• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Revolution i Europa, oprør i hertugdømmerne

Oprindelig forfatter SAuken

Muligheden opstod, da der i begyndelsen af 1848 rullede en bølge af revolutioner hen over Europa. De politisk konservative kræfter, som havde siddet på magten gennem restaurationsperioden overalt i Europa, havde ikke formået at løse de meget alvorlige sociale spændinger og de fattigdomsproblemer, som plagede alle landene. Trods den advarsel, som begivenhederne i 1830 var, forblev magthavernes greb om samfundet lige stramt i det meste af Europa, og i Frankrig stagnerede det borgerkongedømme, som var blevet resultatet af opstandene små tyve år tidligere, i korruption og samfundsmæssig konservatisme.

Revolutionsbølgen begyndte i Italien, som i vid udstrækning var under østrigsk herredømme, men tog først for alvor fart, da der i februar også udbrød oprør i Frankrig. Efter opstande i Paris i februar 1848 flygtede kongen til London, og et provisorisk styre dannede sig i Paris. Derfra spredte oprøret sig som en steppebrand, først til Tyskland og siden til Østrig og til Ungarn. I Østrig blev fyrst Metternich tvunget til at gå af som statskansler; han flygtede til England, og en demokratisk forfatning blev kortvarigt etableret. De gennemgående krav var i liberal retning: større ytringsfrihed, bedre borgerrettigheder og parlamentarisme. I løbet af året blev revolterne gradvis rullet tilbage, og ved årets udgang var de gamle magthavere i alt væsentligt tilbage ved magten, men en række reformer kunne ikke tages tilbage uden voldsomme konsekvenser, og dermed var vejen trods alt banet for en friere offentlighed og efterhånden også for egentlig parlamentarisme.

I hertugdømmerne var det ikke kun den danske Ejderpolitik, men også interne interesseforskelle, der trykkede stemningen. Hertugdømmerne var inddelt i tre partier, der langtfra var enige: De liberale ønskede en fri forfatning for et selvstændigt Slesvig-Holsten. Ridderskabet var imod Ejderpolitikken, som ville splitte Slesvig-Holsten, men samtidig imod ideen om en ny repræsentativ forfatning, som ville styrke borgerskabet. Hertugen af Augustenborg og hans støtter regnede med, at arvefølgen ville tilfalde ham efter den barnløse Frederik 7., og de var derfor heller ikke interesserede i en ny forfatning, der ville betyde afskaffelse af enevælden.

Annonce

 Tivolis grundlægger, den entreprenante Georg Carstensen, stod også bag opførelsen i 1847 af vintertivoliet Kasino (senere stavet Casino) i Amaliegade 10. Det gik hurtigt fallit og blev omdannet til forlystelsesteater, hvor blandt andet en række af H.C. Andersens lystspil blev opført. Men allerede den 20. marts 1848 fik det plads i den politiske danmarkshistorie med det borgermøde, som blev afholdt i den store sal, og som førte til kravet om afsættelse af kongens ministerium. Fotografi fra o. 1870.

Tivolis grundlægger, den entreprenante Georg Carstensen, stod også bag opførelsen i 1847 af vintertivoliet Kasino (senere stavet Casino) i Amaliegade 10. Det gik hurtigt fallit og blev omdannet til forlystelsesteater, hvor blandt andet en række af H.C. Andersens lystspil blev opført. Men allerede den 20. marts 1848 fik det plads i den politiske danmarkshistorie med det borgermøde, som blev afholdt i den store sal, og som førte til kravet om afsættelse af kongens ministerium. Fotografi fra o. 1870.

Stemningen var også spændt i København. Da Orla Lehmann d. 18. februar vendte hjem til København, lykkedes det ham at få samlet de nationalliberale og igangsat den folkelige agitation ved de såkaldte Casinomøder (afholdt i det nyåbnede Casinoteater i Amaliegade). Orla Lehmann var klar over, at et oprør i hertugdømmerne kunne være det, der skulle til for at vælte den siddende regering, men da oprøret lod vente på sig, benyttede han sig af Rendsborgmødet til at antyde et oprør. De næste dages begivenheder fik omfattende konsekvenser.

Mandag d. 20 marts kl 8.15 ankom som nævnt Copenhagen fra Kiel. Budskabet, det bragte fra Rendsborgmødet, var klart: Der var nok utilfredshed og oprørsvilje i hertugdømmerne, men oprør var der ikke. Alligevel lykkedes det de nationalliberale med Lehmann i spidsen at få sat rygter i omløb om oprør i hertugdømmerne. Der blev hasteindkaldt til møde i borgerrepræsentationen, og Carl Plougs sympatiserende avis Fædrelandet sørgede for, at budskabet om et folkemøde i Casino senere samme aften nåede byens indbyggere i tide. Ved mødet fik de nationalliberale overbevist borgerne om, at der rent faktisk var oprør i Slesvig-Holsten uden på noget tidspunkt egentlig at sige netop dét, og det mundede ud i oplæsningen af Casino-resolutionen, der krævede regeringens afgang. Resolutionen blev i første omgang afvist: Kongen og regeringen vidste godt, at der ikke var oprør i hertugdømmerne; men frygten for oprør lå ganske sikkert i luften, og kongen og hans øverste minister Carl Moltke besluttede at opruste til krig i al hemmelighed.

Tirsdag d. 21. marts om formiddagen gik regeringen af. Den nationalliberale D.G. Monrad havde tidligere på morgenen overtalt justitsminister C.E. Bardenfleth til at bearbejde kongen til ophævelse af januarreskriptet. Kongen gav efter og ophævede reskriptet, og regeringen måtte efterfølgende gå af. Kl. 12 meddelte kongen folkemængden foran Christiansborg, at regeringen var gået af, og at Casino-resolutionen dermed havde gjort sin virkning. Efter en række forviklinger lykkedes det at finde den rette sammensætning af folk til en ny regering. Det såkaldte martsministerium stod nu over for én altoverskyggende opgave: at forhindre oprøret i rent faktisk at bryde ud, men uden held.

Djævelen er i detaljen. De nationalliberale havde kunnet bruge den begrænsede adgang til oplysning om, hvad der faktisk skete i hertugdømmerne, og den langsommelige kommunikation til at vælte regeringen. Nu ramte den dem selv. Man optog rigtignok forhandlingerne: En slesvig-holstensk delegation blev indlogeret hos Lehmanns familie, så forhandlingerne kunne foregå uden at vække opsigt. De blev stillet muligheden for en deling af Slesvig efter sproggrænsen i udsigt. Herefter gik de med til at sende meddelelse med opfordring om at forholde sig i ro i hertugdømmerne. Opfordringen blev sendt med specialkurér om aftenen den 22. marts. Imidlertid var rejsen lang, og inden fredsbudskabet nåede Slesvig-Holsten, havde slesvig-holstenerne allerede den 23. marts i Berlingske Tidende kunnet læse om Casinomødet, folketoget og regeringens afgang. Dette blev opfattet som en krigserklæring imod løsrivelseskræfterne i hertugdømmerne. Da fredsbudskabet ankom, var det blevet meningsløst, fordi oprøret nu faktisk var brudt ud. Derefter blev der dannet en oprørsregering i hertugdømmerne, alt imens Hertugen af Augustenborgs bror, Prinsen af Nør, kuppede sig til magt over Rendsborg-fæstningen med den begrundelse, at den danske konge havde mistet sin regeringsfrihed.

Kamphandlingerne blev indledt i slutningen af måneden, da de danske tropper gik ind i Slesvig 29. marts. Men krigen trak ud, da hertugdømmerne blev bakket op af Preussen og derfor havde adgang til betydelige militære ressourcer. Krigen blev først reelt afgjort 2. juli 1850, da Preussen og Det Tyske Forbund under russisk pres sluttede fred med Danmark. Undervejs blev det til nogle voldsomme nederlag for den danske hær, der på et tidspunkt måtte trække sig tilbage til den nordlige side af Kongeåen.

Diplomatisk set blev krigen hurtigt en del af den europæiske storpolitik, og over sommeren 1848 blev der ført forhandlinger både i Storbritannien og Sverige. Danmark blev opfordret til en deling af Slesvig, men forslaget faldt pga. Frederik 7.s modstand.

Mens borgerkrigen stod på, lykkedes det at få skabt en grundlov. Den nye regering gik umiddelbart efter martsdagene 1848 i gang med forberedelserne til Den Grundlovgivende Rigsforsamling, der skulle komme til at bestå af 193 medlemmer – 48 udpeget af kongen og regeringen, 114 danske folkevalgte og 31 fra Slesvig. Fløjinddelingen trådte klart frem med en konservativ fløj, et centrum repræsenteret af de nationalliberale og en venstrefløj. Den politiske venstrefløj, der hovedsageligt var repræsenteret af Bondevennernes Selskab, blev afgørende svækket i deres indflydelse, da et udvalg på 17 mand blev nedsat til de afgørende grundlovsforhandlinger i december 1848; heraf var kun 3 repræsentanter fra venstrefløjen. Den 5. juni 1849 forelå den grundlov, der fastslog Danmark som konstitutionelt monarki. Den lovgivende magt skulle ligge hos kongen og rigsdagen i forening. Rigsdagen bestod af to kamre – Landstinget og Folketinget. Selvom martsministeriet i november 1848 blev udskiftet, var grundloven primært deres og i særlig grad D.G. Monrads værk.

Til spørgsmålet om Slesvigs tilhørsforhold forholdt grundloven sig ikke, da man afventede fredstilstanden, men det var hensigten, at Grundloven efter krigen også skulle omfatte Slesvig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Revolution i Europa, oprør i hertugdømmerne i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476741