Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Naturens skjulte herlighed

Oprindelig forfatter MLS

Hauchs dybeste interesse er uden tvivl at begribe menneskets lod i naturens store sammenhæng. Det er det tema, der har størst resonans gennem forfatterskabet, og det motiv, der i sine stadige forgreninger forbinder ham med det romantiske udgangspunkt. Det gælder også for den sene del af forfatterskabet, selv om han der havde lagt den romantiske kunstform bag sig og arbejdede sig frem til en mere realistisk naturbeskrivelse. Det er naturbetragtningen, der er essensen, både i det tidlige romantiske eventyrspil Hamadryaden (1830), i den sene historiske roman om dampskibets opfinder Robert Fulton (1853) og i det kosmiske digt om stjernehimlen, „Pleiaderne ved Midnat“ (1862). Det er også i betragtningen af naturen, at de største og sværeste spørgsmål melder sig: om ånd og materie, om tid og evighed, om livets cyklus af forandring, død og genfødsel samt kunstens svar på dette. Den historiske forandring, brydningen mellem gamle og nye epoker, der er grundmotiv i Hauchs mange historiske dramaer og romaner, er for så vidt blot en variation over det samme tema. For historien er, set som rækken af menneskelige handlinger fra urtid op til nutid, en del af verdensnaturens store proces, og Hauch skildrer i sine plot de kræfter, der til forskellig tid har drevet denne proces fremad. I den forstand finder man det samme filosofiske grundskema under hele Hauchs forfatterskab, og det svarer til de store linjer, vi har set i Henrich Steffens' forelæsninger om naturfilosofien.

Hamadryaden (1830) blev forfattet 1825 under sygelejet i Napoli. Det er en fuldblods romantisk tekst, både hvad angår det eventyrlige stof og den blandede form. Som sådan er digtet poetisk i slægt med Oehlenschlägers Sanct Hansaften-Spil (1803) og med Ingemanns De sorte Riddere (1814) og Reinald Underbarnet (1816). Historien omkring Hamadryaden viser igen, hvordan livlinerne i dansk romantik går sydpå til Tyskland. Hauch besøgte Ludwig Tieck i Dresden på sin hjemrejse i 1827 og havde sit nyskrevne digt med i tasken. Han fik Tiecks bifald, og netop Tiecks rolle som inspirator for den tidlige nordiske romantik kan næppe overvurderes. Også Oehlenschläger, Ingemann og siden H.C. Andersen opsøgte den beundrede tyske „Dichterkönig“ under deres rejser sydpå og forelagde ham deres værker. Hans dom blev prøvestenen på, om de duede og var på rette vej.

 Carsten Hauch, tegnet af Frederik Vermehren i 1847. Billedet portrætterer den 57-årige Hauch, efter at han havde sagt sin stilling som lektor i naturfag op ved Sorø Akademi og i et par år sad som professor i nordiske sprog og litteratur ved universitet i Kiel.

Carsten Hauch, tegnet af Frederik Vermehren i 1847. Billedet portrætterer den 57-årige Hauch, efter at han havde sagt sin stilling som lektor i naturfag op ved Sorø Akademi og i et par år sad som professor i nordiske sprog og litteratur ved universitet i Kiel.

I eventyrdigtet Hamadryaden står det gode over for det onde i et kontrastrigt univers, der er fuldt af sære forvandlinger, naturånder, feer og dæmoner. Helten Richard Sternwald, der alene ved navnet røber sin arv til Tiecks romantiske mønsterroman Franz Sternbalds Wanderungen (1798, F.S.s vandringer), er et poetisk naturbarn, der drager ud i verden for at nedkæmpe verdens ondskab. Det onde har flere ansigter i eventyret, og Richard må tre gange hugge hovedet af slangen, før han til sidst kan kue den så langt ned i undergrunden, at verden kan genopstå i kærlighedens og naturens sande orden. En egentlig handling er der ikke tale om, derimod en række tableauer, hvor Richard er oppe imod det ondes svigefulde skikkelser: den machiavelliske grev Franz, den franske filosof Deleau og alle deres lejesvende. Slangen er deres dæmoniske symbol, og den forvandler sig på sekundet fra edderdryppende uhyre til fristende kvinde, og fra udspilet monster til afmægtig igle. De seksuelle signaler skal ikke overhøres, og de indgår sammen med de stadige forvandlinger i en flimrende drømmestemning, der opretholdes gennem hele digtet, og som yderligere understøttes af de mange skift mellem dramatisk og episk fortælling.

Annonce

Hauchs kup er at indføre den franske svindlerfigur Deleau i galleriet af onde kræfter og via ham dreje eventyrgenren over i en moderne polemik. Deleau er nemlig en karikatur af oplysningstidens materialistiske filosofi (de franske filosoffer Julian de La Mettrie og Etienne Condillac). I modsætning til Richard, der er allieret med en levende og beåndet natur, står Deleau for en arg materialisme. Hans verden er uden gåder, og enhver menneskelig følelse inklusive den moralske kan reduceres til det blotte fysiske behov. Hauch er nær ved at overspille pointen i den lange scene, hvor Deleau docerer sin lære for grev Franz:

Deleau: Hos os / Enhver er Philosoph, Enhver begriber Alt / Og uden Aand du tout. – Franz: Men det, som tænker / Udi vort Bryst? / – Deleau: Det er des molécules, [molekylerne] / Min Ven. – Franz: Men det, som hader, elsker, det? / Som fylder dig din Barm med Længsel, smelter / I Taarer dig ved Aftenrødens Glands, / Ved Pigens Blik og ved Musikkens Klang? – Deleau: Det er des molécules, og intet Andet. (…) Franz: … har aldrig Du en Røst / I Brystet hørt, en Aand, der kaldte Dig / Til Regnskab? – Deleau: Jo som commengant, jo vist / Au reste, det var des molécules des / Humeurs.

Karikaturen får det sidste touch, da Franz spørger: „Og har Du aldrig Frygt om Natten?“, hvortil Deleau svarer: „Jo jeg har Frygt at tabe mon Argent“ [mine penge].

Kampen mellem godt og ondt kan med andre ord forkortes til modstillingen mellem romantisk poesi og kold materialisme. Det er en mere tidnær version af Oehlenschlägers Aladdin-Noureddin-model, der allerede i starten af den danske romantik havde indført styrkeprøven mellem gusten forstand og frodig fantasi. Også hos Hauch er det poesien, der sejrer, når Richard ved naturåndernes hjælp gør det af med både den hæslige slange og den franske skurk. Hamadryaden, digtets titelfigur, er en af de hjælpende naturånder, hun er egetræets nymfe, der beskytter helten på hans færd, og som han til sidst forløser til menneskeskikkelse. De to formæles i digtets happy end, hvor han fører hende til brudelejet i skoven, lifligt smykket af de alfer, bjergånder og havfruer, hvis hemmelige verdener han har gennemstrejfet på sin søgefærd. Mere alferomantisk kan det ikke blive.

Men tilbage i den kalejdoskopiske handling er der også nogle rester, som ikke går op i den store hyldest til naturen. Den lyse slutning fordobles af en mørk katastrofe, hvor Richards fordums elskede forføres af stykkets skurke og dør i vanvid, inden det gode kan vinde sejr. Man skimter her et skisma i Hauchs naturforhold, som kom mere udtalt til orde i senere værker. Hamadryaden er, overordnet set, et fuldtonende hyldestdigt til den naturfilosofiske panteisme og dens lære om den skjulte ånd i naturen og foreningen af sjæl og sanser i livets evige fornyelse.

Det var den samme filosofi, der drev Hauch som moderne naturvidenskabsmand og bar hans interesse for anatomiens formvariationer og for neurologiens forbindelser mellem det fysiologiske og det psykologiske, dvs. sammenhængen mellem krop og sjæl. Men med alderen blev han grebet af tvivl om, hvorvidt naturfilosofien også rummede forklaring på alle væsentlige spørgsmål. Ikke mindst det prekære spørgsmål om det ondes eksistens. Han savnede, som han redegør for i de sene erindringer, det faste holdepunkt, den permanente sandhed – det punkt, der var hævet op over naturens evige strøm af forvandling. I Hamadryaden er forvandlingen stadig set som et vældigt romantisk potentiale. Senere i livet og i de senere værker meldte tvivlen sig. I de store bekendelsesdigte følger man digterens tøvende vej fra kosmisk naturoplevelse til den endegyldige trøst i den kristne trossandhed.

I romanen Guldmageren (1836) er handlingen spundet omkring alkymiens gåde og henlagt til August 2.s tid omkring 1700-tallet i Dresden. Middelalderens alkymi og dens status mellem magi og videnskab udøvede stor tiltrækning på romantikerne, og det er heller ikke sært, at Hauch med sin faglige baggrund måtte spekulere over metallernes uopdagede mysterier. I fiktionen kunne han tillade sig at slippe fagmandens kølige skepsis og udmale scenerier, hvor alkymisten de Geer, doktor Rosenfeld og hans student Theodor tyder naturens „Zifferskrift“ og smelter guld i laboratoriets dunkle belysning. I det hele taget afgav samtidens naturfilosofiske spekulation og de nye opdagelser af elektricitet og magnetisme et stof, som fiktionslitteraturen kunne udnytte i sine gotiske chokhistorier og i skildringer af naturens dunkle natside. Det er også den fascination, Mary Shelley skrev sin siden så berømte roman Frankenstein (1818) på, og som gennemsyrer Ludwig Tiecks novelle „Der Runenberg“ (1802) samt flere af E.T.A. Hoffmanns fantastiske fortællinger. I Hauchs roman har alkymien en tvetydig status. Hovedhistorien er en kærlighedshistorie, og guldmageriet fungerer både som drivhjul for intrigen og som prøvesten på personernes moralske habitus. De overfladiske og selviske personer er, som man kunne forvente, kun interesseret i guldet som kilde til rigdom og magt, mens Theodor, den søgende hovedperson, indvies i alkymien med en dybere indsigt i elementernes ånder og naturens inderste. Trods det farverige emne og de gotiske træk er romanen dog mere en moralsk dannelseshistorie end en fantastisk spændingsroman.

Lystspillet Søstrene paa Kinnekullen (1849) fortæller den samme historie om guldets fristelse i eventyrets form. Det er fablen om to søstre, den gode, hvem det går godt, og den slette, hvem det går ilde. Den sidste forlokkes på grund af sin griskhed ind i Kullens bjerg, hvor hun spinder guld hos dværgen, indtil hun har sat sin ungdom og lykke over styr. Med andre ord den samme moralske lektie som i Guldmageren. Men det er værd at bemærke, at stykket var populært hos samtidens publikum og blev opført på Det Kongelige Teater mange gange (53 opførelser 1849-89, 6 opførelser 1889-1975). Det er måske replikformen og den enkle eventyrskabelon, der giver stykket en naiv charme, som ellers ikke er Hauchs kendemærke. Det er den alvorlige tankebund, der præger hans forfatterskab.

 Tidens romantiske naturspekulation omfattede et bredt spektrum fra den moderne naturvidenskabs teknologiske opfindelser til tidligere tiders alkymi. Hauch henlægger i sin roman Guldmageren handlingen til Dresden år 1700. Her ses den hollandske maler Thomas Wijcks billede Alkymist i sit laboratorium fra midten af 1600-tallet.

Tidens romantiske naturspekulation omfattede et bredt spektrum fra den moderne naturvidenskabs teknologiske opfindelser til tidligere tiders alkymi. Hauch henlægger i sin roman Guldmageren handlingen til Dresden år 1700. Her ses den hollandske maler Thomas Wijcks billede Alkymist i sit laboratorium fra midten af 1600-tallet.

Hauch skrev et par fortællinger i tillempet sagastil, Saga om Thorvald Vidførle (1849) og Fortælling om Haldor (1864), der begge trækker på historisk vikingetidsstof, og i begge finder man storladne beskrivelser af den norske og islandske fjeldnatur. Her folder Hauch sig ud i naturpanoramaer, der har en helt anden erindret og realistisk vægt end den fortryllede verden i Hamadryaden. Men naturmystikken er stadig nærværende. I Fortælling om Haldor er den endda en del af intrigen, for Haldor er en stridbar kæmpe i kong Haralds hird, der sætter sig op mod sin konges forsøg på at kristne Norge. Han hævder sin hedenske tro på naturens ånder, vætter og fylgjer og må som en følge heraf opgive sin plads i hirden og vandre fredløs om i Norges fjelde.

Haldor er en overbevist hedning, men det, der interesserer Hauch, er ikke så meget hans hedenskab som at vise, at naturens magi har flere facetter, og at nogle er dæmoniske og andre skabende ressourcer. I forløbet lærer Haldor at beherske de farlige og at omgås de skabende kræfter med indsigt. Han overvældes af huldrekvindens fortryllelse, da hun viser sig for ham på klippen ved et vandfald, og „hendes lange guul-blege Haar faldt ned igjennem Luften og løb i Et med Skumtaagen, saa man vanskelig kunde see, hvor Haaret endte, og hvor Taagen begyndte.“ Natur og fantasi forstørrer hinanden, og Hauchs fortæller psykologiserer med advarende betoning: „Dog havde han en Fornemmelse af, at det ikke var raadeligt at sidde altfor længe her, ikke desmindre kostede det ham Møie at rive sig løs, ligerviis som det koster Møie at rive sig løs fra de Drømme, der fængsle Menneskets Hu i Morgendæmringen.“ Haldor er nemlig ikke som Hamadryadens Richard en poet, der inspireres af drømmesynerne, men en vikingehelt, hvis viljekraft sættes på prøve over for naturens magter, her i huldrekvindens seksuelle skikkelse. Derfor tager han også imod belæring fra den vise eneboer, han har søgt tilflugt hos.

Eneboeren er talerør for en mere realbetonet naturopfattelse end den, der hersker i det tidlige forfatterskab. Han har en, man kunne næsten sige økologisk samforståelse med naturen, en indlevelse i dens skift og nuancer og en evne til at tyde disse, som ikke er grundet på trolddom, men på en årelang erfaring med livet i fjeldnaturen. Men pointen er ikke blot et moderne og nøgternt natursyn, der er renset for Hamadryadens alferomantik, ej heller en afvisning af naturens magi som sådan. Haldor og eneboeren er fælles om at ære „den skjulte herlighed“ i naturen, og mødet med naturen åbner også her for en uendelig dyb betydning. Blot behøver den ikke at tage form af trolddom, havfruer, bjergmænd etc., som befolker de tidlige romantiske tekster. Magien er til stede i selve fugletrækket, i fjeldformationen, i vegetationen selv. Det er den naturbetagelse, der ånder i de på én gang følelsesbårne og realistiske landskabsbeskrivelser i Fortælling om Haldor og Thorvald Vidførles Saga. Hvis der er en korrektion i forhold til tidligere, ligger den i advarslen mod naturens mørkere instinktliv. Vi så, hvordan Hamadryadens poetiske helt var indspundet i en fortryllet verden, hvor drøm og natur ikke lod sig skelne, hvorimod vi i sagafortællingerne finder de handlekraftige vikinger, der kender naturens virkninger og kan tage kending deraf.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marie Louise Svane: Naturens skjulte herlighed i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476781