Det efterladte forfatterskab rummer to tilsyneladende færdiggjorte prosastykker, sagapastichen Sandfærdig Krønike om den norske Spillemand Eyvind Skaldaspiller (skrevet i vinteren 1816-1817), der er tungt inspireret af Grundtvig, og Statistisk Skildring af Lægdsgaarden i Ølseby-Magle. Af en ung Geograph (formentlig skrevet under rejsen), som er en suveræn stilparodi over tidens nærsynede og perspektivforladte etnografiske undersøgelser, hvor ligegyldighed og videnskabelig patos går hånd i hånd. Men det betydeligste skrift i det efterladte forfatterskab, og det betydeligste skrift i forfatterskabet overhovedet, er ufærdigt. Det drejer sig om En dansk Students Eventyr, som Møller den 28. februar og den 6. marts 1824 oplæste dele af i Studenterforeningen, hvor den skal have vakt stormende jubel. Fortællingen blev imidlertid aldrig færdig, og efter Møllers død kunne Christian Winther ikke finde hoved og hale i de efterladte manuskriptsider. Først da filologen Christian Thaarup overtog arbejdet, kunne et nogenlunde sammenhængende fragment af fortællingen udsendes i tredje bind af Møllers Efterladte Skrifter (1843). Først her fik den titlen En dansk Students Eventyr, som altså ikke kan føres tilbage til Møller selv. Som vi har den nu, består fortællingen af fire kapitler, hvoraf de første er nogenlunde fuldstændige, mens det fjerde, som har et betydeligt antal lakuner, afbrydes midt i en sætning. Trods fortællingens sene udgivelse har den fået status af et hovedværk i dansk prosahistorie og har været et at de oftest fortolkede og oftest nyudgivne værker i den danske litteratur.

Den første udfoldede skitse til En dansk Students Eventyr er begyndelsen til en historisk roman henlagt til reformationstiden. Inspirationen er som hos Ingemann tydeligvis Walter Scotts Waverley-romaner, men Møller ligger på et afgørende punkt forlægget nærmere: Hvor Ingemann bruger de historiske skikkelser som sine romaners hovedpersoner og dermed lader intrige og Danmarkshistorie falde sammen, er hovedpersonerne hos Møller som hos Scott fiktive, og de historiske figurer kun bipersoner, hvorved historien bliver baggrund for intrigen snarere end identisk med den. De historiske klæder generede dog tilsyneladende Møllers arbejde, mere end de befordrede det, og han erstattede den historiske baggrund med en nutidig. Dermed faldt en række farverige optrin bort, til gengæld blev det muligt for Møller at koncentrere sig om de mere kendte personer og scenerier, som har hans egentlige interesse.

Handlingen i En dansk Students Eventyr fortjener dårligt nok navnet. Den formodede hovedhandling, kærlighedshistorien mellem studenten Frits med det homeriske tilnavn „den krøllede“ og herregårdsfrøkenen Sofie, når aldrig ret langt, og det overleverede manuskript interesserer sig langt snarere for den individuelle karakteristik og den individuelle scene end for nogen langstrakt udvikling af et handlingsforløb. Som i følgende berømte opsving, hvori Bertel fremlægger en klassifikation af forskellige typer af elskere:

Jeg henregner alle Elskere til 3 Classer. Den første kunde for saavidt ligesaa godt være den sidste, da den er sammensat af høist forskjellige Stænder. Den bestaaer nemlig af Huusmænd, Fyrster og Stuterihingster. Partierne sluttes ved Befuldmægtigede, uden at Vedkommende lade sig bedaare af eget upaalideligt Øiesyn. Den kaldes med Rette den fornuftige, da deri tages billigt Hensyn til Kroner, Jerngyder, Flaader, hvide Sokker og Blisser. – I den anden Classe sætter jeg de huuslige Elskere, nemlig Forpagtere, Kammerraader og Duer. Deri sees meest paa at have det ret hyggeligt varmt inden Vægge, som Blommen i et Æg. I denne Classe hersker ei sjelden en aldeles uegennyttig Kjærlighed, der er fuldkommen hævet over tilfældige Omstændigheder. Man gifter sig da tit med en Qvinde blot for hendes egen Skyld, uden at tage Hensyn til Dyder, Forstand, Skjønhed eller Penge. – Til tredie Classe regnes de rasende Elskere: Riddere, Studenter, Lieutenanter og Elephanter. Deres Øiesyn har den Skavank, at de bestandig see deres Elskede med en Glorie om sin Tinding, som en hellig Jomfru, der gaaer paa solbeskinnede Skyer. Til at blive Gjenstand for denne Classes Kjærlighed udfordres slet ingen Egenskaber; dem lægger Elskeren aldeles til af egne Midler. Men min daglige Bøn er, at hverken jeg eller Mine maae komme saadan en Elsker i Veien paa hans Bersærkergang; thi i sin Fortvivlelses Blindhed skyer han hverken Ild, Vand, Pistoler eller Træstammer.

Det højeste, talen har i retning af en meningsfuld rolle i historien, er som en karakteristik af Frits, men han optræder alligevel så individuelt, at han ikke falder inden for den tredje „Classe“, hvor han alene kan tænkes at høre til. Til gengæld skaber Møller et drillende og ironisk stykke retorik, hvor de satiriske muligheder i sammenstillingen af høj og lav og af mennesker og dyr udnyttes til det yderste. Hvilken af de tre klasser, som er den mest absurde og lattervækkende, er ikke til at sige, og på ægte satirisk maner kan læseren få lov at spejle sin egen kærlighed i de tre klasser, som nok er vrangbilleder, men stadig fuldt genkendelige Samtidig saboterer fortællingen konsekvent sine egne ansatser til handlingsudvikling: Således får Frits ganske vist gentagne gange lov til at angre sine gale streger, men kun for straks at gribe den næste chance til at begå en ny. Handlingsgangen synes næsten udelukkende at bestå af intermezzoer, selv formodet centrale scener fortaber sig i ingenting. Da Frits, som ved romanens begyndelse har forsøgt at få adgang til Sophie, på illegal vis endelig kommer på tomandshånd med hende i hendes værelse, kommer det ikke til nogen glødende kærlighedserklæring fra ham, og hun på sin side har på det mest ukvindelige sat sig til at skrive med sjuskede penne, og snarere end at rødme og blusse, som hun ifølge konventionen burde, sætter hun Frits til at skære nye penne til sig. Efterfølgende kommer de op at skændes, og „elskovsscenen“ ender ikke med et kys, men med et spil klink. Hvad mere er: En hel række af de møder mellem personer, som er helt centrale for romanen, kommer kun i stand ved rene tilfældigheder. Bevægelserne i handlingen indskrænker sig til, hvad der er nødvendigt for, at fortællingen kan komme fra scene til scene.

Dermed træder fortællingens mindre elementer frem. En dansk Students Eventyr udmærker sig ved sin sceniske karakter, ved sin replikføring og ved sine præcise og slående karakteristikker. Fortællingen er måske Møllers mest fuldstændige virkeliggørelse af idealet om den poetiske realisme. Den bevæger sig gennem en række forskellige miljøer, men rummer ingen ansatser til social eller politisk kritik eller analyse. Der er heller ikke noget forsøg på at identificere og beskrive miljøspecifikke problemer. I stedet er der en levende sans for at få hvert enkelt miljø til at leve og ånde for læserens øjne, ligesom Møller opfatter hvert enkelt sceneri med en mild blanding af ironi og idealitet. Trods Møllers også her anvendte knivskarpe sans for lattervækkende træk i den menneskelige karakter, er det kun en enkelt af de mangfoldige komiske skikkelser i fortællingen, som ikke grundlæggende er opfattet med sympati, nemlig den åndløse Jens Hansen. Svarende til dette er fortællingens grundholdning mildt åndsaristokratisk. Dens ideal udtrykker sig i den skæmtende og legende, men dog højt begavede samtale studenterne imellem. Figurerne vurderes på deres sans for såvel det åndelige som for det livligt konkrete, men værkets accept er ikke forbeholdt studenterne alene. Således omfattes mølleren med værkets sympati, mens Jens Hansen behandles satirisk trods sin teologiske embedseksamen. Det åndsaristokratiske er et spørgsmål om en grundholdning eller sjælsevne, ikke om elitær vidensdyrkelse.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet En dansk Students Eventyr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig