Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den nye æstetiske debat og det nye teater

Oprindelig forfatter SAuken

Efter at Oehlenschlägers digte og dramatiske arbejder igennem næsten et kvart århundrede havde været den danske litterære smags centrum og ubestridte målestok, blev de i midten af 1820'erne for første gang anfægtet på en måde, der rokkede ved anerkendelsen af ham som litterær normgiver. Grundtvigs forskellige kritiske udtalelser om ham var forblevet uden væsentlig effekt, Baggesen havde i Tylvtefejden nok sat et voldsomt angreb ind mod ham, men samtiden dømte i alt væsentligt til Oehlenschlägers fordel, og Baggesen forblev uden slagkraftig og entydig støtte nogetstedsfra. Men i 1820'ernes anden halvdel kom endelig det angreb, der afgørende ryddede plads på den litterære scene til en ny forståelse af, hvad litteraturen var, til en ny æstetik.

Dette blev i det væsentlige et slag om teatret. Det Kongelige Teater var tidens centrale kulturinstitution. Det var en af borgerskabets væsentligste kilder til underholdning og dannelse, og teatrets forestillinger såvel som den sladder og de skandalehistorier, der knyttede sig til det og dets ansatte (såvel kunstnere som administratorer), var et af Københavns centrale samtaleemner. Derfor kom en væsentlig del af slaget til at stå omkring teatret. Omslagets centrale omdrejningspunkt var debatten mellem Heiberg og Oehlenschläger, der var med til at give Heibergs æstetiske overbevisninger en afgørende rolle i det litterære liv, men perspektivet i forhold til teatret var langt bredere.

Oehlenschlägers dramatik var ikke blot en oplagt skydeskive for Heibergs angreb, fordi Oehlenschlägers egne værker stod centralt i Det Kongelige Teaters repertoire, men også – og måske mere centralt – fordi teatrets repertoire i forlængelse af Oehlenschlägers kunstneriske og publikumsmæssige succes havde fået en bestemt karakter. De massive følelsesudbrud, den store alvor og de stærkt dramatiske handlinger i det oehlenschlägerske teater og især i de kunstnerisk sekundære romantiske dramaer, som var blevet opført i hans kølvand, fik med den heibergske skole en konkurrent, der i langt højere grad vægtede elegancen, det velformede og det lette.

Annonce

 Datidens København havde fire magtcentre: Slottet, Universitetet, Vor Frue Kirke og Det Kongelige Teater. Den gamle teaterbygning fra 1748 var kulturlivets centrum, her kom man jævnligt, og teatrets repertoire og opførelser var et stående samtaleemne. Og ville man for alvor gøre litterær karriere, så var teatret stedet. Det vidste og viste Johan Ludvig Heiberg om nogen. Hele hans virksomhed som teaterdigter, oversætter, censor og kritiker havde teatret som omdrejningspunkt. I årene 1849-56 var han tilmed direktør for Det Kongelige Teater. Fotografi fra o. 1860.

Datidens København havde fire magtcentre: Slottet, Universitetet, Vor Frue Kirke og Det Kongelige Teater. Den gamle teaterbygning fra 1748 var kulturlivets centrum, her kom man jævnligt, og teatrets repertoire og opførelser var et stående samtaleemne. Og ville man for alvor gøre litterær karriere, så var teatret stedet. Det vidste og viste Johan Ludvig Heiberg om nogen. Hele hans virksomhed som teaterdigter, oversætter, censor og kritiker havde teatret som omdrejningspunkt. I årene 1849-56 var han tilmed direktør for Det Kongelige Teater. Fotografi fra o. 1860.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Den nye æstetiske debat og det nye teater i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 12. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476816