end den er. Mit Livs Historie vil sige Verden hvad den siger mig: der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste.

Helt så guddommeligt styret fremstod livshistorien ikke i den selvbiografi, han forfattede sidst på året 1832, og som cirkulerede i en snæver kreds af fortrolige, men først blev udgivet i 1926 af Hans Brix under titlen H.C. Andersens Levnedsbog. Levnedsbogens jegfortæller lægger ikke skjul på, at den udfarende kraft i hans liv er af rent menneskelig art – en stålsat vilje til at komme op i verden:

Imidlertid fik jeg Lov til at confirmeres skjøndt jeg kun var lidt over 13½ Aar. – Ogsaa her traadte min Forfængelighed frem. De som skulde confirmeres i St Knuds Kirke, kunde gaae, enten til Capelanen Viberg, eller til Stiftsprovst Thetens (nu Biskop paa Ærø). Men til Stiftsprovsten gik kun Latin Skolen og de fornemste unge Piger; hans Børn stod derfor altid øverst. For nu at komme over Capelanens Confirmanter, gik jeg til Provsten, og var den eneste, der saaledes stod sammen med Latinskolen; Thetens kunde ikke andet end modtage mig, dog føler jeg godt nu, af smaa Træk jeg erindrer, at det ikke behagede ham, jeg blandede mig med en Stand udenfor min.

Denne ubesmykkede honnette ambition blev H.C. Andersen siden ferm til at omskrive. Da han genfortalte episoden i Mit Livs Eventyr, var den hårdhudede insisteren på at komme op blandt de fine således skiftet ud med den fattiges lyst til at lære:

jeg tør imidlertid troe, at det ikke ganske var Forfængelighed, der drev mig; jeg havde en Angest for de fattige Drenge, som havde spottet mig, jeg følte altid en inderlig Drift til at nærme mig Latinskolens Disciple, som jeg den Gang betragtede for meget bedre end de andre; naar de legede inde paa Kirkegaarden, stod jeg uden for Træ-Gitteret, kigede ind og ønskede, at jeg var iblandt de Lykkelige, ikke for Legens Skyld, men for de mange Bøger, de havde, og for hvad de kunde blive i denne Verden.

I den langt mere åbenhjertige Levnedsbog er den sociale opdrift parret med en tidligt udviklet sans for, at vejen frem gik om ad de bedrestilledes gunst:

Det forunderlige Sving mit hele Væsen havde fremfor andre Børn i min Stilling, min Læselyst, og min smukke Stemme, gjorte Folk opmærksom paa mig. Jeg pleiede om Sommeraftenen at sidde nede i mine Forældres lille Have, der gik ud til Aaen (…) Justitsraad Falbes Have stødte op til mine Forældres og tæt ved laae den gamle St Knuds Kirke; naar nu om Aftenen Klokerne ringede, sad jeg i underlige Drømme og saae paa Møllehjulet og sang da mine Improvisationer. Ofte lyttede de Fremmede i Falbes Have (…) jeg mærkede ofte mine Tilhørere bag Plankeværket og det smigrede mig. – Saaledes blev jeg bekjendt og man begyndte at sende Bud efter mig for at høre, som man kaldte mig, „den lille fynske Nattergal“. – Jeg var saa uhyre barnlig, Alle kunde lide mig!

 Historiemaleren Adam Müllers blyantstegning er det tidligst kendte portræt af H.C. Andersen, det nøjagtige årstal kendes dog ikke. Han har fanget det følsomt årvågne og selvbevidste hos den unge, ambitiøse digter, der også var leveringsdygtig i selvportrætter, her i „Aftenen“ fra 1827: „See, hist paa Skrænten staar en lang Person / Med Ansigtet saa blegt, som salig Werther, / Og med en Næse, stor som en Kanon, / Og Øine bitte smaae, som grønne Ærter.“

Historiemaleren Adam Müllers blyantstegning er det tidligst kendte portræt af H.C. Andersen, det nøjagtige årstal kendes dog ikke. Han har fanget det følsomt årvågne og selvbevidste hos den unge, ambitiøse digter, der også var leveringsdygtig i selvportrætter, her i „Aftenen“ fra 1827: „See, hist paa Skrænten staar en lang Person / Med Ansigtet saa blegt, som salig Werther, / Og med en Næse, stor som en Kanon, / Og Øine bitte smaae, som grønne Ærter.“

På den ene side af plankeværket befinder sig et selskab af gode borgere, der henrives af en dreng, som selvforglemmende synger sine improviserede sange i solnedgangen. På den anden side sidder et væsen, som ikke bare er sig bevidst, at indflydelsesrige personer sidder og lytter bag plankeværket, men som med overlæg har anbragt sig netop dér for at vække deres opmærksomhed for sin person.

Denne strategi med dens omhyggeligt iscenesatte uskyld tog H.C. Andersen med sig, da han som nævnt trodsede moderens ønske om at finde sig et håndværk ligesom andre og den 4. september 1819 brød op fra den udsigtsløse tilværelse i fødebyen Odense for at søge lykken i København. På rekordtid fik han foden indenfor hos en række toneangivende kulturpersonligheder, som samlede penge ind til hans underhold, og han blev antaget som elev på Det Kongelige Teater. Alligevel måtte han gennem tre år fægte sig igennem på randen af den sociale fortabelse i byens mest betændte kvartér, indtil en kreds af indflydelsesrige borgere, med Frederik 6.s magtfulde embedsmand Jonas Collin i spidsen, greb ind og med kongelig understøttelse fik sat den unge mand i Slagelse Latinskole hos den nyudnævnte rektor Simon Meisling.

 H.C. Andersens barndomshjem i Klingenberg nr. 646, nu Munke-møllestræde nr. 3-5, hvor han boede 1807-19. I Mit Livs Eventyr beskriver H.C. Andersen barndomshjemmet således: „Een eneste lille Stue, der næsten var opfyldt med Skomagerværkstedet, Sengen og den Slagbænk, hvori jeg sov, var Barndoms-Hjemmet, men Væggene vare behængte med Billeder, paa Dragkisten stod smukke Kopper, Glas og Nipserier og henne over Værkstedet, ved Vinduet, var en Hylde med Bøger og Viser. I det lille Kjøkken hang over Madskabet Tinrækken fuldt af Tallerkener, det lille Rum syntes mig stort og rigt, Døren selv, der i Fyldingen stod malet med Landskab, var mig dengang lige saa betydende som nu et heelt Billedgalleri!“

H.C. Andersens barndomshjem i Klingenberg nr. 646, nu Munke-møllestræde nr. 3-5, hvor han boede 1807-19. I Mit Livs Eventyr beskriver H.C. Andersen barndomshjemmet således: „Een eneste lille Stue, der næsten var opfyldt med Skomagerværkstedet, Sengen og den Slagbænk, hvori jeg sov, var Barndoms-Hjemmet, men Væggene vare behængte med Billeder, paa Dragkisten stod smukke Kopper, Glas og Nipserier og henne over Værkstedet, ved Vinduet, var en Hylde med Bøger og Viser. I det lille Kjøkken hang over Madskabet Tinrækken fuldt af Tallerkener, det lille Rum syntes mig stort og rigt, Døren selv, der i Fyldingen stod malet med Landskab, var mig dengang lige saa betydende som nu et heelt Billedgalleri!“

Den efterfølgende årelange åndelige stroppetur, der blev afsluttet med studentereksamen i 1828, skaffede nok H.C. Andersen adgang til de dannedes verden og dermed til digtergerningen, men omkostningerne var betydelige. For dagbogsoptegnelser og breve fra latinskoletiden vidner om et menneske, der føler sig prisgivet sine formyndere. Ikke blot angler han efter deres accept, han overtager også deres dom over sin karakter, som her i dagbogen for den 5. december 1825, hvor en gryende selvfølelse effektivt kues af en røst i hans indre: „Stolthedens Dæmon har denne Tid opslaaet sit Sæde hos mig, jeg troer jeg besidder Digteraand at jeg vil naa en Høi Plads, og i det jeg troer er der en anden Følelse som raaber frygteligt at det er en forskruet Grille.“ Selvudslettende går latinskoledisciplen til bekendelse i et brev den 2. juli 1826 til formynderen over dem alle, Jonas Collin: „Jeg gjør mig Dag for Dag ret Umage for at kjende mig selv, men i Henseende til Evner og Kræfter vil det ikke ret lykkes mig, thi jeg føler nok at den slemme Forfængelighed lister sig med i Spillet (…) det har Meisling bragt mig til at indsee, at der ligger noget hæslig Luftigt i mit Væsen, noget Uroligt og Ilende i min Aand.“

Denne sjæleknusende kværn slap H.C. Andersen aldrig ud af, selv ikke den stigende anerkendelse kunne udfylde de indre afgrunde. Under en af sine mange sene udlandsrejser, hvor han som altid blev grundigt feteret, skriver han til Edvard Collin den 26. oktober 1860 fra Dresden: „der overvælder mig imellem en dæmonisk Livslede; jeg følte den et Par Gange i Geneve, det var som jeg maatte springe ud i Rhonen, og jeg skyndte mig derfra, følte det djævelske Element i mig og bad i Angest til min Gud, der har overvældet mig med Naade og Lykke, det jeg aldeles ikke fortjener.“

 Vaskepladsen ved Odense Å. H.C. Andersens moder blev enke for anden gang i maj 1822. Fra det tidspunkt levede hun i dyb fattigdom og søgte blandt andet at fægte sig igennem ved at vaske for andre. I 1825 blev hun anbragt som fattiglem i stiftelsen Doctors Boder, en afdeling af Gråbrødre-hospital i Odense, hvor hun døde i 1833. Kontakten med sønnen, som hun kun genså kort et par gange, blev opretholdt ved en korrespondance, som analfabeten Anne Marie måtte have andres bistand til. Fotografi fra omkring år 1900.

Vaskepladsen ved Odense Å. H.C. Andersens moder blev enke for anden gang i maj 1822. Fra det tidspunkt levede hun i dyb fattigdom og søgte blandt andet at fægte sig igennem ved at vaske for andre. I 1825 blev hun anbragt som fattiglem i stiftelsen Doctors Boder, en afdeling af Gråbrødre-hospital i Odense, hvor hun døde i 1833. Kontakten med sønnen, som hun kun genså kort et par gange, blev opretholdt ved en korrespondance, som analfabeten Anne Marie måtte have andres bistand til. Fotografi fra omkring år 1900.

Følelsen af aldrig at være god nok var ikke forstilt, men udsprang af nagende tvivl om, hvem han egentlig selv var. Helt tilbage i indledningen til Levnedsbog tegner han et foruroligende portræt af et menneske, der evner at fastholde andres træk, men ikke sine egne:

Hvem jeg har seet og talt med en enkelt Gang, dens Ansigt husker jeg siden tydeligt, jeg har fuldkomment Speilbilledet i mig, derimod, mit eget Ansigt, skjønt vor Herre og alle Folk veed at jeg speiler mig tidt nok, kan jeg slet ikke huske; det samme er ogsaa Tilfældet i aandelig Henseende. Jeg troer at have et Begreb, og det endogsaa, et temmelig klart, om de fleste af mine Bekjendteres Characteer, derimod er min egen mig ganske uforklarlig.

Som brevet fra Dresden vidner om, vedblev H.C. Andersen at være en gåde for sig selv, og hans forfatterskab kan opfattes som en vidtstrakt og aldrig fuldbragt søgen efter et holdbart selvbillede. Identitet er imidlertid ikke et rent indre anliggende, men et kompliceret vekselvirkningsforhold mellem selv- og omverdensbevidsthed. Derfor udforskede H.C. Andersen i sine værker heller ikke kun sig selv, men også andre mennesker og verdens fænomener, og han inddrog ikke alene det erfarede, men også det forestillede, det mulige – det frygtede såvel som det eftertragtede. Man kan således betragte det, H.C. Andersen skrev, som led i en udforskning af jeget i verden – og verden i jeget.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus P. Mortensen: Fortællingens mange former - H.C. Andersen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 15. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476686