Julius Exner Digteren Christian Winther paa Spadseretur (1869). Ved at forbinde portrættet med genremaleriet får Exner mulighed for at lade digteren lurekigge disket på sit eget værk: en af de små kærlighedshistorier, som han digtede i sine „Træsnit“.

.

Den af den nye generations lyrikere, der i sin samtid vandt størst anerkendelse, var Christian Winther (1796-1876). I eftertiden har Aarestrup rigtignok overskygget ham, ligesom hans store romancekreds Hjortens Flugt efterhånden er dalet i det litterære publikums agtelse og har trukket vurderingen af forfatterskabet med sig ned, men denne lavere vurdering yder ikke det mangfoldige og interessante forfatterskab retfærdighed, og Winthers arbejder fortjener stadig at have læsere.

Ved faderens død i 1808 og moderens efterfølgende giftermål med Rasmus Møller i 1811 blev Winther stedbror til Poul Martin Møller, som han fik et nært forhold til: I en levnedsskitse stilet til Christian Molbech den 24. marts 1840 omtaler han stedbroderen som det menneske, der har gjort det største indtryk på ham. Efter Møllers død var Winther stærkt optaget af arbejdet med at udgive hans efterladte skrifter.

Winthers livsforløb var dramatisk og præget af en række omslag. Skønt teolog af uddannelse blev han aldrig præst og interesserede sig minimalt for teologiske spørgsmål, kun i relativt få tilfælde, fx romancen „Ridderen og hans Datter“ (1840), spiller troen en hovedrolle i hans arbejder, og i hovedværket Hjortens Flugt er den nok omfattende repræsenteret, men dens indflydelse på handlingen er ved en nærmere betragtning ikke så gennemgribende, som det umiddelbart tager sig ud. Hans interesse rettede sig imod selskabslivet, imod musikken og litteraturen og især imod kvinderne. Efter afsluttet embedseksamen i 1824 fik han plads som huslærer for grosserer H.C. Müffelmanns børn. Hans ansættelsesforhold var så frie, at han fik tid til og mulighed for at arbejde videre med sit forfatterskab. Her forelskede han sig voldsomt i Müffelmanns femtenårige datter Alvilde, som imidlertid afviste hans tilnærmelser. Trods de frie forhold i huset følte Winther sig derfor presset, og da hans farbror i 1829 efterlod ham den svimlende sum af 25.000 rigsdaler – nok til at leve komfortabelt for i mange år – forlod han Danmark og drog på rejse i Tyskland og Italien. Men hans omgang med de arvede penge var så umådeholden, at han ikke bare formøblede hele formuen, men dertil satte sig i en dyb gæld, der kom til at plage ham livet ud.

Hjemvendt fra udlandsrejsen genoptog han det platoniske og fra hans side stadig mere ophedede forhold til Alvilde, og samtidig – som for at gøre sin følelsesmæssige situation så forvirret som muligt – forlovede han sig i december 1832 med den mere jævne Sophie Hansen. Men forlovelsen var halvhjertet; han sørgede for, at hun blev sendt til Lolland for at lære landhusholdning, og da hun afkrævede ham en beslutning, brød han forlovelsen. Samtidig var forholdet til Alvilde blevet sat så meget på spidsen, at også det måtte afgøres. Det kom til et brud, vistnok pga. Alvildes ulyst til ægteskab i det hele taget (hun døde ugift så sent som 1895).

Fri for presset fra forlovelsen og endelig også på afstand af Alvilde Müffelmann forelskede Winther sig i 1836 igen, og denne gang blev hans følelser gengældt, men det gjorde ikke situationen mindre problematisk. For hans udkårne Julie var gift (med teologen Christian Werliin), og først efter en lang og dramatisk affære blev ægteparret Werliin endelig separeret i 1847. Få måneder efter blev de to elskende endelig gift. Til Julie skrev han digtsuiten „Til Een“, hvis første dele er som en halvt skjult, halvt afslørende kærlighedserklæring til Julie, mens hun endnu var gift. Med deres fortsatte forhold og senere ægteskab fik Winther lejlighed til at udvide suiten mange gange, så den kom til at omfatte så meget som 177 digte offentliggjort i Winthers levetid og dertil et ganske omfattende posthumt tekstkorpus.

Kærligheden mellem ægtefællerne var uomtvistelig, men det gjorde ikke ægteskabet til en dans på roser. Winther var fortsat plaget af gæld, og Julie bragte en let retarderet datter med ind i ægteskabet, som voldte ægteparret mange bryderier.

Winther havde efterhånden vundet betydelig anerkendelse i Danmark, og da Hjortens Flugt udkom i 1855, bragte det ham en stormende succes. Alligevel var Winthers sene år ikke lykkelige, han var plaget af tiltagende kropslig svaghed, og problemerne i ægteskabet tårnede sig op. Mod slutningen af sit liv måtte han endog lide den tort at blive ført til Paris mod sin vilje af familien. Her døde han efter et års tid, og hans lig blev med midler fremskaffet ved en offentlig indsamling ført tilbage til Danmark, hvor han blev begravet på Holmens Kirkegård i København.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet En tvivlende erotiker - Christian Winther.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig