Tegning fra den skitsebog, Poul Martin Møller medbragte på sin 20 måneder lange rejse til fjernøsten, der fra efteråret 1819 via Kapstaden førte ham til Java, Manila og Canton. Den viser en kinesisk skibstype.

.

Tegning fra den skitsebog, Poul Martin Møller medbragte på sin 20 måneder lange rejse til fjernøsten, der fra efteråret 1819 via Kapstaden førte ham til Java, Manila og Canton. Den viser et fjerboldspil.

.

I modsætning til både Blicher og Gyllembourg udfoldede Poul Martin Møller (1794-1838) ikke et omfattende litterært forfatterskab. Det er for et enkelt ufuldendt og posthumt udgivet værks skyld, at han må sættes på en central plads i prosagennembruddet. Også størstedelen af et betydeligt lyrisk forfatterskab henlå utrykt ved forfatterens død. Hvor meget, der er gået tabt ved Møllers notorisk sjuskede omgang med sine ufærdige manuskripter, lader sig ikke afgøre.

Møller var søn af den lærde præst Rasmus Møller, der blev dr. theol. i 1815 og biskop på sine gamle dage (1831), og som sønnen vedblivende så op til. Moderen blev tidligt sygdomssvækket, og hun døde, mens Møller endnu var ung. Hjemmet forfaldt uden kvindeligt opsyn, og året efter giftede faderen sig igen. Derved blev Møller stedbror til den to år yngre Christian Winther, med hvem han sluttede et livslangt venskab, og som nærede en stærk beundring for ham; de omtalte altid hinanden som brødre. Allerede som ung var Møller ivrigt læsende, og hans gode kundskaber i græsk og latin blev grundlagt af faderen. Da han efter studentereksamen i 1812 blev indskrevet på det teologiske studium, blev han en aktiv deltager i samtidens studenterliv bl.a. med udgangspunkt på Regensen, hvor han en årrække var alumne. Møller opfattedes bredt i sin omgangskreds som dens lyseste hoved. Hans overstadige og lidenskabelige væsen og hans distraktion var legendariske. Han tog teologisk embedseksamen i 1816, men var ikke særlig engageret i det teologiske studium og ønskede ikke embede. Hans interesser var væsentligst rettet imod filologiske og litterære emner. Efter et par år som huslærer vendte han i 1818 tilbage til København, hvor han blev et af de centrale medlemmer i den gruppe af tolv studenter, tylvten, der rykkede ud til forsvar for Oehlenschläger under fejden med Baggesen. I efteråret 1819 forlod han landet som skibspræst – til dels foranlediget af, at hans tidligere forlovede, Margrethe Bloch, var blevet gift samme sommer. Skibet sejlede syd om Afrika til Java og Manila, og Møller var ikke hjemme i Danmark igen før i september 1821, nu som en alvorligere og mere moden mand.

I årene efter hjemkomsten arbejdede Møller med udgangspunkt i sine filologiske kundskaber som adjunkt ved Metropolitanskolen i København. I 1826 blev han via Sibbern kaldet som lektor i filosofi ved det unge universitet i Kristiania (Oslo), hvor han i 1828 blev professor. Han arbejdede i disse år hårdt for at komme på højde med sit nye fag og opbyggede en stor indsigt i og efterhånden også en betydelig skepsis over for den indflydelsesrige hegelske filosofi. I sin kritik af Hegel foregriber Møller afgørende Søren Kierkegaards tænkning. Trods sin faglige fremgang trivedes Møller ikke i det mere provinsielle miljø i Kristiania, som på det tidspunkt stadig var en forholdsvis lille by, og i 1830 modtog han en stilling som ekstraordinær professor i filosofi ved Københavns Universitet, en stilling han beholdt til sin død. Både som lærer på Metropolitanskolen og som underviser på universitetet var Møller en stor inspiration for sine elever, herunder den senere biskop Martensen, Kierkegaard og Hans Egede Schack. I 1827 var han blevet gift med proprietærdatteren Betty Berg, og de levede lykkeligt sammen og fik tre børn inden hendes tidlige død i 1834. Kort efter giftede han sig igen med hendes veninde Eline Bülow. I 1837 måtte han indstille sit arbejde på universitetet på grund af svær sygdom, og året efter døde han.

Sporene fra Møller frem mod Kierkegaard bliver måske allertydeligst i hans „Indledning til en Afhandling om Affectation“, skrevet i 1837. Allerede i afhandlingens åbning tydeliggør Møller afstanden til Hegels filosofiske system, idet han gør opmærksom på, at hans afhandling i langt mindre grad har at gøre med affektationen som begreb end med dens „almindeligste Fænomener“, og linjen forsætter, da Møller afviser at indpasse forståelsen af affektationen i et filosofisk system:

De, der ikke sætte nogen Priis paa anden Tænkning end den, hvori alle Begreber ved en immanent Udvikling frembringes af Intet, ville naturligviis fordre, at det her afhandlede Begreb skal fremkomme som Resultat af et forudskikket speculativt System. Men hvis disse ikke, ifølge den alt givne Advarsel, have hørt op at følge med os, anmodes de om at frafalde deres Fordring, da det her ansees for upassende at give Grundtegningen til et Tempel, for deri at finde et Hul for en fattig Kirkerotte.

Møller arbejder med en ironisk teknik, hvor Hegels systematiske tænkning på den ene side løftes op som et „Tempel“, men på den anden side nedbygges af, at alle begreberne i det er udviklet af intet. Hegels system kommer til at fremstå fjernt og overdrevent, fordi det slet ikke er i kontakt med den konkrete virkelighed, Møller selv søger at beskrive.

Denne interesse for det konkrete fænomen fortsættes igennem afhandlingen, idet Møller identificerer tre forskellige typer af „Affectation“. Affektationen selv er det fænomen, at en person optræder på en måde, som er i uoverensstemmelse med hans eget væsen. Først peger Møller på den relativt uskyldige „momentane Affectation“, hvori et menneske, gerne et ungt menneske, forlader sit væsen midlertidigt fx for at synes mere i overensstemmelse med en samtalepartner, end han egentlig er. Denne affektation opfattes i vidt mål som et led i menneskets almindelige udvikling til selverkendelse, og Møller går så langt som til at sige, at den, der aldrig nogensinde forlader sig selv, ofte vil være et menneske uden udvikling. Mere grel er den „faste Affectation“, hvor menneskets afvigelse fra sit eget væsen er blevet et permanent træk ved vedkommendes personlighed, der altså er fanget i et varigt bedrag og et varigt selvbedrag. Endelig og mest knusende er den „vekslende Affectation“, hvor menneskets „Færdighed i Affectation i Almindelighed“ betyder, at det konstant tager farve efter sine omgivelser og helt mangler et centrum. Den opfattes dog som et grænsetilfælde, fordi den reelt udgør et eksistentielt selvmord: Personligheden som sådan er ophørt med at eksistere.

Møllers tekst sætter altså interessen for personligheden over interessen for forståelsen af det filosofiske system. Den udtrykker en nysgerrighed over for, hvad der er forudsætningerne for en autentisk eksistentiel væren, og den beskriver, hvordan personligheden under trykket fra det sociale liv kan degenerere til uvirkelighed. Derved foregriber den ikke alene Kierkegaard, men også Paludan-Müller, hvis titelfigur i hovedværket Adam Homo kan ligne en person, som helt er overgivet den vekslende affektation, og som derfor begår sjæleligt selvmord i levende live.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Det klart tegnede billede - Poul Martin Møller.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig