Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dansk litteraturs første ingeniørroman

Oprindelig forfatter MLS

I romanen Robert Fulton (1853) når Hauch til en markant afklaring af sin livslange spekulation over natursammenhængen. Det er en historisk roman om den amerikanske ingeniør Robert Fulton, der opfandt og byggede verdens første dampskib. Handlingen udspiller sig i 1790'er-nes Amerika og beskriver Fultons liv og stræben i videnskabens tjeneste og især de forhindringer, han må overvinde, inden han kan krone sin indsats med triumf. Det er en dannelsesroman og dansk litteraturs første ingeniørroman. Litteraturhistorisk set viser den frem til Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904), men der er en verden til forskel, for mens Pontoppidans antihelt ender med at undsige det teknologiske fremskridt, erkender Fulton sit kald i civilisationens store perspektiv. Hauchs kulturoptimisme, hans vision af civilisationsværkets forvandlende kraft er i samklang med den romantiske universalisme og dens begreb om verdensånden som en uendeligt skabende kraft. Et halvt århundrede længere fremme var dette håb overhalet af positivismens tro på empiriens facts, og pessimismen i fin-de-siecle romanerne hos fx Pontoppidan og J.P. Jacobsen var også et opgør med den romantiske idealisme. Dog, Hauchs optimisme er en optimisme på samtidens præmisser og ikke kun naiv. Den er netop reflekteret, og den rummer tillige en revision af hans eget romantiske udgangspunkt.

 Den amerikanske opfinder Robert Fulton præsenterer dampskibet for Napoleon i Paris. Tysk stik fra 1803. Hauch udgav sin roman om det naturvidenskabelige geni Robert Fulton i 1853.

Den amerikanske opfinder Robert Fulton præsenterer dampskibet for Napoleon i Paris. Tysk stik fra 1803. Hauch udgav sin roman om det naturvidenskabelige geni Robert Fulton i 1853.

Inden Fulton vier sit geni til ingeniørkunsten, satser han en tid lang på at uddanne sig som landskabsmaler, det vil sige, at Hauch skitserer et valg mellem kunst og videnskab. Hertil hører to forskellige syn på naturen: et romantisk visionært og et empirisk. I romanen gennemspilles disse holdninger, især i den symbolske scene, hvor Fulton sammen med sin kunstnerven Barlow er på romantisk fodtur i de amerikanske jomfruskove. De svælger i det storladne skue af den uberørte natur og er i den forstand efterkommere af den tyske vandrerromantik i Tiecks, Novalis' og Eichendorffs værker, hvor personerne improviserer deres poesi og kunstanskuelser, mens de vandrer gennem bjerg og skov. Men Hauch har en pointe. Han lader sine personer fare vild i vildnisset, ikke blot som hos Tieck, hvor helten fortaber sig i drømmerier. Hos Hauch bliver det til en kontant overlevelsestur. Vi følger de tos strabadser med at søge føde, tænde bål og finde vej, og natursceneriet slår om fra det æstetiske til det dæmoniske. Barlow hører „Aander, som hviske mellem Bladene og fortælle, at Alt paa disse Steder er viet til Fordærvelse.“ Fulton, derimod, forlader sig på sin praktiske sans og sunde fornuft. Han finder atter vej, og oplevelsen leder ham til den konklusion, at naturen ikke først og fremmest er et æstetisk objekt, men et felt for civilisatorisk indsats. Da Barlow noget efter besynger vandreroplevelsen i romantiske toner, korrigerer Fulton med et tørt: „Du var anderledes tilmode, da du laa henkastet under Træerne og havde opgivet alt Haab om Redning.“ Og hans bekendelse til det nye Amerika i Franklins ånd og til ingeniørkaldet munder ud i et replikskifte, som stiller Hauchs moralske opgør med romantikken i relief: „Dog maa der skee Meget endnu, før vi ret kunne glæde os over dette vort Land,“ sagde Fulton, „der maa hugges Veie gjennem Skovene og bygges Broer over Floderne, og mange Moradser maa udtørres, for at ikke Menneskene skulle forsmægte paa deres Vandringer, saaledes som det nær var blevet Tilfældet med os.“ Barlow indvender, at „for at dette kan skee, maa den gamle Naturherlighed gaae til grunde, og derover bør dog du som Kunstner ikke glæde dig.“

Dette skisma mellem en romantisk grundholdning og det civilisatoriske kald klinger dog ud i en harmonisk akkord til sidst i bogen, hvor Fulton endelig har søsat sit dampskib på Hudsonfloden og således indløst sin idé om nationens fremtid. Barlow, romantikeren, hylder nu Fultons geni og værk som større end kunstens, hvortil Fulton – og bag ham Hauch – stolt-ydmygt konkluderer: „Blandt de egentlige Kunstnere begjærer jeg ingen Plads, hvis jeg blot har virket Noget, der kan være til Gavn for Menneskene, da vilde jeg være vel fornøjet.“

Annonce

Hermed er en strækning i Hauchs forfatterskab tilbagelagt, som går fra romantisk naturpoesi til en humanistisk realisme. Der er mange detaljerede beskrivelser af de tekniske problemer, Fulton løser undervejs, ligesom nybyggermiljøerne og de forskellige storbyscener, helten møder i Philadelphia, London og Paris er beskrevet med en tilstræbt historisk dokumentarisme. Dog, realismen er ikke løsrevet fra den idealistiske horisont, som Hauch hele vejen udviklede sit natursyn indenfor. Hovedbudskabet, der inkarneres i Fultons opfindergeni, er stadig en ærbødighed for naturens uendelige potentiale. Men ærbødigheden er konverteret fra den mystiske hengivelse, vi så i de tidlige fortællinger, til en forpligtelse til at indhøste naturens ressourcer for civilisatio-nens fremme og menneskehedens højere dannelse. En af Fultons kolleger formulerer det måske tættere på Hauchs egen opfattelse. Det er kollegaen Ramsey, der som en anden Jules Verne forudsiger, at

De Tider vilde komme, hvori det meste af det, der hidindtil var henlagt i Magiens og i Eventyrets Verden, skulde blive virkeligt ved Hjælp af den fremskridende Videnskab (…) de dristigste og vidunderligste Bygninger skulle fremstaae, ligesom ved et Trylleslag, formedelst en forbedret Mechanik. Ved Hjælp af den skulle Menneskene vandre paa Havets Bund, flyve som Fugle igjennem Luften og gjennemtrænge Jorden i ubekjendte Dybder, hvorved man da ikke blot skal blive Herre over uhyre Rigdomme, men tillige opdage mangfoldige nyttige Gjenstande, hvorom Verden endnu aldeles intet Begreb har.

Det er den romantiske spekulation om verdensaltets uendelighed omsat i videnskabelig og civilisatorisk entusiasme, og ikke mindre romantisk for det. Men Hauchs visioner var her og på andre punkter ikke slet så verdensfjerne, som Brandes konkluderede i sit essay om Hauch som „det Dunkles“ digter. Som også hele sættet af historiske romaner er bevis for, var Hauch bestandigt engageret i at forstå forholdene ude i verden, i at begribe, hvordan de store og små trækkræfter, de sociale spil og de individuelle krav, de politiske magtkampe og de utopiske idealer holder verden i gang.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marie Louise Svane: Dansk litteraturs første ingeniørroman i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476782