Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hosekræmmeren

Oprindelig forfatter SAuken

Imellem den retrospektive fortællestruktur i „Sildig Opvaagnen“ og de rapporterende former i de to dokumentfiktioner finder vi „Hosekræmmeren“ (1829). Formelt har vi at gøre med en retrospektiv fortælling, men fortælleren stiller sig langt tættere på sit stof, end Wilhelm gør i „Sildig Opvaagnen“, og lader hverken sit formodede vidensmæssige forspring eller sine senere bedømmelser af situationen skinne igennem. Han holder sig vedblivende til den viden og de bedømmelser, der var til rådighed, da han oplevede begivenhederne. Fortælleren er en dannet mand, som for sin fornøjelses skyld vandrer på den jyske hede. Her træffer han to gange på den samme bondehytte og stopper begge gange på visit. Ved det første besøg møder han hedebonden Michel Krænsen, hans kone, datteren Cecil samt hendes tilbeder Esben. Fortælleren erfarer, at der er en stor og gengældt kærlighed mellem de to unge, men Esben er ikke velhavende. Michel vil derfor ikke give sit samtykke og regner ham ikke for noget. Netop som fortælleren er på besøg, kommer Esben for at tage afsked med familien. Han er på vej til hertugdømmerne, til Holsten, i håbet om at tjene tilstrækkeligt til at kunne accepteres som Cecils bejler. Han beder ved sin afsked Michel om ikke at være for hastig med at gifte Cecil bort, men denne afviser brysk, og Esben advarer ham da om, at „dersom I tvinger Cecil til nogen Anden, gjør I stor Synd baade mod hende og mig.“ Fortælleren overvejer at gribe ind til forsvar for de unges kærlighed, men lader være, efter eget udsagn fordi han kender hedebønders stædighed; og han er i øvrigt på sin vis enig med faderen i, at der må være solid materiel grund under et ægteskab, hvis det skal fungere. I denne uafklarede situation forlader fortælleren familien og genfinder den først seks år senere, da han under sine vandringer igen kommer på de kanter. Han ser da først ved sin indtræden Cecil, som tydeligvis er blevet sindssyg, og får bagefter historiens videre, tragiske forløb genfortalt af hendes mor. Kort efter Esbens bortrejse bejlede den rige Mads Egelund og fik trods Cecils modstand faderens accept, men det var mere, end hun kunne bære, og da der blev lyst for dem i kirken for tredje gang, brød et vanvid ud i hende. Hun erklærede, at der allerede var lyst tre gange for hende og Esben i paradis, og troede sig fra da af død og i paradis med ham. Da Esben selv senere vendte hjem som en holden mand efter at have arvet en betydelig formue fra en fjern slægtning, reagerede Cecil med rædsel og afvisning. Esben blev forfærdet, men indvilligede dog i at sove hos dem, da det var uvejr udenfor, og man måske kunne håbe på en bedring hos Cecil, nu da han var kommet. Om natten sneg den sindssyge Cecil sig imidlertid over til hans seng og skar halsen over på ham, så han kunne være i paradiset hos hende. Denne nye tragedie var for meget for Michel Krænsen, og han døde kort efter. Samme dag som han blev begravet, faldt Cecil i en dyb søvn. Hun vågnede først tre dage senere og var da ikke længere sindssyg, skønt formørket af savn og sorg. Det forsøgtes holdt hemmeligt for hende, at hun havde dræbt Esben, men da Mads Egelund atter bejlede og atter fik nej, afslørede han ondskabsfuldt den forfærdende hemmelighed for hende, og hun faldt atter tilbage i sindssygen, denne gang for bestandig. Fortælleren forlader huset i forfærdelse, og selv den omgivende natur synes ham nu at spejle de rædsler, han har hørt om.

Igen vidner brugen af den synsvinkel, hvorfra der fortælles, om Blichers tekniske mesterskab. Fortællerens første besøg indtræffer før afgørelsens stund, hvor alle muligheder endnu synes åbne, og udfaldet ikke kan gættes, og fordi det fortællende jeg ikke blander sig med sin overlegne viden om forløbets udfald, kan læseren få lov til at fantasere om handlingsforløbets lykkelige udgang sammen med det oplevende jeg. Men ved det andet besøg viser det sig, at de kræfter, der var i bevægelse mod hinanden i scenen, ikke kunne kontrolleres. Såvel Michel Krænsen som Esben og Cecil optræder, som de må gøre fra deres udgangspunkt, men ingen planlægning lykkes, og de føres alle tre i undergangen. Denne ulykke præsenteres særligt knugende, fordi fortælleren allerede ved sin indtræden ser ulykken i den syge piges skikkelse, inden historiens tragiske forløb forklares. Igen er det ved at holde synspunktet tæt på det oplevende jeg og ikke lade en senere instans gribe forstyrrende ind, at novellen opnår sin effekt.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Hosekræmmeren i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476671