Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mellem idyl og mørke

Oprindelig forfatter SAuken

Winthers forfatterskab udfolder sig inden for tre genrer: det lyriske digt, det fortællende digt (delt igen i romancer og versfortællinger) og novellen. Der er hyppige overlap mellem de tre genrer, og de fortællende digte kan rumme rent lyriske passager, særlig i beskrivelsen af scenerierne, ligesom motivsammenfald og parallelle strukturer er hyppige mellem de fortællende digte og novellerne. Winthers hovedværker, „Til Een“ og Hjortens Flugt, forener – i øvrigt på ganske forskellig måde – det fortællende med det lyriske. I 1860 samlede Winther selv forfatterskabet med sine Samlede Digtninger i ni bind, som efterfølgende blev suppleret med digtsamlingerne Brogede Blade (1865) og En Samling Vers (1872), som blev henholdsvis tiende og ellevte bind i værket.

Skønt Winther fra tidligt i sit liv skrev flittigt, er vi ikke i besiddelse af ret mange af hans ungdomsarbejder, da han selv rutinemæssigt destruerede dem. Han ydede bidrag til nogle af de samme tidsskrifter som Blicher, men den egentlige debut kom først i 1828, da han var over 30 år og udsendte en digtsamling med den traditionsbelastede titel Digte. Samlingens berømteste afdeling er de såkaldte „Træsnit“. Det er en række kortere, episke digte, der som titel hver bærer navnene på en kvinde og en mand, som i alle digtene er hovedfigurer i en kærlighedshistorie. Træsnittene er en miniatureromantik, der programmatisk gennemspiller en række af den romantiske digtnings centrale kærlighedsmotiver blandt almindelige mennesker på landet snarere end i eksotiske eller ophøjede miljøer, skønt der blandt bipersonerne også bliver plads til herrefolk og til en enkelt konge. Winther forklarer sig i digtkredsens programmatiske „Vignet“, der fastholder, at Gud Amor er lige så aktiv blandt gemene, altså almindelige, folk som blandt adelige og officerer:

Troer ei, at Elskovs Gud kun boer
Blandt Grever og Baroner;
At kun ved Hoffers Dandsechor
Han reiser sine Throner!
Troer ei han kjøler kun sit Mod
Paa Fyrster og Prindsesser;
Ei stedse for saa kostbart Blod
Han sine Pile hvædser!
Ei altid spænder han sit Garn
Ved lumske Intriguanter
For adelige Pigebarn
Blandt Oncler og hos Tanter.
Nei han, som vækker stor Allarm
Bag Oberstens Vattering,
Han taaler ingen rolig Barm
Bag en gemeen Mondering.

Træsnittene er ofte nok blevet opfattet som overharmoniserende idyller, men spænder i virkeligheden bredere og rækker fra det idylliske over det mere tvivlsomme til små studier i en sort romantik fuld af bedrag, utroskab og død. Debutsamlingen blev i 1832 udsendt i en ny udgave suppleret med en række nye digte under titlen Digte, gamle og nye. Winther forstærkede heri også den mørke side af træsnittene, da han tilskrev endnu nogle træsnit, herunder det kulsorte „Rudolf og Bertha“, hvor elskeren Rudolf bedrages i sit eget hjem af sin forlovede, stedsøsteren Bertha, som han deler hus med, og egnens greve. Han selv fryser ihjel udenfor i den tro, at han står på vagt for at beskytte sin herre mod en fare, greven har opdigtet for at få adgang til huset.

Annonce

Siden fulgte en lang række af samlinger med såvel lyriske digte som romancer og versfortællinger. Ved siden af disse tre hovedgenrer i forfatterskabet rummer det også en mindre gruppe noveller, hvoraf flere hører til blandt de bedste af samtidens prosafortællinger.

Karakteristisk for hele forfatterskabet er en urolig vippen imellem idylliserende træk og beskrivelser af mere mørke og faretruende lidenskaber. Winthers forfatterskab er i en vis forstand biedermeierkulturens mest gennemførte og rendyrkede udtryk. Det kan udtrykke og rumme en spænding, som rækker ud over det borgerlige Københavns lilleverden uden derfor at kaste vrag på den. En af Winthers særlige evner var den konkrete karakteristik af en persons, et landskabs eller en genstands udseende og karakter, og den udfoldede han såvel i sine idylliske som i sine mørkere stykker. Han havde den poetiske realismes sans for at opfatte det nære og rolige med opmærksomhed og behøvede i en række af sine digte ikke mere end den for at få sine tekster til at leve. Men han var ikke begrænset af den, og i hans tekster åbnes der igen og igen skjulte sider i idyllen, hvor en mørkere lidenskabsverden kan trænge ind og true den, hyppigt med katastrofale konsekvenser. Mest paradoksalt er dette måske tilfældet i digtkredsen „Annette“ (1835), som omhyggeligt opbygger en borgerskabsidyl imellem digtkredsens jegstemme og hans elskede, titlens Annette, blot for pludselig uden nærmere begrundelse at søndersprænge den, da et brev med ét bring-er en aldrig forklaret afsløring, hvorefter manden forlader hjemmet med en opfordring til den elskede om at fortælle deres børn, at han er død.

Winthers vej ind i litteraturen er erotisk. I et forfatterskab så udstrakt som Winthers findes der selvfølgelig undtagelser fra enhver regel, men på dette punkt er de overraskende sjældne. Uanset om hans digte er eksotiske eller hjemlige, om de er idylliske eller mørke, er der en erotisk opfattet kvinde i centrum af dem. Selv når digtenes blik hviler på en ung, uskyldig kvinde, er der ofte midt i beskrivelsen af uskylden en klar bevidsthed om den seksualitet, der knytter sig til hende, og som kan vækkes til voldsom udfoldelse ved mindste anledning. Kvinderne er så mangfoldige som digtene selv. Deres erotik rækker fra det ungdommeligt uskyldige over det kokette og det passionerede til en aggressiv og manipulerende seksualitet, der kynisk vender mandens begær imod ham selv. Og kan kærligheden være trofast og tålmodig, kan den også brat slå om og svigte, hvad den burde holde ved, eller bevæge sig ad skjulte og illegitime veje.

Winther er altså erotiker og sensualist, men han er det ikke uden tvivl. Når han i romancen „Ringens Indskrivt“ (1835) fremsætter en spøgende ironikers begrundelse for en ridders drab på sin rival, kommer passagen til at stå uformidlet i en historie, der ellers gennemspiller en konflikt over ære og erotik, som er alvorlig nok. Winther kan behandle emner, der i samtiden har været opfattet som frivole, og viser på den måde et erotisk frisind, men letfærdighed klæder ham dårligt. Han holdt af vennen Aarestrups digte, men hans ubekymrede erotisme besad han ikke, og den ironiske verdensmandstone hos vennen er sjælden hos Winther. Erotikken er en voldsom og overvældende magt. Leger man med den, leger man med ilden. Lidenskaben viser sig igen og igen alt for stærk for de mennesker, der gribes af den, og den bevæger sig ad skjulte veje, hvor der ofte er en hårfin margin imellem lykke og borgerlig anerkendelse på den ene side og vanvid, udstødelse og undergang på den anden. Dette kunne være blevet en fad moralisering, hvis ikke erotikken samtidig havde været så stærk en kraft i Winthers forfatterskab, og hvis han havde dækket eller skjult sin erotisme, men forfatterskabets styrke er netop spændingen imellem den intense tiltrækningskraft til det erotiske og bevidstheden om dets farlighed.

Winther tegner sig dermed karakteristisk i det danske litterære landskab. Hans forfatterskab kan mange steder læses som en klarhjernet borgerskabslitteratur, der nok dyrker idyllen og den poetisk-realistiske tegning af figurer og scener, men tillige har et skarpt blik for den mørkere baggrund, idyllen udspiller sig i forhold til. Den poetisk-realistisk opfattede borger- og landsbyverden er forfatterskabets idealverden, og det trues af en illegitim lidenskabsverden, men forfatterskabet er – i modsætning til det almindelige billede af biedermeierkulturen – fuldstændig bevidst om denne trussel, og Winther ser ikke biedermeieridealet tilintetgjort af en virkeligere forståelse, som anskues gennem det interessantes briller, men ser snarere det interessantes spil med skjulte og hemmelige lidenskaber som udtryk for en letfærdig misforståelse af, hvor besættende og farlig erotikken er.

Det er emblematisk tydeligt i digtkredsen „Bægeret. En Hverdagshistorie“ (1843). Her hilser Winther forbilledet Thomasine Gyllembourg med sin undertitel, og digtkredsen rummer et billede af den uskyldige kærlighed, der i oprigtig renhed fint svarer til, hvad der møder én i hverdagshistorierne. Men Winther vrider Gyllembourgs verden grundigt af led, og „Bægeret“ ender som en sort studie i en erotik, som er langt farligere og mere dødbringende end det, der møder én hos „Forfatteren til „En Hverdags-Historie““. I „Bægeret“s første digte forener Winther – gennem en psykologisk præget „Elskovs-Trolddom“, som involverer det i titlen nævnte bæger – et ungt par efter alle den idylliske kunsts regler. Men derefter vrider han dem langsomt og pinefuldt fra hinanden, da hendes følelser, uden at hun indrømmer det over for ham eller over for sig selv, drages imod en fransk maler, som er flottere og mere åndfuld end hendes forlovede. Winthers skildring af pigens erotiske selvbedrag er knivskarpt, og han afvikler nådesløst dets konsekvenser: Følelserne mellem den unge pige og kunstneren udvikler sig, skønt hun selv tror sig uskyldig, og hendes forlovede bliver mere og mere vanvittig af fortvivlelse, indtil det punkt, hvor hendes halvt bevidste overgivelse til kunstneren udløser hendes forlovedes selvmord. Selv knækkes hun også af forløbet, og i sidste digt finder vi hende vandrende sammen med moderen, men uden glød og varme. Digtkredsen udfolder en moderne tragik, der er i slægt med Blichers store noveller, hvor menneskenes lidenskaber og dårskaber og disses tragiske konsekvenser nok mødes med rædsel, men også med en spørgende vilje til forståelse, snarere end med en streng vilje til at fælde en moralsk dom.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Mellem idyl og mørke i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 4. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476700