Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra mælkevejens yderste rundkreds - Hauchs lyrik

Oprindelig forfatter MLS

Ingen steder kommer Hauchs livsbetragtning så rent til orde som i hans lyrik. Prosa og lyrik er to adskilte scener i forfatterskabet: Der er romanernes store scene, hvor de skiftende verdensbilleder udfoldes med bred rollebesætning, og der er lyrikkens intime scene, hvor jeget optræder i sin egen kompromisløse rolle.

Et karakteristisk mønster tegner sig allerede i ungdomsdigtet „De stridige Veie“ (1814), hvor konflikten mellem videnskabens og poesiens sandhed males i voldsomme naturbilleder. Det er ren Sturm und Drang. Erfaringens alvor træder stærkere frem i „Bekjendelse“ (1842), der er en status over kunstnerkaldet, og betragtningen når sin i enhver forstand sublime kulmination i det kosmiske digt „Pleiaderne ved Midnat“ (1861). Digtene handler om afkald, og digteren fremlægger sine hårdt tilkæmpede konklusioner, men billeder og rytme røber også de håb, som konklusionerne ofte dækker til. De store bekendelsesdigte er skrevet i rimløse former, hvor det voldsomme og det tilbagetrængte kæmper med hinanden i vekslende metrum. I det hele taget får Hauchs gemyt en anden gennemslagskraft i lyrikken, hvor alt det udenoms er barberet væk, og kun det essentielle taler. I lyrikken tragter Hauch efter kernen, som Brandes siger, og foragter skallen. Det, der ofte i romanerne får hans sprog til at virke omstændeligt og tungt, findes ikke i lyrikkens kortform. Her giver tanke og ordbillede hinanden prægnans.

Digtet „Bekjendelse“ står centralt i forfatterskabet, og Hauch nævner det selv i erindringerne som et memento over sit liv. Baggrunden er den svære personlige krise under sygdommen i Italien, som førte ham tilbage til et livshåb i digtningen. Digtet er så et tilbageblik og en meditation over dette håb. Hauch taler selvblottende og til dels overdrivende om sin manglende succes hos publikum: „Thi sielden har et Haandtryk, / Et venligt Blik, / End sieldnere en smeltet Menneskesiæl / Betalt mig for min Sang.“ Men den halvkvalt sørgmodige røst hæver sig gennem digtet til en tone og et håb, der bærer langt ud over miskendelse og det, som han afvisende kalder „Verdens Glimmer“. For i digtets højere sfære tolkes tilværelsen efter en anden monumental skala, så at digteren føler:

Annonce

den høie Giengieldelses Ret,
Hvis hellige Finger,
I det den fælder sit Offer,
Over dets Grav
Henpeger mod Evigheden.

Digtet handler om forfængelighed og forgængelighed, og gengældelsen er den højere retfærdighed, der udligner og godtgør de jordiske tab. Under evighedens synsvinkel er „Verdens Glimmer“ intet. Digtet udkaster i sin sidste gestus et mægtigt visionært rum, hvor den jordiske størrelsesorden er formindsket, og hvor det er den poetiske vision, der har bærekraft ud over timeligheden:

I den mørke Høstnat;
Da aned jeg, at der gives Tanker, der,
Stiernerne liig,
Ikke lyse for Jorden, men over den.

Brandes kalder i sit essay med rette denne sidste linje for „ubegribelig stolt“, men man kan tilføje, at det lyser ud af digtets øvrige tale om offer, grav og gengældelse, hvordan afkaldets stolte etos er resultatet af en kraftanstrengelse.

Det, der ofres og begraves, er også sanseligheden. Og ikke mindst tiltrækningen mellem mand og kvinde, der aldrig er rigtig overbevisende i romanerne, selv om det sædvanlige mønster er, at heltene elsker en kvinde, der tabes og genvindes til sidst. Men i ungdomslyrikken findes den friske erotiske sansning side om side med Sturm und Drang-attituden. Fx i „Sang af Hamadryaden“ (fra eventyrspillet af samme navn), hvor længslen efter kvindens krop på raffineret vis er spejlet i naturens former:

Naar Vinden gynger paa de smekkre Grene,
Jeg Smekkertbøielige, mindes dig.

Naar mørke Taageslør paa Bierget skride,
Du Mørktbeslørede, jeg mindes dig,
Naar fierne Stierner over Himlen glide,
Du fiernt Fortryllende, jeg mindes dig.

Forelskelsen fremmanes i de suggestive gentagelser „jeg mindes dig“: hun er i alt, hvad jeget ser, og følelsernes sug går i ét med naturens bevægelse: hun er ét med grenens gyngen, tågeslørets skriden og så videre. – Erotisk betagelse er også grundoplevelsen i digtet „Sang af Bajazet“ (fra skuespillet Bajazet, 1828), hvor jeget hengiver sig til erindringen:

Du kastede dit Blik paa mig, og jeg forfærdedes,
Thi tvende Flammer brændte deri,
De brændte mig i min Siæl.

Naar jeg lægger mig, da staaer du for mig,
Og jeg seer dig i din Herlighed, som jeg saae dig første Gang.

Jeg husker det vel, dit Klædebon var sort,
Men din Hals mere hvid, end en Melkopal.

De tilbedte kvinder i begge disse digte er i orientalsk kostume og følger dermed en særlig romantisk faible for at potensere det erotiske med det eksotiske. Linjen var udkastet hos Oehlenschläger med hans besyngelse af Gulnares yndigheder i Aladdin. Hauchs „Sang af Bajazet“ tager linjen op, blot er 'forfærdelsen' hos Hauch tegn på, at vi er tættere på en mere kompliceret erotik end den sanselige charme hos Oehlenschläger.

 I Hauchs fortællinger i sagastil, Saga om Thorvald Vidførle og Fortælling om Haldor, finder man storladne skildringer af den norske og islandske fjeldnatur. Naturbetagelsen er også en konstant ledetråd i lyrikken. Den deler han med den norske maler J.C. Dahl, her med Udsigt fra Stalheim over Nærødalen (1842).

I Hauchs fortællinger i sagastil, Saga om Thorvald Vidførle og Fortælling om Haldor, finder man storladne skildringer af den norske og islandske fjeldnatur. Naturbetagelsen er også en konstant ledetråd i lyrikken. Den deler han med den norske maler J.C. Dahl, her med Udsigt fra Stalheim over Nærødalen (1842).

I det sene lyriske forfatterskab viser Hauch også sansen for den erotiske passion, for eksempel i den store romancekreds „Valdemar Atter-dag“ (1862), hvor han gendigter det farverige trekantsdrama om kong Valdemar, Tovelille og dronning Helvig. Det er et af Hauchs mest vellykkede digte. Der er dramatisk fart i fortællingen og raffinerede skift mellem nibelungenstrofens berettende form og mere lyriske verspartier. Frem for alt er de store følelser og deres vanskeligere schatteringer grebet i balancen mellem episk drive og den knappe folkevisestil. Man er ikke i tvivl om jalousiens kvaler, når „Fru Helvig i Hjertet skjelver“, eller om dens farlighed, når hun „tier og skjuler sit Had / Om Hevnen hun hemmelig drømmer.“

Naturbetagelsen er en konstant ledetråd i lyrikken, men som i romanerne skifter den fortegn undervejs. I „Ved min Tilbagekomst til Norge i Aaret 1851“ (1854) taler Hauch om fjeldene ved Bergen som det tabte paradis, hvor dreng og natursansning var ét. Stemningen minder om den engelske naturlyrik, især hos Wordsworth, når Hauch memorerer:

Og her jeg vandred i de stille Dale,
Her saae jeg Elven i sit dybe Fald,
Her har jeg anet først min Musas Kald,
Mens Fossen larmed høit i Bjergets Sale.

Samme tone og samme tidlige forbund af naturoplevelse og poetisk fantasi findes i digtet „Erindring“. Digtet „Planternes Liv“ leger med det naturmystisk gådefulde i stil med Novalis, som Hauch elskede. Andre digte sætter naturen ind i erkendelsens filosofiske perspektiv, for eksempel „Naturforskermødet“. Men det fælles er længslen efter den skjulte storhed i naturen, det åndelige styrende princip, som anes bag den synlige overflade. Her taler det samme natursyn, vi har set i romanerne, hvor Hauchs personer gennem deres tildragelser føres frem til en sjælelig balance i den beåndede natur. Kun i det lyriske forfatterskab forskydes balancen mod det åndelige, og først i digtene fra de personlige kriseår bryder en stemme igennem, som higer mod forløsning hinsides det jordiske liv. I „Trøst i Modgang“ (1861) og især i „Befrielsens Aand“ sprænges det bånd, som binder til jorden, og vi følger lovprisningens salmeflugt opad, nu ikke kun fra „verdens glimmer“, men også fra den gudsskabte herlighed i naturen. Selv ikke i naturen findes trøst og mening. Sandheden er hinsides:

Prise skulle vi ham [Gud],
For Sommerens modnende Kraft,
Og for det klare Dagslys,
Der ustandselig strømmer
Mellem Opgang og Nedgang,
Og for den hellige Nat,
Naar de evigvandrende Stjerner
Nedglimte
Lig Løfter om en lysere, uhenvisnelig Sommer,
Skjønt Mørket hersker paa Jorden.

Naturen ses her som den ustandseligt modnende og strømmende livsproces „mellem Opgang og Nedgang“, som ikke kan yde den søgende sjæl vished og ro. Først hinsides livets uro findes troens „uhenvisnelige Sommer“.

Døden er den befrielse, digtets priser, men det er ikke en harmonisk hensoven i Gud, tværtimod er det en kamp og en gudstro på trods. Det sidste vers synger uforløst:

Og der klinger en anden Røst,
Og Aanderne skjælve,
Som de skulde splittes ad,
Men Ordet er dunkelt,
Og Ingen af dem, der skabtes,
Forstaaer det.

I „Pleiaderne ved Midnat“ genkender vi det kæmpemæssige verdensrum fra de andre digte, men både sproget og stemningen ejer en helt anden vægtløs forklarethed. Det hænger sammen med, at der ikke er et jeg, der foretager den afkaldsheroiske stigning fra jorden opad. Det udsyn, digtet åbner for, er allerede overjordisk, kampene er allerede udkæmpet, og den overpersonlige stemme, der taler, tilhører stjernerne, Pleiaderne:

Vi ere de natlige Væversker,
der sanke de usynlige Traade
Fra Melkeveiens yderste Rundkreds,
Hvor Vævens Ende staaer.

Digtet er Hauchs mesterstykke, det sublime punkt af ligevægt, idealet, som hele forfatterskabet stræber imod. I en vis forstand også de historiske tekster, der beretter om menneskelivets brogede hændelser, som de udruller sig i tidens medie. For dette digt fremskriver det arkimediske punkt, hvor tiden er ophævet, og hele tilværelsen kan overskues: „For os er Tiden knap begyndt, / Skjøndt hine Døgnfluer af Verdner, / Nysudrugede, / Flyvende Fnug i det uhyre Lufthav, / Drømmer om Æoner og Evigheder.“ Det virkeligt sublime greb, Hauch udfører, som gør digtet både overmenneskeligt og umenneskeligt, er at lade det tale fra grænsen af det kendte, eller fra omme bag grænsen af, hvad vi kan erkende. For efter at have talt fra stjernernes tidløse zone rykker han perspektivet endnu videre ud i rummet:

Og dog er ogsaa vi Timelighedens Børn,
Og selv de længste Baner,
Hvori lysende Verdner dreie sig,
Ere for Intet at regne
Mod Evighedens usynlige Kreds,
Hvortil Tiderne aldrig naae;

Om dette kosmiske punkt hinsides skal forstås som den kristne religions gudsrige eller som den evige naturs usynlige navle, får vi ikke besked om. Her er Guds dunkle ord ikke citeret som i „Befrielsens Aand“, og Hauch selv forholder sig tavs. Digtet kan læses som både jegets, verdens og digterværkets forsvindingspunkt. Men samtidig er det så helstøbt, at det fastholder Hauchs navn i litteraturen og giver ham den digterære, som han tumlede med at opnå gennem hele karrieren.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marie Louise Svane: Fra mælkevejens yderste rundkreds - Hauchs lyrik i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476784