Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Elverhøi og Heibergskolen

Oprindelig forfatter SAuken

Vaudevillerne blev, deres folkelige gennemslagskraft til trods, ikke højdepunktet af Heibergs succes som dramatiker. Det finder man først et par år efter Heibergs scenegennembrud. Elverhøi (1828) blev skrevet i anledning af, at prins Frederik, som var søn af den senere Christian 8., og som siden selv skulle blive Frederik 7., blev gift med kong Frederik 6.s yngste datter, prinsesse Vilhelmine (ægteskabet blev opløst i 1837 på grund af prinsens udsvævende liv).

Den royale anledning taget i betragtning er det ikke overraskende, at intrigen i Elverhøi er lagt an på maksimal kongerøgelse. Den samler sig om en forvirret kærlighedshistorie, hvor fire unge mennesker skal parres i den rigtige kombination, om den folkelige overtro på Stevns, hvor spillet foregår, og endelig om en forbyttelseshistorie og adskillige hemmeligheder i den forbindelse. Stykkets centrale figur er Christian 4., hvis beslutsomt mandige, men dog velovervejede indgriben skaber orden i ægteskabsplanerne, bringer hemmelighederne for en dag og med held trodser overtroen. Tonen er mindre letfærdig end i vaudevillerne, og der er ikke så meget vittighedsmageri, men elegancen er uforandret. Figurerne spænder hver for sig over et større register af følelser, og handlingen rummer i sig selv mere drama og flere omslag end i vaudevillerne, ligesom Kuhlaus originale musik er mere intens og dramatisk end de populære melodier, der ledsager Heibergs tekst til vaudevillerne.

Elverhøi fik en stormende modtagelse i samtiden og holdt siden igennem mange menneskealdre pladsen som Danmarks nationalskuespil.

Annonce

Det er til dato det skuespil, som oftest er blevet opført på Det Kongelige Teater.

Med Flyveposten og triumferne på teatret var Heiberg blevet en betydelig magtfaktor i den danske litterære debat, og i årene under og efter hans fejde med Oehlenschläger dannede der sig et helt litterært miljø omkring ham.

Efter sit indtog med vaudevillen blev Heiberg i 1829 ansat som fast teaterdigter og oversætter på Det Kongelige Teater, en stilling, han beholdt til 1838. Som oversætter fik han konkret indflydelse på teatrets repertoire. I perioden 1829-38 blev der opsat hele 21 stykker af Scribe. Denne intense dyrkelse skyldtes, at Heiberg anså Scribe for en overlegen tekniker, der dels kunne bruges til at demonstrere, hvordan et veludført skuespil kunne se ud, dels kunne oversættes stort set uden bearbejdelse. Samtidig opnåede Heiberg derved at få overvægt af franske stykker på teatrets repertoire. Hans magt var på dette tidspunkt omfattende, og efter en udlandsrejse i 1836 konstaterede han med slet skjult selvfølelse, at Det Kongelige Teater nu var blandt de bedste i Europa:

Men i det 14-aarige Mellemrum mellem mit forrige og mit nuværende Ophold i Paris er det kjøbenhavnske Theater gaaet betydelig frem, og de parisiske Theatre betydelig tilbage, og – hvad som staaer i Forbindelse dermed – det kjøbenhavnske Publicum har forbedret, det parisiske derimod forværret sin Smag.

Heibergs enorme indflydelse beroede på et stort netværk af tilhængere, ofte kaldet Heibergskolen eller Det Heibergske Parti. Flyvepostens brede gruppe af skribenter bevidner netværkets omfang: At skrive for Flyveposten betød tilslutning til bladets generelle holdning. Heiberg-skolen kan inddeles i fire grupper af tilhængere: teatrets folk, særligt fru Heiberg og C.N. Rosenkilde, Heibergs familie, udefrakommende digtere, herunder H.C. Andersen, Carl Bagger, Frederik Paludan-Müller og Søren Kierkegaard, samt endelig Henrik Hertz og folkene omkring ham. Der var langt fra tale om nogen ensrettet fraktion, og der er lang afstand fra Andersen og Kierkegaard til den formdyrkende kreds om Hertz, men de var alle på et tidspunkt under Heibergs indflydelse. Der er ikke tvivl om, at det var en god idé at holde sig venner med Heiberg, og særligt Henrik Hertz' drøje og mangeårige kamp for at mestre vaudevillen vidner om mere end blot passion for genren. Der var ingen vej uden om Heiberg; han satte på den ene eller den anden måde sit aftryk på det meste af, hvad der blev skrevet, opført, udført og anmeldt.

Heibergs magt kulminerede i løbet af 1830'erne, og da han i 1849 tiltrådte stillingen som direktør for teatret efter Jonas Collin, var de revolutionære kræfter ved at være opbrugt. Flere af de tidligere tilhængere, heriblandt Kierkegaard, havde ytret offentlig kritik af ham, og han var kommet ud af trit med en ny generations teatersmag. Som sin forgænger Collin blev også Heiberg en udskældt teaterleder – selv Henrik Hertz var utilfreds med hans egenrådighed. Heiberg var på sin side utilfreds med Hertz' manglende opbakning over for den offentlige kritik. Heiberg blev blandt andet kritiseret for at afkorte et skuespil ved den afdøde Oehlenschlägers mindehøjtidelighed på teatret i 1850. Afkortningen var i virkeligheden minimal, men offentligheden greb straks chancen. Bedre gik det ikke, da han inddrog hofparkettet, eftersom teatret, ifølge Heiberg, hellere skulle tjene borgerskabet end hoffet. Inden da havde Heiberg langet ud efter borgerskabet for dets begejstring for den italienske opera og de franske konversationsstykker, så han var trængt fra alle sider. Efter tiden som direktør vendte Heiberg i 1856 tilbage til stillingen som censor, dog fortsat med direktørens løn, og styrede fra den tilbagetrukne position fortsat reelt teatret til sin død.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Elverhøi og Heibergskolen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476821