Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En anfægtet romantiker - Carsten Hauch

Oprindelig forfatter MLS

„Af Kærlighed til Nøddens Kærne kommer Hauch bestandig til at ringeagte dens Skal,“ skriver Georg Brandes i 1899 i sit store essay om digteren. For Brandes var Carsten Hauch afkaldets og „det dunkles“ forfatter, en sværmerisk ånd, „der manglede Sansen for Virkeligheden her paa Jorden.“ Brandes' ord rammer nok plet hos Hauch, der er masser af sværmeri hos ham, men beskrivelsen underbetoner en anden side, der er lige så karakteristisk. Hauch drømte om idealet, men han tænkte også vedholdende over, hvordan idealet kunne indløses i virkeligheden. Han brugte sit forfatterskab til at tænke over, hvordan fantasiens billeder, naturens love og historiens kendsgerninger er aspekter af samme eksistensvilkår. Eller af „Livstotaliteten“, som det hedder i hans romantiske ordforråd. Hauch var digter og naturvidenskabsmand. Og allerede den omstændighed viser en flersidighed og et engagement, der rækker langt ud over sværmeriet for det dunkle.

Carsten Hauch (1790-1872) var af fornem familie. Han voksede op i Bergen, hvor faderen var stiftamtmand, indtil han, da sønnen var 13 år, blev forflyttet til København. Farbroderen Adam W. Hauch var overhofmarskal ved Frederik 6.s hof og direktør for Det Kongelige Teater og Det Kongelige Bibliotek.

Både opvæksten i Norge og den indflydelsesrige familiebaggrund kan ses som spor i Hauchs liv og forfatterskab. Der går en linje fra drengelivets mange indtryk af den norske fjeldnatur til hans senere naturvidenskabelige uddannelse og siden til det litterære forfatterskab, hvor naturoplevelsen er et stort tema. Familiens forventninger til den unge Hauch om at gå ind i en embedskarriere satte andre spor. Han gik i gang med jurastudier, men faget interesserede ham ikke. Derimod var han politisk vakt af Napoleonskrigenes begivenheder, og han blev revet med af den romantiske strømning og stemning, der prægede det intellektuelle liv i København i 1810'erne. De store navne var Henrich Steffens, Oehlenschläger og Grundtvig, og det var den romantiske poesi og naturfilosofien, der fængede hos ham. Han lærte personligt Oehlenschläger og H.C. Ørsted at kende og involverede sig entusiastisk i den langvarige fejde mellem Oehlenschläger og Jens Baggesen, selvfølgelig som fortaler for Oehlenschlägers romantiske program. Han fik også selv et par digte optaget i tidsskriftet Athene og begyndte så småt at håbe på en fremtid som digter. Men her stødte han på modstand fra sin traditionsbevidste familie, og han fik heller ikke den opbakning, han havde håbet på fra idolet Oehlenschläger. Familien agtede ikke poesien som en ordentlig karrierevej, og Oehlenschläger var ikke overbevist om Hauchs talent. Han valgte da at lade digtningen ligge og begyndte, vejledt af H.C. Ørsted, at studere zoologi. Han var 30 år, da han afsluttede uddannelsen, blev derpå hurtigt dr. phil. og begav sig i 1821 på en flerårig studierejse, først til Paris, hvor han kom til at arbejde under tidens absolutte autoritet inden for anatomi, Georges de Cuvier. Vejen lå nu åben for en glimrende videnskabelig karriere af format som foreskrevet i familietraditionen. Men den videre studierejse kom til at ændre Hauchs skæbne. Under et feltarbejde ved den franske riviera, hvor han studerede Middelhavets fauna, fik han en betændelse i venstre fod, som ikke kunne kureres. Han opsøgte en stribe af læger på sin rejse videre sydpå, men hverken lægerne eller flere langvarige kurophold kunne hjælpe. I Napoli i 1825 var koldbranden så vidt fremskreden, at en amputation var uundgåelig.

Annonce

Under den langvarige rekonvalescens måtte Hauch revidere sit tilværelsesmål som naturforsker og indstille sig på et radikalt forandret fremtidsperspektiv. I 1826 forsøgte han at begå selvmord. Han kom gennem krisen, der førte ham tilbage til digtningen, både som umiddelbar trøst og med et dybt behov for at realisere et talent, der havde været tilbagetrængt under den professionelle karriere. I sine erindringer når han til den konklusion, at det hårde skæbneslag førte ham frem til en sandere bestemmelse og et rigere liv. Efter rekonvalescensen blev han i 1827 ansat ved Sorø Akademi som lektor i naturvidenskab og indtog samtidig en central plads i skolens litterære liv med kollegerne B.S. Ingemann, Peder Hjort og de skiftende gæster fra København. Han giftede sig med Rinna Brun Juul, der satte parrets seks børn i verden, og som desuden var en kvinde med frihedsidealer på børneopdragelsens og ægteskabets område. Hun skrev romanen Frue Werner (1844). I sidste del af sit liv var Hauch professor i æstetik ved Københavns Universitet i den lærestol, der var blevet ledig efter Oehlenschläger i 1850.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marie Louise Svane: En anfægtet romantiker - Carsten Hauch i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 12. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476780