Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Inspirationen fra Frankrig og Tyskland

Oprindelig forfatter SAuken

Sine to væsentligste inspirationer modtog Heiberg fra Frankrig og Tyskland. Under sit ophold i Paris stiftede han bekendtskab med det lettere franske teater og blev optaget af den elegance og formfuldendthed, han mødte der. I Paris udfoldede der sig i disse år et rigt og facetteret teaterliv, dels på de store anerkendte teatre, dels på mindre og mere folkelige scener, hvor en række lettere genrer dyrkedes. Året efter Heibergs ankomst til byen åbnede således Théätre du Gymnase Dramatique, hvor en af tidens modeforfattere, den uhyre produktive Eugene Scribe, udfoldede sig. Hans forfatterskab omfatter i omegnen af 400 scenearbejder, som danner en højst vellykket serieproduktion. I årene fra 1815 og frem frembragte Scribe en stribe af publikumssucceser på den franske scene. Blandt andet ved hans indsats blev den såkaldte vaudeville-genre genoplivet. Selve ordet „vaudeville“ er formentlig en forvridning af navnet på dalen Val-de-Vire i Normandiet i Frankrig, hvor det var navnet på en satirisk og populær sangform. Det dukkede første gang op på den franske scene tidligt i 1700-tallet, og formen udvikledes gradvis hen imod det, termen også betyder hos Heiberg: en ret kort, satirisk orienteret komedie med musikalske elementer. Som sådan bruger også Scribe den. Hans på én gang elegante og uprætentiøse stil sigtede ikke på at gribe og ryste publikum, ej heller på moralsk opdragelse; til gengæld var han så meget des bedre til at ramme dets smag og til at underholde det med intriger og scenerier og forene det indviklede og overraskende med det klare, velforberedte og velmotiverede. Da Det Franske Akademi optog ham, erklærede Scribe selv programmatisk, at man ikke går i teatret for at blive belært eller irettesat, men for at slappe af og blive underholdt.

Lige så vigtig var en anden inspiration. Skønt opholdet ved universitetet i Kiel var en plage for Heiberg, bragte det ham dog tættere på det tyske åndsliv, hvorfra han, som nævnt, fik noget med hjem, der blev bestemmende for resten af hans liv: Hegels filosofi. Den tyske tænker G.W.F. Hegel var den tyske idealismes sidste store skikkelse og havde, da Heiberg stiftede bekendtskab med ham, allerede for længe siden afløst Schelling som den dominerende figur i tysk filosofi. Hvad Heiberg især overtog fra Hegel, var selve den tankeform, Hegel havde opbygget, og i mindre grad hans historiefilosofiske overvejelser eller nogen enkeltgren af hans tænkning.

 Teatret var i sig selv en social skueplads, hvor man iagttog andre, og sladderen gik før forestillingen og i pauserne. Og opførelserne gik ikke altid stille af. Der kunne udspilles heftige slag mellem pibere og klakører, modstandere og tilhængere af forfatteren eller opførelsen, ofte var de pågældende betalt. En anelse mere fredeligt går det til på Edvard Lehmanns maleri fra o. 1840 af en såkaldt høkerloge, dvs. en loge, som var købt af en billethaj, der proppede flere tilskuere ind end de normalt ti, der var plads til, med deraf følgende uro.

Teatret var i sig selv en social skueplads, hvor man iagttog andre, og sladderen gik før forestillingen og i pauserne. Og opførelserne gik ikke altid stille af. Der kunne udspilles heftige slag mellem pibere og klakører, modstandere og tilhængere af forfatteren eller opførelsen, ofte var de pågældende betalt. En anelse mere fredeligt går det til på Edvard Lehmanns maleri fra o. 1840 af en såkaldt høkerloge, dvs. en loge, som var købt af en billethaj, der proppede flere tilskuere ind end de normalt ti, der var plads til, med deraf følgende uro.

Særlig to træk i Hegels tankeform genfindes hos Heiberg. Det drejer sig for det første om hans betoning af systemet, for det andet om hans dialektiske tankeform. I betoningen af systemet stræber Hegel imod en filosofi, der samler, forklarer og organiserer al forståelse til én omfattende og kompleks tankestruktur, hvor de enkelte elementer, fx retsfilosofien, kunstfilosofien, religionsfilosofien og etikken nok gennemtænkes på egne vilkår, men ikke løsrives fra filosofiens overordnede sammenhæng og i sidste ende må opfattes som afdelinger af denne mere omfattende sammenhæng.

Annonce

Den tankeform, hvorigennem systemet opbygges, er den hegelske dialektik, som betoner den dynamiske bevægelse mellem modsatrettede kræfter. Enhver udvikling ses som en bevægelse, hvor en oprindelig position udløser sin modsætning, sin negation, hvorefter de begge ophæves til et højere stade (tese – antitese – syntese, der er den nu mest brugte navngivning af bevægelsens poler, stammer ikke fra Hegel selv og er misvisende, da positionen og negationen ikke smelter sammen i en syntese, men ophæves i en højere betragtning, som omfatter modsætningen imellem dem). Dette stade vil efterfølgende komme til at rumme en gentagelse af bevægelsen på et højere niveau. Det centrale led i den helgelske dialektik er ophævelsen. Den udsletter nemlig ikke forskellen mellem positionen og negationen, men hæver dem begge op til et højere niveau, hvorpå de inklusive alle deres modsætninger lader sig anskue under ét synspunkt.

Systemets dialektiske karakter har en række konsekvenser. For det første, at det får en imponerende rummelighed, fordi dets grundlæggende bevægelse er at indreflektere (sammentænke) og omfatte modsætninger. For det andet, at jo højere op man kommer i systemet, des mere omfattende, mangfoldig, reflekteret og kompliceret bliver den sammenhæng, som omfattes af det. For det tredje, at systemet ikke er statisk, men derimod rummer en bevægelse og en dynamik, uden at det dermed overskrides, nedbrydes eller forandres. Dynamikken er et integreret træk ved systemet, ikke en trussel imod det.

Denne dobbelte inspiration kan tage sig besynderlig ud. Afstanden fra Hegels dybdesøgende, vidtspændende og stærkt komplicerede filosofi til det lettere franske dramas yndefulde, åndrigt-vittige og elegante overfladiskhed kan synes uovervindelig, men netop denne dobbelthed er betegnende for Heiberg og er for en nærmere betragtning knap nok en dobbelthed, fordi begge inspirationskilder overtages og omformes på forfatterskabets egne præmisser. Således har vaudevillegenren, som Heiberg udfolder den på dansk grund, ikke kun internationale forudsætninger, men er nok så meget inspireret af det danske komiske teater. Især er Holberg en indlysende forudsætning, men vaudevillen har også affinitet til Wessels og Baggesens letløbende og sirlige vers. Der er altså ikke bare tale om, at Heiberg overfører en udenlandsk genre til Danmark; han skaber sin egen genre på baggrund af flere forskellige inspirationer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Inspirationen fra Frankrig og Tyskland i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476818