Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Møllers kritiske liberalisme

Oprindelig forfatter SAuken

Forskellen på Heibergs og Møllers tilgang til litteraturen viser sig umisforståeligt i de mangfoldige programmatiske udsagn i Kritiske Skizzer. Imod forgængerens kritiske system sætter Møller ikke – eller kun i begrænset omfang – sin egen alternative systematik. Til gengæld udfolder han en omfattende kritisk liberalisme, hvis program er, at kritikeren, snarere end at bedømme værkerne efter et system, skal stræbe efter så vidt muligt at favne dem på deres egne præmisser og dermed give plads i sin kritik til at opfatte litteraturen i hele sin variationsbredde. Det er en central påstand i forordet til Kritiske Skizzer, men det klinger også med i en række af artiklerne. Således fx i følgende udsagn fra artiklen „Lyrisk Poesi“, hvoraf dele var blevet trykt tidligere, men som først fik sin færdige form i artikelsamlingen:

Paa Grund af den overveiende lyrisk-subjektive Charakter, der betegner den moderne Poesi fremfor den antikke, bliver det nu omstunder en fuldkommen Urimelighed at ville opstille visse Regler for en Digter, visse Bestemmelser abstraherede fra tidligere Digtere, som nødvendig maa være tilstede hos den, der vil anerkjendes som Digter. Saaledes bære dog Mange sig ad. De have gjort Bekjendtskab med en eller anden berømt Digter, som har tiltalt dem, og nu danne de sig herefter en vis ensidig Forestilling om Poesi, og forkaste ubetinget Alt, hvad der ikke tiltaler dem paa samme Maade, hvad der ikke er støbt i de Former, paa hvilke deres Forkjærlighed engang har kastet sig.

Fuldstændig som Schlegel og Heiberg tager Møller sit udgangspunkt i et billede af forholdet imellem det antikke og det moderne, der fastlægger det antikke som det objektive og det moderne som det subjektive. Men i modsætning til sine forgængere forsøger Møller ikke at normere imellem dem, men bruger i stedet distinktionen som rent analytisk udgangspunkt for sin kritik. Den konsekvens, der drages, er, at det ikke kan lade sig gøre at opstille bestemte krav til den moderne poesi.

 P.L. Møller udgav i 1845-47 årbogen Gæa med en imponerende samling af bidragydere: Oehlenschläger, H.C. Ørsted, Hauch, Bødtcher, Blicher, Chr. Winther, H.C. Andersen m.fl., herunder de førende norske digtere Welhaven og Wergeland, og med illustrationer af samtidens kunstnere.

P.L. Møller udgav i 1845-47 årbogen Gæa med en imponerende samling af bidragydere: Oehlenschläger, H.C. Ørsted, Hauch, Bødtcher, Blicher, Chr. Winther, H.C. Andersen m.fl., herunder de førende norske digtere Welhaven og Wergeland, og med illustrationer af samtidens kunstnere.

Møllers program er altså den kritiske liberalisme. Han ønsker at give det enkelte værk og det enkelte forfatterskab lov til at udfolde sig på sine egne præmisser i stedet for at bedømme det ud fra en formodet bagvedliggende åndshistorisk systematik. Dermed placerer han sig i direkte opposition til Heibergs æstetik, som netop lod genresystematikken og de enkelte genrers nødvendige placering i denne danne grundlaget for vurderingen af genrens værker. En parallel modsigelse finder man i de to kritikeres opfattelse af forholdet mellem værk og genre. For Heiberg er det mere abstrakte, genren, det egentlige, og værkets højeste form er derfor genrens fuldendelse. For Møller derimod er værket hovedbegrebet, og det enkelte værk må derfor opfattes som virkeliggørelse eller en modifikation af genren. Derfor kan man heller ikke bebrejde et værk, at det afviger fra sin genre, kun at det afviger fra den på en dårlig måde.

Annonce

Det er derfor heller ikke overraskende, at Møllers kritik rummer det ene angreb efter det andet på Heibergs æstetik. Det påbegyndes allerede i spidsartiklen „Om æsthetisk Kritik“ (1842) og videreføres med kraft i Møllers artikel om Oehlenschläger, en anmeldelse af tragedien Dina. Den blev under signaturen „X“ trykt i Figaro. Journal for Literatur, Kunst og Musik den 30. oktober 1842, altså efter Heibergs stærkt rosende anmeldelse af samme tragedie. Men typisk for Møllers kritiske liberalisme forhindrer de modsatrettede kritiske principper ham ikke i at omtale konkurrentens litterære produkter med stor anerkendelse både undervejs i behandlingen af andre emner og i en selvstændig artikel fra 1840 om Heibergs skuespil Syvsoverdag.

Møllers kritiske liberalisme og indlevelse i værkerne – en kritiker skal kunne høre græsset gro, som han formulerer det – forhindrer ham dog ikke i at tage endog ganske hårdhændet fat, når lejlighed byder sig. Hans artikler om den svenske digter Esaias Tegnér og om kritikerkollegaen Christian Molbech er mesterstykker af – mere eller mindre berettiget – kritisk nedrivning. I det mindste Molbech havde nok selv bestilt musikken: Den hårdkogte kritik var et af hans egne specialer. Men han må også lægge øre til en hel del fra Møller:

I vor Tid gaaer Alt mer og mer ud paa at excerpere [uddrage] og kompilere [sammenskrive], men M. er idetmindste hos os første Opfinder af at excerpere sig et Forfatternavn. Den herhen hørende Technik blev ham, som ved et medfødt Instinkt, hurtig klar, og det er allerede af sig selv indlysende, at en saa overnaturlig, ofte næsten febrilsk eller krampagtig Produktivitet (…) ikke kan forklares uden af en særegen Organisation i Fingrene, samt Kjendskab til en Mængde Mysterier ved Litteraturfabrikationen, hvori kun faa Dødelige hidtil have været indviede. Da man imidlertid ikke mer er tilbøielig til at troe paa Mirakler, skal jeg blot hentyde paa Noget, som man oftere vil have bemærket, at M. hvergang en Bog eller Afhandling i høi Grad har behaget ham, er bleven betaget af et saa levende Ønske om selv at være Forfatteren, at han strax har sat sig hen, for at skrive en Bog eller en stor Feuilleton om det samme, og ved et forunderligt Selvbedrag synes han da at ansee sig selv for den oprindelige Forfatter.

På den korte plads når Møller at rette en forbløffende mængde forskellige typer af anklager imod Molbech, og alt kan bruges imod ham. Hans produktivitet er suspekt, hans arbejder er i virkeligheden tilvejebragt ved at uddrage og sammenskrive (exerpere og kompilere) andres værker. Molbechs arbejdsproces gøres suspekt både ved en ironisk forbindelse til et hemmelighedsfuldt trolddomsnummer og ved en mere alvorligt ment henvisning til Molbechs psykiske forfatterkonstitution, hvor et konstitutionelt selvbedrag leder til plagiat. Ja, selv Molbechs fysik inkrimineres, idet hans skrivekløe først tilskrives en feber- eller krampetilstand og efterfølgende bliver til et rent udtryk for, hvordan Molbechs fingre er indrettet. I denne bevægelse bliver Molbechs værker også frataget ham – i det mindste som produkter af hans bevidsthed: Det er hans fingre, ikke ham selv, der skriver.

 M.A. Goldschmidts tidsskrift Corsaren udmærkede sig ved sin stadige afprøvning af censurens grænser i en tid, hvor den politiske diskussion efter årtiers dvale var ved at vågne til live. Med satiriske tegninger som den tredelte sammenligning af størrelsen på henholdsvis Det danske Vaaben, Danmark og Den danske Hof- og Statskalender blev misforholdet mellem selvopfattelse og (stor)politiske realiteter udstillet og opvågningsprocessen fremmet.

M.A. Goldschmidts tidsskrift Corsaren udmærkede sig ved sin stadige afprøvning af censurens grænser i en tid, hvor den politiske diskussion efter årtiers dvale var ved at vågne til live. Med satiriske tegninger som den tredelte sammenligning af størrelsen på henholdsvis Det danske Vaaben, Danmark og Den danske Hof- og Statskalender blev misforholdet mellem selvopfattelse og (stor)politiske realiteter udstillet og opvågningsprocessen fremmet.

Af større egentlig videnskabelig tyngde er dog Møllers anden prisopgave om det nyere franske lystspil og dets indflydelse på den danske scenekunst, som han skrev i Paris på baggrund af den litteratur, det var muligt for ham at fremskaffe med sine begrænsede økonomiske midler. Det nyere Lystspil i Frankrig og Danmark (1858) blev belønnet med guldmedalje. Denne Møllers største samlede indsats som kritiker har indtil for nylig været næsten upåagtet i billedet af 1800-tallets litterære kritik.

Prisopgaveformuleringen falder i to dele og fordrer dels en karakteristik af det nyere lystspils udvikling i Frankrig, dels en beskrivelse af det franske lystspils positive og negative indflydelse på den danske scenekunst. Aflæst litteraturpolitisk er spørgsmålets formulering en klar opfordring til at revurdere Heibergs franskinspirerede teateræstetik, og sådan opfatter Møller den tydeligvis også. Prisbesvarelsen fremstiller komediens historie med en kortfattet, men vidtfavnende fremstilling af den græske og den romerske komediekunst og bevæger sig gennem en kort omtale af middelalderen frem til det nyere franske teater, der behandles fra barokken og frem til Møllers egen nutid.

Hovedstykket er ubetinget fremstillingen af Heibergs store inspirator Eugene Scribe, der tildeles lige så meget plads i Møllers fremstilling som hele den foregående komediehistorie (dvs. godt 80 af værket 260 sider). Sønderhugningen af Scribe og med ham det nyere franske lystspil er fuldkommen. Scribe frakendes reel kunstnerisk sans, selv sin evne til at sætte en intrige sammen bebrejdes han, og han frakendes enhver idealitet. Han bebrejdes, at hans værker er metervarer, og Møller udstiller ham for leflende at fremskrive en fladbundet og selvglad borgermoral kun beregnet for de velstående. Endelig spærres han inde i fortiden som en i grunden forældet dramatiker, hvis stjerne er hastigt dalende. Alexandre Dumas, som efterfølgende omtales, tilkendes noget mere ægte liv og glød, men heller ikke hans lystspil tilkendes blivende kunstnerisk værdi.

På den baggrund er det ikke overraskende, at Møller med en vis tilfredshed frakender det franske lystspil blivende indflydelse i Danmark. Oehlenschlägers Dina omtales naturligt nok som franskinspireret, men dette ses snarere som en svaghed end en styrke ved værket. Derefter frakendes den franske inspiration efter tur indflydelse på først Heiberg, så Hertz og Hostrup, og denne manglende påvirkning opfattes som glædelig: Det, der mangler i den danske komediedigtning, kan den franske komedie ikke give. Betragtet som litteraturpolitisk dokument placerer guldmedaljeafhandlingen sig i direkte forlængelse af Møllers tidligere opgør med Heiberg. Skønt hans lystspil roses, nedbrydes hele det eleganceprogram, han introducerede i 1820'erne, og det efterlades med kritikken af Scribe bagude som et allerede forældet program. De konstituerende træk i denne bevægelse ligner påfaldende Heibergs egen teknik i kritikken af Oehlenschläger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Møllers kritiske liberalisme i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476721