• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Med Blicher og Scott i bagagen

Oprindelig forfatter SAuken

Forbindelsen til Blicher genfinder vi i Winthers prosaforfatterskab, der – skønt det er smalt sammenlignet med hans øvrige produktion – dog er stort nok til at optage to bind af hans Samlede Digtninger (bind VIII og IX). Hans to første fortællinger, „Et Reiseeventyr“ og „Hesteprangeren“, er skrevet i sammenhæng med prosagennembruddet. De er begge fra 1828, om end kun „Et Reiseeventyr“ blev trykt i perioden. Karakteristisk for Winther blev de først i 1839 udsendt i bogform under titlen To Fortællinger. I 1843 fulgte Winthers vigtigste prosasamling Fire Noveller, som gjorde skandale med sin interesse for de voldsomme og skæv-vredne drifter i mennesket, men hvis kvaliteter også blev set, fx af P.L. Møller, som i artiklen „Lyrisk Poesi“ (færdig form 1847) omtaler novellerne med stor indfølelse:

I denne Retning, hvor W. efter min Mening har lagt sit Talents modneste og mest glimrende Side for Dagen, erindrer han ved sin livlige Kolorit og kjækt henkastende Plastik, ofte om Puschkin, og Merimée, kun at den russiske Digter, der ogsaa undertiden bevæger sig i Salonlivet, skildrer med endnu større Friskhed, Ild, Kraft og Ironi. Endelig gav Chr. W. i Novellerne – og her kom hans lyriske Natur ham fortrinlig tilgode – Prøve paa en prosaisk Stil (og denne staaer i sin Udvikling hos os langt tilbage for den poetiske), som man hos os ikke før havde kjendt, og som med fuldkommen Elegance forenede en aandfuld, animeret Allure [gangart, holdning, bevægelsesmønster] og en malende Styrke, som allerede herved stillede disse Skizzer næsten over Alt, hvad vor Novellelitteratur hidtil havde frembragt.

De resterende prosanoveller offentliggjordes mere spredt. Den betydeligste af de sene fortællinger er „Ristestenen“ (1854). Om sine prosafortællinger gjorde Winther det tydeligt (i et brev til Christian Molbech den 27. november 1833), at han havde såvel Blicher som Thomasine Gyllembourg med i bagagen. I dag synes Blicher måske at være det vigtigste forbillede for både Winthers interesse for miljøbeskrivelser og hans vedholdende fokusering på omkostningerne ved menneskets voldsomme driftsliv.

 Tizians berømte version af et yndet renæssancemotiv: Den bodfærdige Magdalena fra omkring 1530-36. Det er netop dette maleri, ægtemanden kigger op på i novellen „Skriftestolen“ – alt imens han med sin kropsvægt kvæler sin kones elsker, der ligger skjult i sengetæpperne.

Tizians berømte version af et yndet renæssancemotiv: Den bodfærdige Magdalena fra omkring 1530-36. Det er netop dette maleri, ægtemanden kigger op på i novellen „Skriftestolen“ – alt imens han med sin kropsvægt kvæler sin kones elsker, der ligger skjult i sengetæpperne.

Winther var formentlig den forfatter i samtiden på dansk grund, som mest konsekvent udfoldede inspirationen fra Walter Scott. Fra ham overtog han sansen for den stærkt kolorerede historie og især hans evne til at skrive sine fortællinger på en historisk baggrund. Det historiske sceneri er fremstillet med samme overbevisende konkretion, som var det sin egen nutid, forfatteren beskrev. Novellerne myldrer med detaljerede oplysninger om det miljø, de bevæger sig i. Det gælder især de lidt længere fortællinger „Hesteprangeren“ og „En Aftenscene“. Om det er historisk korrekte beskrivelser, er mindre vigtigt, end at de får fortællingernes miljøer til at virke nærværende og dermed sætter en scene, hvor begivenhederne kan udspille sig uden at fremtræde uvirkelige eller søgte trods afstandene i tid og rum mellem læseren og fortællingen.

Annonce

Såvel sansen for den historiske livagtighed som interessen for det menneskelige driftsliv finder vi i den berømteste af Winthers noveller, den korte, gennemført interessante „Skriftestolen“ fra Fire Noveller. Novellen udnytter de særprægede akustiske forhold i domkirken i den sicilianske by Girgenti. Her kastes lyden på ubegribelig vis fra et sted i katedralen til et andet, og igennem længere tid kunne man faktisk nær indgangen til kirken høre, hvad der foregik i skriftestolene. Winther lader kirkens arkitekt, den spinkle, vævre Giulio Balzetti, vise dette særprægede fænomen til byens herremand, marchesen Don Antonio Carracciolo, som er stor og stærkt bygget. Derved kommer marchesen ved en tilfældighed til at overhøre sin egen kones skriftemål, der afslører for ham, at hun næste morgen har et stævnemøde med en elsker. På det angivne tidspunkt møder han op i konens sovegemak, ser elskeren ligge skjult under et tæppe og dræber ham ved at sætte sig på hans hoved med en pude, mens han med forstilt venlighed reflekterer over Tizians billede af den bodfærdige synderinde Maria Magdalena, som hænger i konens soveværelse. Da elskeren er død, river marchesen tæppet til side og ser sin ven Giulio. Ligets smugles bort, og konens skriftefader spærres inde på livstid. Fra da af lever marchesen og hans kone kun udadtil som mand og kone; han behandler hende altid med „stor Agtelse“, men novellen konstaterer lakonisk, at „i hendes Sovekammer satte han aldrig mere sin Fod.“

Løbende parallelt med den ydre handling og bestemmende for den er en indre udvikling i marchesen selv. Han beskrives indledningsvis som en mand med „et alvorligt Ansigt, hvori ingen Lidenskab syntes at have sat sit Præg“, og han har tydeligvis ikke tidligere været en hyppig gæst i sin hustrus gemakker. Men da han hører, hvad der udspiller sig i skriftestolen, bliver hans sind sat „i den heftigste Bevægelse“, han står som en statue med en anspændt opmærksomhed synlig i sine „ellers saa rolige Træk“:

Han rørte ikke et Lem, han aandede næppe, som Een, der staaer paa Randen af en Afgrund og frygter for at styrte ned, og hans rullende Øine og bankende Hjerte vare det eneste Bevægelige paa ham.

Dermed er der vakt en ny lidenskabelighed i ham, og da han efterfølgende træder ind i sin kones sovegemakker og ser hende letpåklædt og forskrækket, står han „ligesom frapperet af sin Kones Deilighed“, som gik det først nu op for ham, at hun var smuk, men hans lidenskab er blevet perverteret i det øjeblik, den opstod, og han handler iskoldt og dog som en besat. Novellens slutpunkt kunne sættes som en sammenfatning af begrebet om det interessante: På overfladen er parret lykkeligt, men usynligt for andre end dem selv lever de styret af en tragedie og af marchesens ubændigt-lidenskabelige kulde.

Denne type overvældende lidenskab genfinder vi i flere af de øvrige noveller, særligt teksterne fra Fire Noveller, hvor både „En Hævn“ og „Et Hjertes Gaade“ beskriver følelsernes vanvittige overmagt over mennesket. Den lykkelige forening af to elskende i slutningen af „Et Hjertes Gaade“ hviler på så perverse historiske og følelsesmæssige præmisser, at den i sig selv bidrager til uroen og misforholdet mellem overflade og underliggende lidenskab. Fri af lidenskabens overmagt går kun Ole Borch, hovedfiguren i „En Aftenscene“, og det alene, fordi han netop genkender den letsindige leg med ilden, hans unge forlovede er viklet ind i, og resignerer fra sit håb om et familieliv.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Med Blicher og Scott i bagagen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 27. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476701