Trækfuglene

Særligt Blichers lyrik knytter an til førromantikken og i særdeleshed til Ossian, der også havde spillet en afgørende rolle for Ewald. Ossians digte, der udkom i England i 1761-1765, fremstår som en førmiddelalderlig, gælisk barde, Ossians, digtning, men er i hovedsagen udgiveren James MacPhersons eget arbejde. De er heroiske og elegiske, samlet om følelsen af storhed og tab og inspireret af den stormfulde natur, som omgiver scenerierne. Deres autenticitet blev omgående betvivlet, men deres succes var overvældende. Blicher var overbevist om digtenes ægthed.

Allerede i 1807-1809 udsendte han sin oversættelse af Ossian i to bind, Ossians Digte, og den blev fulgt op af to bind Digte (1814-1817), i hvis første bind inspirationen fra Ossian mere står i vejen for Blichers egen digtning end virker befordrende. Digte. Anden Deel optages i sin helhed af det store digt „Jyllandsrejse i sex Døgn“, der er Blichers første masketekst, da den udgiver sig for at være „Udført og beskreven af S. S. Blicher og S. S. Barbeer i Nibe“. Umiddelbart før udgivelsen af „Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog“ og efter en meget besværlig og langstrakt tilblivelsesproces kom endelig en samling nationale heltedigte, Bautastene (1823), med bidrag af Oehlenschläger, Grundtvig og Ingemann. På det tidspunkt havde Blicher allerede officielt taget afsked med poesien. Han følte ikke, at hans poesi mødtes med den anerkendelse, den havde fortjent, og han havde på grund af hverdagens mange gøremål svært ved at nå frem til den. I digtet „Farvel til min første Kjæreste!“ (1822) tager han afsked med poesien, som han hævder har forladt ham, og som han først regner med at møde igen i det hinsidige. Denne dystre forudsigelse viste sig dog ikke at være mere dækkende, end at lyrikeren Blicher stadig havde det bedste tilbage. Først i 1838 udkom hans lyriske hovedværk, digtsuiten Trækfuglene. Naturconcert, der er det eneste samlede værk i det øvrige forfatterskab, som kunstnerisk er på højde med novellerne.

Digtsuiten er i det væsentlige skrevet under en svær sygdom i 1837, hvad der afspejler sig i præludiet, hvor det lyriske jeg taler med sin umiddelbart forestående død som forudsætning. De berømteste af digtene i Trækfuglene er dette præludium, kendt som „Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk“, og digtkredsens ouverture (der også kendes med førstelinjen som titel: „Det er hvidt herude“). Derudover består digtkredsen af 30 digte, som hver behandler en af de danske trækfugle. Digtene enten henvender sig til fuglen, nogle gange endog i samtale, eller omtaler den. I et enkelt digt, „Gjøgen“, har fuglen selv fået ordet for at kunne videregive sin noget tvivlsomme livsvisdom til sin søn: „Min Søn! om Du vil i Verden frem, / Saa kuk!“ – et ekko af Werner Abrahamsons satiriske „Norma Morum, efter Tidernes Leilighed“ (1790), hvis første verselinjer lyder: „Min Søn, om Du vil i Verden frem, / Saa buk“. Digtkredsens undertitel genfindes i en række af digtene som brug af forskellige musikudtryk, selvom den musikalske metafor kun i enkelte af digtene føres helt igennem. Selvom fuglene opfattes realistisk og ikke allegorisk, tillægges mange af dem dog en karakteristisk personlighed, der giver Trækfuglene anledning til at satirisere over, hylde eller blot overveje forskellige menneskelige egenskaber. Således prises falken for sin villighed til at ofre rigdom for frihed, mens glenten anklages for at være bagvasker.

Digtsamlingens melankolske grundtema er anslået med præludiet. Det lyriske jeg venter på døden, og mange af digtene kredser derfor om døden og det hinsides. Det er tydeligt fx i digtet om silkehalen. „Nordens Phoenix“, som den kaldes, har hos jeget vakt håb om opstandelsen, så døden kun svarer til de flammer, fugl Fønix genfødes i. Det lyriske jegs tilbagevendende refleksioner over vinter og forår handler også om livet og døden. I digtet om „Skovduen“ skriver Blicher:

Thi nyd du mens Tid er din Foraarslyst!Alligevel tidlig nok kommer din Høst.Vær klog da og glæd dig imens du er ung!Den sildige Anger er bitter og tung:Naar Vinteren kommer saa kold og saa haardDu flytter jo dog til en anden Vaar.

Titlens trækfugle henviser altså ikke blot til de fugle, digtene konkret handler om, men også til menneskenes sjæle, der kun er sommergæster på jorden og med vinteren må flyve bort. I præludiet er sjælen trængt og udslidt, den kan ikke flyve så højt og synge så let, som den gerne ville, men sidder i stedet i sit bur med forrevne vinger og ser ud med længsel. Denne længsel bliver også til en vemodig foregribelse af døden, som skal sprænge jegets bur:

Mig bæres for, som ret snart i QvelAt Gitterværket vil briste;Thi qviddre vil jeg et ømt Farvel;Maaskee det bliver det sidste.

I „Svanen“ er døden rykket nærmere, og digterjeget taler direkte om den. Men samtidig kaster opstandelsen sit lys over ham. Digtet har udgangspunkt i den folkelige forestilling om, at svanen først synger i sin dødsstund. Digterens sang forstås på samme tid i forlængelse af og i kontrast til svanesangen. Som svanen synger digteren i sin dødsstund. Men hvor svanens sang er udtryk for, at dens tavse glæde ved livet svigter den i døden, der har digteren gennem livet haft et himmellys åbenbaret for sig, som også er hos ham i hans dødsstund. Ja, selv hvis digteren, som i præludiet, har sunget klagesange i livet, gør udsigten til opstandelsen hans svanesang til en „Sejerssang“.