Den nye generations lyrikere

De lyrikere, som debuterede i generationen efter Oehlenschläger, var stort set digtere, hvis arbejde ikke umiddelbart repræsenterede et kunstnerisk gennembrud på samme måde som Oehlenschlägers og romantikernes, og som kun langsomt og tøvende trådte ind på den litterære scene. Christian Winther var fyldt 30 år, før hans første bog udkom, Aarestrup nærmede sig fyrre, inden hans første og eneste bind Digte så dagens lys, og Bødtcher var hinsides de tres, da Digte, ældre og nyere første gang kom i trykken. Henrik Hertz, der også må sættes blandt periodens betydelige lyrikere, samlede først sine digte til større samlinger sent i sit liv, mens Poul Martin Møller overlod det til eftertiden at ordne stumperne af sin lyriske produktion til samlede udgivelser. I stedet udfoldede denne yngre generation af lyrikere sig igennem lang tid skjult for en større omverden eller i spredte, mindre publikationer.

Ved første øjekast ligner den nye generation af lyrikere den foregående. Der er kun få nye lyriske former, og det behandlede stof er på mange måder parallelt med romantikernes. Særlig Oehlenschläger er fortsat central, uanset Heibergs kritik. Derfor bliver også i denne generation stemningsbilledet og romancen centrale former, skønt sidstnævnte efterhånden afløses af en type versfortælling, som for at gengive et nutidigt, gerne interessant stof lægger sig på afstand af den ofte nordisk inspirerede romancedigtning i den foregående generation.

Trods lighederne er det ved en nærmere betragtning tydeligt, at vi befinder os i en ny sammenhæng. Der er på de fleste punkter tale om gradsforskelle og glidende overgange, men der er til gengæld så mange af disse diskrete nyudviklinger, at de tilsammen udgør en ny situation.

I overensstemmelse med biedermeierkulturens generelle stiltendens er udtrykket i digtene dæmpet. Her er færre af de store patosudbrud fra den romantiske digtekunst, færre bloddryppende rædselshistorier, færre udlægninger af tilværelsens dybeste eller højeste sandhed osv. Dermed får man tekster, der i højere grad dyrker antydningens kunst og fx kan omfatte de dækkede erotiske biklange hos Aarestrup og overtonepsykologien hos Winther. Samtidig bliver brugen af de lyriske former løsere og mere henkastet. Generationen har ikke romantikernes udfoldede eksperimenter med forskellige fremmede og nye strofeformer, men bevæger sig i valget af former inden for de rammer, romantikken havde udstukket. Der er snarest sket en tilbagetrækning i forhold til strofebrugen i romantikken, således at generationen væsentligst udfolder sig med færre variationer i strofevalget og i simplere, mindre prætentiøse strofeformer. Dette valg er dog ikke udtryk for mangel på ambition i forhold til romantikerne, men for en anden ambition. Digterne tager sig nye friheder i deres omgang med strofeformerne. De skriver gerne i formuleringer, der stræber efter at lyde henkastede, lette eller enkle, samtidig med at de er sylespidst præcise, og her ville en stor og kompliceret strofedannelse blot stå i vejen, mens den simplere formdannelse netop fører digtets koncentration et andet sted hen – til versifikationen og til sprogføringen.

Det naturrum, digtene bevæger sig i, er mindre ladet med betydning end hos romantikerne. Romantikernes natur var ofte udtryk for foreningen i altet, og den var derfor fuld af en betydning, der både bragte den i overensstemmelse med tilværelsens dybeste sandhed og gjorde, at den reagerede deltagende på de begivenheder, digtene beskrev. Over for dette er naturen hos den efterfølgende generation i overensstemmelse med den poetiske realisme mere jordnært opfattet. Den eksisterer i højere grad som sig selv, og værdsættelsen af den har i lige så høj grad at gøre med at kunne nyde den som med at kunne se en dybere betydning i den. Det betyder også, at når naturen tillægges en betydning, fremtræder den snarere som udtryk for det betragtende subjekt end som noget naturen iboende.

En tilsvarende udvikling kan ses i digtenes forhold til det overnaturlige. Ligesom hos den forrige generation henvises der hos denne generations lyrikere hyppigt til overnaturlige fænomener, men som i Svend Dyrings Huus er det ofte svært at skille psykologi og magi fra hinanden, således at det, magien udløser, har en mulig og oplagt naturlig begrundelse i det psykologiske spil imellem de involverede parter og lader sig opfatte som det symbolske udtryk for dette psykologiske spil.

På baggrund af disse to udviklinger er det ikke overraskende, at der sker en nyudvikling af en af romantikkens centrale genrer: romancen. Genren overlever hos digterne i den efterfølgende generation, selvom Aarestrup parodierer den slemt i digtet „Distraction“ (trykt 1838), hvori et jeg forgæves forsøger at deklamere en romance af den romantiske skole, men hele tiden løber sur i det og længe før Freud begår en hel serie af freudianske fortalelser:

Da Don Alonso fandt iSlotshaugen, uformodet,Og under SteenaltanenDe friske Spor af Blodet –Og da han i de tætte,De mørke Lokkers Skygge –Hvad siger jeg? – de tætte,De mørke Myrthers Skygge –En sneehvid Skulder skimted –En sneehvid Ganger skimted,I Kappen han sig svøbte,Hans Dolk, halvtrukken, glimted.Han rørte Silkekjolen –Hvad siger jeg? – han rørte? –Han greb i Silkestigen,Som til Balkonen førte.

Det viser sig ganske umuligt for digtets jeg at gennemføre deklamationen, fordi en kvinde i selskabet vedblivende distraherer ham, og han må til sidst opgivende konstatere:

Nei, naar dit Blik mig møder –I hvad det skulde gjelde –Saadan, saa langsomt hævet,Saa kan jeg ei fortælle.

Trods denne sabotage lever genren videre, og både Aarestrup selv, Winther, Møller, og Hertz udfolder sig i romancegenren, der tilmed i Winthers Hjortens Flugt finder sin sidste, store kulmination. Men samtidig blomstrer en ny lyrisk-episk form op, der kun er sparsomt repræsenteret i romantikergenerationen: versfortællingen. Den er en moderne aflægger af romancen, der i stedet for at hente sit stof fra oldtid og middelalder og fra eksotiske egne, henter det i digterens egen samtid og omgivelser. Dermed bringer digterne sig betydeligt tættere på tidens noveller og hverdagshistorier.

Stilen i versfortællingerne er i overensstemmelse med deres mere moderne emnevalg. Skønt de omfatter voldsomme og ofte tragiske begivenheder, er tonen i dem relativt afdæmpet og ligeså deres billeddannelse. Samtidig har de ofte noget af det let henkastede over sig, der er et særpræg for tiden. Deres interesser er som i tidens noveller ofte af psykologisk og social art, og de spænder som andre af tidens værker i deres udtryksregister fra den poetiske realisme til det interessante. De afsøger dermed det borgerlige rum, de er blevet til i, skønt de også kan bevæge sig op blandt de adelige eller – som i Winthers „Træsnit“ – ned blandt bønderne. Ligesom romancen hos Oehlenschläger nogle gange vokser til hele romancekredse, således findes der også gentagne eksempler på, at det fortællende digt svulmer over sine bredder og danner hele digtkredse. Det fortællende digt får på dansk grund sin kulmination og mest omfattende udfoldelse hos Frederik Paludan-Müller i Adam Homo.