Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Realismen i Blichers noveller

Oprindelig forfatter SAuken

For at læse Ossian lærte Blicher sig engelsk og kom derigennem i kontakt med en anderledes inspiration og en levende romantradition, som danner en væsentlig del af forudsætningen for hans prosaforfatterskab. Han henviser således til Samuel Richardson og Tobias Smollett og har sandsynligvis også læst Henry Fielding, ligesom han også kendte og elskede Laurence Sternes Tristram Shandy (1760-67). Han oversatte i 1837 Oliver Goldsmiths The Vicar of Wakefield (1766). Dermed blev hans litterære udgangspunkt væsentligt anderledes end hans samtidiges. Inspirationen fra de engelske romanforfattere genkendes i Blichers selvfølgelige talent for prosaen, og den har sat sig spor både i den mere direkte realisme, som er hans kendemærke, og i den selvkommenterende og drillende stil, hans fortællere ofte udfolder.

Novellerne var et forholdsvis sent produkt i Blichers værk: Det var en fuldvoksen mand med et ret stort forfatterskab bag sig, der i 1824 offentliggjorde „Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog“. Det umiddelbare incitament var økonomisk. A.F. Elmquist, hvis Læsefrugter Blicher tidligere havde skrevet til, betalte per side, og dermed var indtægten ved den hurtigere skrevne prosa betydeligt højere end ved poesi. Senere overtog Blicher – igen hovedsaglig af økonomiske årsager – udgivelsen i sit eget Nordlyset, som var mere ambitiøst og internationalt orienteret end Læsefrugter. Det udkom i årene 1827-1829 med Blicher selv som altdominerende bidragyder, og heri offentliggjorde han et imponerende antal noveller, herunder en række af sine bedste, samt sin oversættelse af Goldsmith. Efter at Nordlyset var gået ind, fordi abonnentskaren var blevet for lille, tog Blichers produktivitet som novelleforfatter af, og novellerne kom nu som drypvise bidrag til bl.a. de bogudgaver af hans noveller, der fulgte. Den første af disse kom i 1833-1836, hvor den københavnske forlægger Christian Steen foranstaltede en udgave af Blichers Samlede Noveller i fem bind. Heri tryktes bl.a. „Juleferierne“ og „Fjorten Dage i Jylland“ for første gang. Den forholdsvis store succes, denne udgivelse fik også i de dannede kredse i København, viser, at prosaen allerede da, knap ti år efter Blichers prosadebut, havde vundet fodfæste på det finlitterære marked. Senere kom bl.a. Kornmodn (1839), som rummer en af Blichers betydeligste noveller, „Skytten paa Aunsbjerg“.

Selvom Blichers noveller er talrige, er det en forholdsvis smal gruppe af tekster, der har sikret dem blivende interesse. Mange er metervarer skrevet med en umiddelbar indtægt for øje, de er kulørte og dramatiske underholdningshistorier, der ikke præges af større kunstneriske ambitioner. Kulørte, dramatiske og underholdende er også de bedste af hans noveller, men de er tillige mere end det. De er kunstnerisk sammenhængende og velafbalancerede stykker, skrevet med stilistisk præcision og med en nuanceret og dybtgående psykologi, og de stiller stadig så mange år efter deres tilblivelse læseren over for både lokkende og irriterende gåder.

Annonce

Realismen i Blichers noveller ligger i forlængelse af skriveformen hos hans engelske forbilleder. Den har ikke noget at gøre med almindelig sandsynlighed i novellernes handling. I Blichers noveller udspiller der sig som i den engelske romanlitteratur igen og igen begivenhedsforløb, der er fantastiske, usandsynlige eller endog fortænkte. Hans realisme er af en anden karakter. Den består for det første i en udfoldet bevidsthed om, at stoffet og scenen til en dramatisk og betydningsladet novelle ikke alene kan findes i samfundets øverste lag, og at fortællingen ikke behøver at sætte nationers skæbne på spil, men kan bevæge sig i alle samfundslag med lige alvor, og at dramatiske historier kan opstå, blot ved at begivenheder sætter disse miljøer i bevægelse på deres egne vilkår. For det andet består Blichers realisme i selve den måde, hvorpå de enkelte miljøer beskrives. De tegnes op uden tidens lokalkolorit og uden at opfattes som eksotiske. Hos Blicher lever miljøerne på deres egne præmisser ofte helt uden den poetiske realismes let forskønnende penselstrøg; de ligner virkeligt eksisterende miljøer. Også novellernes figurer optræder som fuldgyldige repræsentanter for dem. Deres problemer er deres egne, og deres handlingsmønstre er deres egne. Blicher er i høj grad en observatør af de konkrete begivenheder, personer og miljøer, som omgiver ham. Det viser sig bl.a. i den langt mere realistisk opfattede natur, der fremtræder i hans noveller og digte. Naturen er først og fremmest sig selv. Blichers naturbeskrivelser er den fastboendes sansninger af sin omverden, ikke en gæsts henførte sværmeri. Hans evne til at tegne naturen i konkrete detaljer er på højde med de bedste af naturalisterne. Naturen er derfor heller ikke gennemtrængt af en samlende ånd, der reagerer levende på de begivenheder, som udspiller sig i menneskenes verden. Den kan nok gøres til genstand for fortolkning, som det sker i Trækfuglene og i „Hosekræmmeren“, men denne fortolkning er altid enten menneskets overføring af sin egen personlighed eller sin egen situation på naturen eller en fortolkning, som aktivt løfter naturen ind i menneskets verden, den er ikke noget naturen iboende, som læses ud af den.

Blichers engelskinspirerede vilje til at lege med fortælleformerne har sit måske tydeligste udtryk i en særlig gruppe tekster i novelleforfatterskabet, de såkaldte Peer Spillemand-noveller. Her er Blicher trådt ind bag en maske og lader en fiktiv fætter optræde som novellernes fortæller. Dog optræder han selv gentagne gange som novellernes udgiver eller er på andre måder involveret i dem. Selvom der afsættes en hel separat fortælling til at lade Peer Spillemand præsentere sig, er han ikke en stabilt tegnet figur. I „Ak! hvor forandret!“ (1828) er han således en københavnsk nar, som dummer sig i det jyske, mens han i „Kærlighed paa Dagvognen“ (1844) kan gøre sig lystig over den af sine medpassagerer, som ikke har sans for hans sang på jysk dialekt. I „Eva“ (1828) træder han diskret tilbage for en af sine venners egenhændige gengivelse af sin historie, mens han i „Baglænds“ (1839) livligt griber ind i, organiserer og kommenterer sin historie. Peer Spillemand tillader Blicher at lege med forskellige fortælleformer og at træde ind i skælmerollen og bl.a. lade sin fortæller bevidst lure på de andre figurer. Mest ekstrem og overraskende vellykket er fortælleformen i netop „Baglænds“, hvor rækkefølgen på kapitlerne er byttet om, så novellen begynder ved historiens slutning og slutter ved dens begyndelse. Det giver en paradoksal tekst, hvor den lidt banale kærlighedshistorie står i knivskarp kontrast til den egensindige form.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Realismen i Blichers noveller i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476669