Den moderne tragiker - Steen Steensen Blicher

Den tidligste og, når man ser bort fra H.C. Andersen, betydeligste af de prosaister, som udfoldede sig fra 1820'erne, var Steen Steensen Blicher (1782-1848). Han var søn af sognepræst Niels Blicher fra Vium i Jylland og knyttede sig stærkere til faderen end til den i stigende grad sindsformørkede mor Kirstine Blicher. Det nære forhold mellem fader og søn bevaredes til Niels Blichers død i en alder af 91 år. Sønnen blev opkaldt efter moderens morbror og faderens ven og velynder Steen de Steensen, ejer af den nærliggende herregård Aunsbjerg. Fra faderen arvede han en omfattende boglig dannelse, men også oplysningsmandens vilje til forbedring af landboernes vilkår og en udfarende praktisk interesse. Gennem faderen præsenteredes han for en række af de miljøer i Jylland, som siden skulle dukke op i hans forfatterskab. Han stiftede endvidere bekendtskab med købstaden Randers i sin gymnasietid og med hovedstaden i sin studietid. Han blev student med udmærkelse i 1799, men blev først teologisk kandidat i 1809 på grund af svær sygdom, en længerevarende restitutionsperiode som huslærer samt tabet af alle sine ejendele under englændernes bombardement af København i 1807.

I 1810 giftede Blicher sig med den velhavende unge enke Ernestine Juliane Berg, men formuen blev i løbet af 1810'erne forvandlet til gæld pga. svære tider for landbruget og Blichers udygtighed som praktisk landmand. Resten af sit liv var han plaget af pengesorger. Han fik sit første præstekald i 1819 efter en stormfuld tid som adjunkt i Randers (1810-1811) og den økonomiske nedgangstid som forpagter for sin fader i Randlev (1811-1819). Blichers første præstekald i Thorning var særdeles magert, og selvom det efterfølgende kald i Spentrup, hvor Blicher blev livet ud, var mere velaflagt, kom han aldrig for alvor økonomisk på fode igen. Ikke alene var han rundhåndet og havde store udgifter, hans mangfoldige landøkonomiske projekter påførte ham også betydelige udgifter uden tilsvarende indtægter. Hans husliv var ikke lykkeligt; i 1827 greb han sin kone i utroskab, og de levede efterfølgende adskilt i nogle måneder. Sammen fik ægtefællerne 10 børn (syv drenge og tre piger). Også i sit sogn blev Blicher genstand for konflikter, og han måtte gentagne gange rense sig for alvorlige anklager om druk og forskellige former for uterlighed og misrøgt af embedet. Ingen af dem fik dog medhold, men i hans allersidste år lykkedes det alligevel hans modstandere at få ham tvunget bort, omend han fik lov at søge sin afsked i nåde og med en betydeligt forhøjet pension. Han døde dog, inden han skulle forlade præstegården.

Blichers udadvendte virksomhed var omfattende. Han deltog i jødefejden i 1813 med adskillige skrifter til jødernes forsvar, og han udkastede velmenende planer til assimilation af den undertrykte minoritet af vagabonderende natmænd, hvori han for det fælles bedste anbefalede stærkt tvangsmæssige indgreb i deres frihed. Han deltog i flere politiske polemikker – i de første mange år som overbevist tilhænger af enevælden, men hen imod slutningen af sit liv i stigende grad som fortaler for parlamentarismen. Dette omsving fandt sted, samtidig med at han blev overbevist skandinavist og aktivt, men uden større held, arbejdede for forståelse og samarbejde imellem Danmark, Norge og Sverige. Blichers landøkonomiske eksperimenter affødte også en række skrifter af mere praktisk karakter, herunder arbejder om fårefolde, om uldindustrien og om vekseldrift.

Hans berømteste indsats i samtiden var folkemøderne på Himmelbjerget i begyndelsen af 1840'erne, der skulle samle og vække folket til national bevidsthed, og som han med skiftende held organiserede. Han skrev sange til møderne og holdt talrige taler. I sidste ende mistede han dog kontrollen med arrangementet og blev sluttelig sat helt uden for indflydelse af arrangementskomiteen. Hvorefter møderne ironisk nok ophørte.

Som en række andre betydelige kunstnere står Blicher i et tvetydigt forhold til sin egen tid. Mens det romantiske gennembrud fandt sted i København, var Blicher i Jylland som huslærer, og han kom aldrig indenfor på det københavnske parnas. Hans eneste nærmere bekendte blandt hans samtidige i den litterære verden var Ingemann, selvom venskabet vist har været nærmere fra Blichers side end fra Ingemanns. Han synes i skriveform på én gang for tidligt og for sent ude og har på mange måder større forbindelse med det sene 1700-tal og med det moderne gennembrud i det sene 1800-tal end med sin samtids litterære strømninger. Blicher lægger sig på en ikke ubetydelig afstand af romantikken, og kilderne til hans arbejde afviger fra romantikernes.