Besættelsen af Louvre og Tuillerierne den 29. juli under Julirevolutionen i Frankrig, som fandt sted den 27.-29. juli 1830. Farvelagt litografi fra 1830.

.

Forventningerne til Christian den 8., som blev konge i december 1839 og kronet året efter, blev skuffet. Det gav anledning til en satirisk tegning i Corsaren den 29. januar 1841. Blandt de mange ønsker og løfter, der bliver lagt ned i den åbenbart meget rummelige kiste, er trykkefriheden, som er fordelt på hele to pakker. Den ordensprydede, tykmavede person, der står parat med nøglen umiddelbart til venstre for kisten, har en påfaldende lighed med majestæten.

.

„Sinnbild der Treue. Schleswigs Sträuben gegen gewaltsame Theilung“ (1848, Sindbillede på trofastheden. Slesvigs modstand mod voldelig deling). Koloreret tysk litografi, solgt som skillingstryk af forlaget Semmi Hertz i Hamborg som led i meningskampen i hertugdømmerne.

.

Opbruddet fra enevælden skete gradvis, delvis i takt med, at borgerskabets politiske ambitioner langsomt nød fremgang. Frederik 6. havde gennem hele sin regeringstid været konservativ og havde holdt landet i et hårdt greb med censur og indskrænkede borgerrettigheder. Ikke desto mindre var hans styre i vidt omfang fortsat populært især i landdistrikterne, hvor hans hovedrolle i ophævelsen af Stavnsbåndet i 1788 for altid sikrede ham rollen som landsfaderen og den lille mands beskytter imod de mægtiges overgreb. Derfor var det til hans død i 1839 svært for mere liberale kræfter at få solidt fodfæste.

At uroen ulmede i befolkningen var tydeligt, og det blev så meget des tydeligere, hvis man så ud over landets grænser til julirevolutionen i Frankrig i 1830. Her førte Karl io.s autoritære styreform til en opstand, som forvoldte hans fald, ledte til indførelsen af et konstitutionelt monarki og sendte chokbølger gennem store dele af Europa med bl.a. Belgiens løsrivelse fra det nederlandske fællesmonarki til følge.

Disse opstande aktualiserede to problemstillinger i Danmark. For det første var det spørgsmålet om, hvorvidt landet skulle have en forfatning, altså diskussionen om demokratiet, for det andet var det spørgsmålet om forholdet mellem kongedømmet Danmark og de sønderjyske hertugdømmer Slesvig og Holsten, som siden 1460 havde været udelt under den danske krone. Disse to problemstillinger skulle komme til at løbe parallelt igennem de næste mange år og krydse hinanden med dramatiske resultater på en af Danmarks skæbnedage, den 20. marts 1848.

Bl.a. for at komme urolighederne i forkøbet besluttede Frederik 6. ved et reskript at oprette de såkaldte „rådgivende provinsialstænder-forsamlinger“, et organ, hvortil samfundets forskellige stænder (hovedstads- og købstadsborgere, ejendomsbesiddende bønder og godsejere) valgte en række repræsentanter, hvis antal for hver enkelt stands vedkommende var fastsat ved lov. Det endelige lovgrundlag forelå den 15. maj 1834. Grundlaget for valgret og valgbarhed var besiddelsen af grundejendom af en vis størrelse. Omtrent 3% af landets befolkning levede op til kravene. Der blev oprettet fire forsamlinger, som mødtes i Roskilde, Viborg, Slesvig og Itzehoe. Provinsialstænder-forsamlingerne skulle kun rådgive kongen, nogen besluttende myndighed havde de naturligvis ikke under en enevældig forfatning, men en række centrale lovgivningsområder, i særdeleshed dem, som havde direkte med befolkningens eget liv at gøre, skulle altid forelægges dem til udtalelse.

Den offentlige politiske debat i 1830'erne var begrænset af en hård censur, og pressen led stadig under en lov fra 1814, der gjorde, at alle aviser skulle forelægges politimesteren før udsendelse. Men i takt med at flere blade blandede sig i den politiske debat, blev kongens forsøg på at kontrollere den kritiske presse vanskeliggjort. I 1830'erne skiftede Kjøbenhavnsposten karakter fra litterært tidsskrift til liberalt presseorgan, der bragte stærkt kritiske artikler om enevælden og regeringen. Bladet blev hurtigt det medie, der hyppigst blev beslaglagt af censuren, men alligevel slap en del kritisk stof igennem. Når magthaverne ikke kunne opfange kritikken i censuren, måtte de ty til en anden strategi: Da en af den liberale bevægelses centrale skikkelser, A.F. Tscherning, i Kjøbenhavnsposten kritiserede enevælden og det eksisterende standssamfund, blev han beordret på en studierejse, reelt set en landsforvisning. Som modspil til regeringens offensive strategi blev Selskabet til Trykkefrihedens rette Brug dannet i 1835, og selskabets medlemsorgan, Dansk Folkeblad, blev hurtigt basis for de liberales kamp.

Christian 8.s kurs i forhold til trykkefriheden adskilte sig ikke væsentligt fra Frederik 6.s, men den nye konge tog i praksis lempeligere på pressen end sin forgænger. I stedet for at forfølge skribenterne skaffede den nye konge sig økonomisk indflydelse på Berlingske Tidende og Dagen, idet han derved håbede at kunne skabe balance i den offentlige politiske debat. I øvrigt understøttede kongen også Flyve-Posten og Den danske Bondeven mod en forventning om loyalitet over for konge og regering.

En større politisk bevidsthed var blevet vakt i borgerskabet, og mange litterater blandede sig i debatten. Fædrelandet, redigeret af digteren Carl Ploug, fik i 1840'erne den rolle, Kjøbenhavnsposten havde haft årtiet forinden, og i Corsaren angreb Meir Aron Goldschmidt satirisk den regeringstro presse – og alle andre med. Ud af borgerskabet voksede det nationalliberale parti. Der var først i 1830'erne endnu ikke tale om et egentligt parti, men snarere om en gruppe af meningsfæller med baggrund i det akademiske miljø og den københavnske handelsstand. Men i begyndelsen af 40'erne trådte en række nye nationalliberale ind i det politiske liv, heriblandt D.G. Monrad og Orla Lehmann. De nationalliberale mente, at enevælden havde svigtet på det nationale plan, og da historikeren C.F. Allen i 1840 udsendte sin Haandbog i Fædrelandets Historie, fik synspunktet også en historisk baggrund. Synspunktet i bevægelsen var historisk set, at kongemagten havde været unational dels ved siden 1660 at påtvinge folket et undersåtligt sindelag, dels ved at fremme en massiv tysk indflydelse ved hoffet og i højadelen. Dette er tosidigheden i det nationalliberale program: En betoning af danskhedens selvstændige værdi især over for det tyske (national) og et dermed forbundet krav om reformer i demokratisk retning (liberal); reformer, der bl.a. var nødvendige for at give danskheden ordentlige vilkår. Det nationale spor i politikken havde som konsekvens, at man ønskede helstatens ophævelse på en sådan måde, at hertugdømmerne deltes. Holsten og det mindre Lauenburg, der var tyske, skulle lukkes ude af kongeriget, mens Slesvig, der var dansk, skulle integreres fuldt i kongeriget. Denne politik blev navngivet Ejderpolitikken efter den flod, der delte Slesvig og Holsten, og den ignorerede, at skønt der var mange dansktalende i Slesvig, var der stadig flere tysktalende også her. Kun i det nordslesvigske område (svarende omtrent til det område, der blev tilbageført til Danmark ved Genforeningen i 1920) var der dansktalende flertal.

Nationalliberalismen og dens begreb om danskhed blev et væsentligt samlingspunkt i 1840'erne. I danskhedens navn kæmpede de nationalliberale for at vinde bøndernes opbakning. Kampen blev i særlig grad ført af den unge fløj med Lehmann i spidsen, og det var da også ham, der i januar 1841 holdt en berømt brandtale i Nykøbing Falster i forbindelse med valget til stænderne. Talen angreb bønderne for deres nedarvede loyalitet over for kongemagten. Lehmann gjorde bønderne det klart, at det var hos de liberale, de skulle finde deres allierede i kampen for social ligestilling. Talen kostede Lehmann tre måneders fængsel, hvad der kun bidrog til at øge hans popularitet. Den offensive kamp for at vinde bøndernes opbakning lykkedes i takt med deres fortsatte organisering, og da Bondevennernes Selskab blev stiftet den 5. maj 1846, fremgik det klart af deres partiprogram, at der var et meningsfællesskab med de nationalliberale.

Selvom dette meningsfællesskab signalerer de nationalliberales styrkede position i dansk politik, var vejen frem til martsrevolutionen i 1848 alligevel ikke problemfri: Partiet havde to mærkesager. Den første, Ejderpolitikken, mistede sin kraft som oppositionelt brændstof, da kongen understregede Slesvigs tilhørsforhold til Danmark i et åbent brev af 8. juli 1846. De nationalliberales anden mærkesag, afskaffelsen af enevælden, havde i 1846 heller ikke den brede folkelige tilslutning, og med et slesvigsk spørgsmål, der så ud til at være uddebatteret, var partiet ved at miste gennemslagskraft. Partiet var splittet i en ældre fløj og en yngre, og netop de to mærkesager var vægtet forskelligt på de to fløje; hvor Ejderpolitikken for den ældre fløj var målet, var dette nærmere midlet for den yngre fløj til at komme til magten. Af samme grund var det da også den yngre fløj, anført af Orla Lehmann, der stod i spidsen for omvæltningen i marts 1848. Ved at overbevise befolkningen i København om, at der var oprør i hertugdømmerne, lykkedes det for de nationalliberale at genopfinde aktualiteten i partiets Ejderpolitik. Dermed var vejen banet for et politisk vagtskifte og for krigen i hertugdømmerne.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Forfatningskamp og borgerkrig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig