Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Litteratur i et politisk rum - Carit Etlars Gjøngehøvdingen

Oprindelig forfatter SAuken

Hvor overgangene i den danske litteratur omkring år 1800 og omkring år 1825 i det væsentlige skyldes interne litterære og åndshistoriske udviklinger, er den nye dagsorden, som sættes fra 1848 og frem, afgørende bestemt af politiske begivenheder, der får dybtgående virkninger også for litteraturen. I biedermeierperioden var litteraturen præget af, at der var et indskrænket rum for, hvad man kunne skrive om uden at pådrage sig uønsket opmærksomhed. Dette ændrer sig med Junigrundloven 1849, der ophæver censuren. I periodens tre centrale nye forfatterskaber, Mathilde Fibiger, Hans Egede Schack og Meir Aron Goldschmidt, spiller politiske spørgsmål en central rolle, om end på meget forskellige måder.

Også hos den mere populære Carit Etlar (1816-1900) spiller en række sociale problemstillinger en ny og væsentlig rolle. Den stadige strøm af underholdningslitteratur, der løber igennem perioden, når sit højdepunkt i Etlars omfattende forfatterskab. Navnet er kunstnernavn for Carl Brosbøll, der i slutningen af 1800-tallet var en af de mest læste forfattere i Danmark; Gjøngehøvdingen blev trykt i oplag, andre forfattere kun drømmer om. Hans bøger beholdt deres popularitet langt ind i 1900-tallet, om end de i stigende grad blev regnet som børnelitteratur. Hans inspirationskilder er især Blicher, Alexandre Dumas den Ældre og Victor Hugo. Han har hverken den førstes psykologiske realisme, den andens elegance eller den tredjes dybsindighed, men har til gengæld en sans for det stærkt kulørte drama, der ikke lader nogen af forbillederne noget efter. De eneste bøger fra Carit Etlars hånd, der fortsat både købes og læses, er tvillingeromanerne Gjøngehøvdingen (1853) og Dronningens Vagtmester (1855). Hans kendteste roman derudover er Fangen paa Kalø (1877), der omhandler Gustav Vasas fangenskab i Jylland tidligt i 1500-tallet.

 Carit Etlar fotograferet o. 1898 på kæmpehøjen Brødrehøj, som lå i hans have i Gentofte. Carit Etlar, der døde to år efter, at fotografiet med hundene blev taget, blev begravet umiddelbart ved siden af gravhøjen.

Carit Etlar fotograferet o. 1898 på kæmpehøjen Brødrehøj, som lå i hans have i Gentofte. Carit Etlar, der døde to år efter, at fotografiet med hundene blev taget, blev begravet umiddelbart ved siden af gravhøjen.

Tvillingeromanerne udspiller sig på Sydsjælland og i København under svenskekrigene i årene op til enevældens indførelse. Hovedpersonerne i de to romaner er den historiske Svend Poulsen Gjønge og hans trofaste ven og hjælper Ib. Svend Poulsen indgik hos Christian Winther i de første planer til det, der siden hen blev til Hjortens Flugt, og kom til at optræde som helt og elsker i et af hans træsnit, men først Carit Etlar udfoldede figuren. Romanerne beskriver Svends, Ibs og deres folks bedrifter under den svenske besættelse af Sjælland i to omgange i 1657 og 1658. Adelen og hæren har stort set trukket sig ind bag Københavns beskyttende volde, mens de svenske soldater og især deres tyske lejetropper spiller herrer på landet såvel på slottene som i hytterne. Eneste effektive modstand kommer fra Svend, Ib og deres trofaste folk, som skønt få i antal er store i snedighed og handlekraft og tilføjer den overmægtige modstander nederlag på nederlag.

Annonce

Romanerne er kulørte og dramatiske. Heltene er heroiske, åndfulde, selvopofrende, snedige og loyale til døden, skurkene modbydelige, åndløse, liderlige, drikfældige, tyvagtige og forræderiske. Helt i tidens ånd er det i mindre grad de svenske besættere end deres tyske lejesoldater, der spiller de egentlige skurkeroller. Ja, et par af de svenske officerer får tilmed lov at optræde i ædle og retsindige roller.

Romanerne udmærker sig ikke ved nogen påfaldende snedig plotkonstruktion eller ved store nuancer i sprog, figurtegning eller psykologi. Til gengæld er de karakteristiske og splittede ved deres samfundsmæssige tendens. Der er en god del socialt sprængstof i beskrivelsen af de højere klassers ligegyldighed over for de lavere, og selv når det kommer til nogle af de laveste og mest ondsindede personer i bogen, er deres selvforsvar velbegrundet, hvis man ser på deres sociale muligheder. Dette lader sig forklare med romanernes placering umiddelbart før enevældens indførelse, og såvel kongen (Frederik 3.) som dronningen er da også sympatisk skildrede, men de optræder så sjældent, at bogens overordnede billede af samfundet bliver et, der er præget af sociale og personlige uretfærdigheder. De adelsfolk, der reddes, er stort set ikke redningen værd, og særligt i Dronningens Vagtmester lønnes redningsmændene ilde for deres dåd. Svend, Ib og deres snaphaner redder både liv og formue for den rige fru Elsebeth, men hun vil stadig ikke lade sin datter gifte sig med Svend, skønt de elsker hinanden af et rent hjerte.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Litteratur i et politisk rum - Carit Etlars Gjøngehøvdingen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476743