Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Krigssange og fædrelandssange

Oprindelig forfatter SAuken

Krigsudbruddet og sejren to år efter førte til en opblussen af fædrelandsfølelsen, der fik langtrækkende virkninger i dansk åndshistorie, også efter nederlaget i 1864. Endnu Vilhelm Andersen omtalte i 1924 „Det danske Folks lykkelige Oplevelser i 1848-1850“ – og parallelt hermed ses en opblussen i de danske fædrelandssange. En række forskellige digte i de foregående årtier havde haft kærligheden til fædrelandet som tema, Oehlenschlägers „Hiemvee“ (1811) og „Fædrelands-Sang“ („Der er et yndigt Land“, 1819), Poul Martin Møllers „Glæde over Danmark“ (1823) og Grundtvigs talrige hyldester til landet – mest rent som fædrelandsang måske i „Langt højere Bjerge“ (1820). Tonen i disse tekster var relativt mild, uden større aggression imod omverdenen og mest optaget af glæden ved landet selv i beskrivelsen af landskabet og naturen, i smægtende omtaler af landet og i dæmpede referencer til landets historiske storhed. I krigssituationen blev tonen anderledes krigerisk og fjendtligt stemt over for det tyske. Laurids Koks gamle „Thyra Dannebods Vise“ („Danmark dejligst Vang og Vænge“) fra 1600-tallet vandt en ny og hidtil uhørt popularitet. Visen, der beskriver dronning Thyras opførelse af Dannevirke som opbygningen af et hegn, der skal holde fjenden sydfra ude fra Danmarks have, blev en af de tekster, der hyppigst blev henvist til i tidens digte.

Treårskrigens signaturdigt var dog fra samtiden: Peter Fabers „Den tappre Landsoldat“ („Dengang jeg drog af sted“) med musik af Emil Horneman, der udkom den 10. april 1848, altså ganske kort efter krigsudbruddet. Digtet slår en kæk og djærv tone an:

Naar Tydsken kommer her,
Naar Tydsken kommer her,
Beklager jeg Enhver,
Ja beklager jeg Enhver.
Til Peer og til Poul
Han siger „Du bis faul“,
Og skjælder man ham ud paa Dansk, saa siger han: „Hols Maul“.
For Folk, som taler alle Sprog, er det nu lige fedt,
Men Fanden heller inte for den, der kun kan ét;
Og derfor vil jeg slaas som tapper Landsoldat.
Hurra, Hurra, Hurra.

Landsoldaten er et idealiseret portræt af det danske folks forsvarsvilje. Karakteristisk for krigen er han netop en landsoldat, næsten alle tidligere krigshelte i den danske litteratur har været fra flåden, men Treårskrigen var i det væsentlige en landkrig, og ved dens slutning var billedet af landsoldaten vendt blandt andet på grund af Fabers sang, og landsoldaten blevet et betydende nationalt symbol. Ikke uden grund er det ham, H.V. Bissens sejrshyldest ved Prinsens Port i Fredericia afbilder. Og også i andre sange fra tiden træder han frem som talerør både for de danske soldater og for landet i sin helhed, fx i Adolph Reckes „Landsoldatens Hjemkomst“ (1850), hvor bondesoldaten atter får lov at optræde som idealfigur for dansk forsvarsvilje. Det gør han også hos H.C. Andersen, som under krigen hyldede ham først i „Til Landsoldaten“ (1850) og siden i „Landsoldatens Hjemkomst“ (1851). Begge blev optrykt i hans Fædrelandske Vers og Sange under Krigen (1851). Hyldesten fortsatte ved krigens afslutning i „Sang til Landsoldaten ved Festen paa Glorup“ (1851), der tilmed er skrevet som en direkte replik til Fabers oprindelige vise. En bestseller var H.P. Holsts store fortællende digt Den lille Hornblæser (1949).

Annonce

 Med sin karakter af anekdotisk genrebillede får Nicolai François Habbes Reserve-Soldater paa Marchen (1851) krigen til at ligne en gemytlig ferieudflugt. Soldaterne og bondepigen strutter ligesom hestene af sundhed. Bemærk kæmpehøjen: det ny symbol for nationens enhed, styrke og ælde.

Med sin karakter af anekdotisk genrebillede får Nicolai François Habbes Reserve-Soldater paa Marchen (1851) krigen til at ligne en gemytlig ferieudflugt. Soldaterne og bondepigen strutter ligesom hestene af sundhed. Bemærk kæmpehøjen: det ny symbol for nationens enhed, styrke og ælde.

Hos Faber er landsoldaten en mand af folket, hvad der svarer godt til de faktiske forhold, da kun bondestanden i udgangspunktet var pligtig at yde militærtjeneste, og hæren derfor i alt væsentligt var en bondehær. I krigens løb udbredtes værnepligten dog, og også unge mænd fra byerne blev indrulleret i hæren. Fabers landsoldat kæmper kun, fordi han bliver truet udefra, men så kæmper han til gengæld så meget des mere frejdigt og med frisk mod: Han går i krig vel vidende, at han kan falde, men med den overbevisning, at hans sag er retfærdig. Hans forsvar udspringer af fædrelandskærligheden, men er på samme tid et forsvar for dem, han selv har kær. Han efterlader et hul bag sig, kæresten og forældrene, men det offer må bringes – og bringes med frisk mod – fordi landet behøver hans tapperhed. Samtidig benytter digtet sig af et andet velkendt retorisk greb: dæmoniseringen af fjenden. „Tysken“ er en brutal erobrer, der truer landets eksistens, han er ubehøvlet, og først og fremmest er han simpelthen „Tysken“, ikke en individuel skikkelse, der som landsoldaten selv har en kæreste og forældre, han må forlade, skønt han holder af dem, men en overpersonlig instans, der derfor kan bekæmpes uden smålige hensyn til hans egne lidelser. Billedet af den slesvig-holstenske konflikt som væsentligst en borgerkrig ligger endnu langt væk.

Tilsvarende martialsk er Carl Plougs „Slaget ved Slesvig“ (1848), hvori nederlaget i slaget camoufleres som en halv sejr, idet sangen på god oldnordisk maner fryder sig over, at „Tydsken maatte bygge / af egne Lig sin Vold“. Måske marginalt mindre rabiat, men lige så beslutsom er H.P. Holst, der i sin sang om de faldne fra Slaget ved Isted, „Slumrer sødt i Slesvigs Jord“, (1850) skriver

„Skjøn er Døden, som I fik,
Ingen skjønnere der findes –
Derfor vil med vaade Blik
Heller ei vi Eder mindes;

Også det nationalhistoriske får en stærkere farve i lyset af krigen, således skriver fx Hostrup følgende i digtet „Til vore Saarede“ (1849):

Det danske Heltenavn var fast
forglemt ved Sund og Belte,
da vakte Faren os i Hast
og skabte nye Helte;
og Dannebrog, som falmet stod,
i Fredens dorske Dage,
den skjænked de med deres Blod
sin Purpurglands tilbage.

Her er krigen ligefrem oplivende for landet, der henligger i en dorskhed i fredstider, og selv de danske soldaters blod opfattes som livgivende. Ja, tematikken bliver direkte barbarisk, når det beskrives, hvordan fanen får sin rette og oprindelige kulør ved et blodoffer. Hostrup fortsætter linjen nogle år senere, da han i „Slaget ved Isted“ (1851) beskriver, hvordan „Marken, gjødet af Heltenes Blod / bærer den dobbelte Grøde.“

Ikke alle tekster er lige blodige. I Grundtvigs berømte „Kiærminde-Sang“ („Det var en Sommer-Morgen“) fra 1850, skrevet på baggrund af Istedslaget samme år, prises sejren ganske vist, men angsten op til slaget er også skildret, og der lægges en særlig vægt på de faldne soldater. Nogle af de vigtigste blandt de faldne officerer, den norske generalmajor F.A. Schleppegrell og oberst Frederik Læssøe nævnes ved navn, og om de resterende hedder det:

Guds Fred med vore Døde
I Danmarks Rosengaard!
Guds Fred med dem, som bløde
Af dybe Hjertesaar!
Vor Kiærlighed med alle,
De store og de Smaa,
Som vilde staae og falde
med Løven askegraa!

Ikke underligt kunne Grundvigs sejrssang fra Istedslaget uden vanskeligheder ved forkortelser forvandles til en klagesang i forbindelse med det danske nederlag i 1864. „Kiærminde-Sang“ er dog undtagelsen blandt krigssangene, og den generelle tone er langt mere selvsikker og pågående.

De fleste af krigssangene er glemt i dag. Det er med fædrelandssangen som med salmen en afgørende genremæssig forudsætning, at den syngende kan identificere sig med tone og indhold i sangen. Det store flertal af krigssangene er for snævert bundet til den historiske begivenhed og fremtræder derfor fremmede for en senere læser, der har svært ved at identificere sig med deres krigeriske tonefald. Men den opblussende nationalfølelse førte ikke kun til sange om krigen. To af de kendteste almene fædrelandssange blev skrevet under umiddelbart indtryk af krigen, nemlig H.C. Andersens „Danmark, mit Fædreland“ („I Danmark er jeg født“ (1850)) og Grundtvigs „Kærlighed til Fædrelandet“ (1853). Sidstnævnte blev dog først mange år senere uddraget af et længere digt fra Grundtvigs hånd, „Den Danske Nødvendighed“.

Andersens digt har i årenes løb og med melodi fra 1927 af Poul Schierbeck fået status som uofficiel nationalsang. Skønt digtet er kort, blot fire strofer, får det dækket næsten alle fædrelandssangens karakteristiske træk og bliver en smægtende kærlighedserklæring henvendt til landet, hvis sprog, historie og natur prises. Den politiske situation høres kun få steder. Om Dannebrog siger digtet „Gud gav os den – Gud giv den bedste Seier! –“ og giver dermed ret tydeligt til kende, hvem Gud bør give sejren til. Samtidig spejler billedet af tyskerne som hånlige og nedladende over for det lille land sig, når det om Danmark siges „nu Du kaldes svag“. Digtets første og sidste strofe behandler jegstemmens forhold til landets sprog og natur, mens de midterste strofer er koncentreret om skildringen af landet selv med strofer om først dets historie og dernæst dets natur og blot har jeget repræsenteret i det inderlige omkvæd: „Dig elsker jeg! – Danmark, mit Fædreland!“.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Krigssange og fædrelandssange i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476742