Fru Gyllembourg oplæser en af sine Noveller for J.L. Heiberg og dennes Hustru. Wilhelm Marstrands billede af den heibergske familie er et historiemaleri udført en menneskealder senere, nemlig i 1870. Man ser ikke den oplæsende Thomasine Gyllembourgs ansigt. Til gengæld hænger Jens Juels portræt af den unge Thomasine Heiberg på væggen over hendes hoved. Mens svigerdatter og søn, Johanne Luise og Johan Ludvig, sidder i halvmørke, står den gamles kappeklædte hoved og manuskriptet lysende frem, et lys, som reflekteres på sytøjet, Johanne Luises krave og lampens forside. Marstrands portræt antyder på denne diskrete måde, at den magtposition, som sønnen og svigerdatteren indtog i datidens kulturliv, havde sit skjulte centrum langt fra offentlighedens øjne og ører.

.

Knippelsbro o. 1860 set i retning mod Christiansborg Slot, der anes i brobuens midte. Broen forbandt Brogade (nu Børsgade) med Torvegade på Christianshavn.

.

Mangfoldigheden i Heibergs talent viser sig måske tydeligst deri, at selv om hans litteraturhistorisk mest indflydelsesrige arbejder har med teatret og den litterære kritik at gøre, var det som lyriker, han nåede sit kunstneriske højdepunkt og det endda ganske sent i sin forfatterkarriere. Det skete med Nye Digte, der udkom ved juletid 1840 (med 1841 på titelbladet), og som består af kun fire tekster: „Gudstjeneste. En Foraars-Phantasie“, „En Sjæl efter Døden. En apocalyptisk Comedie“, „De Nygifte. En Romance-Cyclus“ og „Protestantismen i Naturen. En Mysterie“. Betegnende for Heiberg er de tre første tekster i vidt omfang dramatiske af karakter. Nye Digtes første og sidste tekst danner en spekulativ ramme om de to større arbejder i midten, som er samlingens hovedstykker.

Skønt „En Sjæl efter Døden“ kalder sig selv en komedie (titlen inspireret af Dantes Den guddommelige komedie), er den mest af alt en apokalyptisk satire. Den afdøde sjæl er selv i det hinsidige en bredbaget spidsborger, som er blottet for enhver åndelig stræben og kun har den allermest rudimentære og udvendige viden og interesse på området. Han kan derfor hverken finde plads i himlen eller i de ædle hedninges eden, skønt både himmelportens vogter Sanct Peder og komediedigteren Aristophanes, som står ved indgangen til Elysium, gør deres bedste for at åbne ham vejen. Helvede, hvortil han endelig kommer, viser sig imidlertid at passe ham fortræffeligt, fordi alt dér viser sig at være ganske som i det jordiske liv, han kommer fra, nu blot udstrakt til at dække hele evigheden.

Heibergs satiriske udfald rammer ikke blot sjælen selv. Som sine yngre samtidige Emil Aarestrup og Søren Kierkegaard har han et kulturkritisk sigte. Sjælen er en typisk repræsentant for et bestemt kulturlag, spidsborgerskabet, som hermed får sin livsform og livsholdning gennempryglet. Borgerskabet er spundet ind i en slet, meningsløs trivialitet, som kun ved sin begrænsede varighed adskiller sig fra helvede. Denne pointe er konklusionen på en nærgående analyse af bedsteborgerens bevidsthed. Sjælen viser helt af sig selv, at han ikke hører til hverken i paradiset eller Elysium. Han kan ikke udvise sammenhængende opmærksomhed over for Sanct Peder og Aristophanes, og han mægter heller ikke at tage situationen alvorligt. Han betragter sin plads i paradiset som en velerhvervet rettighed, ikke som noget, han bør bekymre sig om, og da det går op for ham, at han måske kan risikere ikke at slippe ind, reagerer han ikke mere relevant. Selv da Sanct Peder forklarer ham, hvad han selv efter døden kan gøre for at vinde sig plads i paradiset (hvad der er særdeles generøst i forhold til en samtidig troslære), viger han tilbage. Han er for træt og vil ikke på pilgrimsrejse, men hellere en tur til Amerika. Betegnende nok taler han langt bedre med Mephistopheles, som viser ham helvede og fortæller ham, at der har han allerede været i levende live. Det overrasker ganske vist sjælen, men det tager kun en enkelt tale fra djævelens side at forsone ham med situationen:

Sjælen Var jeg i Helved?

Mephistopheles Som næsten Alle; Kun pleier man ei saadan at kalde Det fede, phlegmatiske Liv paa Jord, Hvori man paa det Reale troer, Og faaer ei det mindste Glimt at see Af den magre Beenrad, man kalder Idee.Men der er netop det bedste Levnet, Hvori man det Magre stolt foragter, Og spiser sig mæt, som en tyk Forpagter, I Realitet, til man er revnet.Og er man nu let at ærgre tillige, Og Verdens Gang giver vrantne Tanker Saa man skjændes med Konen og Barnet banker, Og smidsker til sin Tjenestepige,Og tages af hende ved Næsen fat, Mens man skjuler for Konen Dit og Dat, Da er man i Fuldendelsen moden, Og Helvedet bliver som hiint paa Kloden.Du fatter da nu i din Lykkes Havn At du ikke bør skræmmes ved et Navn.Du finder jo kun det Gamle, Vante, Og sagtens var du den største Fjante, Om ei du villig gik paa din Sti.

Sjælen Nu vel, jeg vil see at finde mig deri.

„De Nygifte“ er en episk romancecyklus. Marie og Vilhelm er fra deres bryllup draget ud i naturen, men overraskes af et uvejr og må søge ly hos den gamle kone Gertrud og hendes adoptivsøn Fredrik. De modtages med venlighed og bliver der i flere dage. Imidlertid gribes Fredrik af et voldsomt begær efter Marie og inviterer i sin formørkede desperation Vilhelm med på jagt for at skyde ham undervejs. Både Gertrud og Marie har bange anelser, kun Vilhelm ser ikke faren. Aftenen før jagten vælger Gertrud i sin angst at betro sig til Fredrik. Hun fortæller, at hendes egen søn engang skød en lykkeligere medbejler på jagten og blev henrettet for forbrydelsen. Ved hendes ord forstår Fredrik med et, at han selv er hendes søn, som for sin egen angers og hendes skyld af guddommelige magter er blevet sendt tilbage igen til hende som nyfødt. Denne opdagelse får ham til at opgive sit forsæt, og umiddelbart derefter dør Gertrud. Ægteparret og Fredrik tager afsked med hende og med hinanden ved hendes begravelse, som finder sted i den kirke, hvor parret nylig blev gift. Fredrik drager ud i verden, og ægteparret vender hjem.

Nye Digte sender ved sin titel en hilsen til Schack Staffeldts digtsamling af samme navn fra 1808, hvad der ikke er noget tilfælde: Heiberg var en af de første, som for alvor havde blik for Staffeldt, hvis filosofisk farvede romantiske poesi måske er Heibergs vigtigste forgænger i den danske lyrik. Henvisningen tydeliggør, at Heiberg opfatter sit eget arbejde i forlængelse af Staffeldts spekulativt-filosofiske digtekunst. Nye Digte er en filosofisk digtekunst, der for Heiberg har en højere filosofi end den romantiske som sin forudsætning, nemlig Hegels. Denne hegelianske tankeform er det styrende princip i hvert enkelt af digtene og i digtsamlingens komposition. I „Gudstjeneste. En Foraars-Phantasie“ lader Heiberg digteren søge væk fra byens larm for at søge sin guddom i skovensomheden. Her fører han en hjertelig samtale med Pan, som leder ham ind i en panteisme, der svarer til Staffeldts standpunkt i en række af hans digte. Denne panteisme gennembrydes imidlertid af „Engelen“, som får digteren til at se, at Pan repræsenterer en naturlig, formløs uendelighed, som menneskets stræben efter det religiøse igen og igen munder ud i. Den må imidlertid forlades, og englen udpeger digterens opgave som det at tolke naturens iboende trang til at reflekteres op i en højere, fortolket enhed, altså at bevæge naturforståelsen fra panteisme til hegelianisme.

Denne bevægelse videreføres i de to centrale stykker, hvor „En Sjæl efter Døden“ er en ondsindet satire over den, som er fanget i en slet, umiddelbar uendelighed og ingen evne eller vilje har til at løfte sig op til et højere synspunkt, idet selve bevægeligheden er den første, afgørende forudsætning for nogen form for opstigning. „De Nygifte“ derimod beskriver en bevidsthedsbevægelse, hvor den umiddelbare og ikke fuldt erkendte natur mellem ægtefolkene gennem mødet med sin negation i Fredriks tilbedelse af Marie bringes i spil og bevidstgøres. Derefter ophæves begge til et højere niveau, hvor negationen neutraliseres som trussel imod kærligheden gennem Fredriks forståelse af sin åndelige historie, mens hele processen har aflejret sig i den oprindeligt umiddelbare kærlighed som en bevidstgørelse markeret af Vilhelms afsluttende spørgsmål „Vil du taale min Haand under Kaaben?“ som netop markerer det bevidste fællesskab og den bevidste kærlighed mellem ægtefællerne.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Filosofisk digtekunst - Nye Digte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig