Den lidende digter

Ved åbningen af Nye Digte ligger ambitionsniveauet endnu på samme titaniske højde. Samlingens andet digt, „Musens Fødsel. En Mythus“, tager udgangspunkt i en kendt myte, nemlig at forstandsgudinden Athene sprang af Zeus' pande. Digtet beskriver – i Staffeldts frie tildigtning – hvordan overguden efterfølgende gribes af en dyb „Kunstnerlængsel“ og skaber skønne naturfænomener: regnbuen og aftenrøden. Længslen bliver dog først udløst, da musen med Harmonias hjælp springer af hans bryst som svar på hans længsel efter det ideale. Derved ophøjes selv overguden:

Nyforgudet, Guden luer, Da han i sin Datters Pragt Henrykt Idealet skuer Til sin Guddoms Fryd og Magt. Evig ved hans Hjerte hviler Nu hans Hjerteblomst til Pryd; Jorden kun i Kunst udsmiler Anelser om Gudens Fryd.

Hvor kunstneren i afslutningen af Digte 1804 hævede sig til et nærguddommeligt stade, er kunsten nu blevet så stor, at selv Zeus ser hen til den som sit ideal, og at den kan forny selv hans guddommelighed.

Fra dette spidspunkt gennemfører Nye Digte nu en nedadgående bevægelse, der ikke synes upåvirket af den medfart, der var blevet Staffeldts første digtsamling til del. I det næste store digt om digtekunsten, som samlingen rummer, „Til en ung Digter“, tales der rigtignok om digterens guddommelige kald, men det sker på baggrund af en intens, nærmest monoman beskrivelse af hans isolation og lidelse i verden. Billedet af digterens guddommelighed er ikke blevet mindre, men det har forandret sig:

Forglemmer du da selv, Ulykkelige! At denne Verden ikke er dit Rige, Og at du Æolsharpen er, hvorpaa Sig Verdensaanden fuldt udtoner?At derfor du til Lidelser skal gaae,Du Tidens haanede Forsoner,Et Offer, smykt med Livets Tornekroner?

Her optræder digteren i rollen som den lidende Kristus, der nok forsoner tiden, men ikke har sit rige i denne verden (også med henvisning til lidelseshistorien) og bliver et offer smykket med tornekroner. Ambitionen er intakt, men ekstasen over den er afløst af lidelse, og digtet fortsætter da også med en beskrivelse af, hvordan digteren skal lære, at hans poesi er lige meget værd, selv hvis den forbliver skjult for verden, som var den et uset, men smukt blomstrende træ i det afrikanske øde. Det er svært helt at undgå den tanke, at den unge digter, der tales til, er ham, der udsendte Digte 1804.

Denne tendens går igen i det dramatiske digt „Camoens“ og i „Til Musen“. Men nu endnu tydeligere i betoningen af digtningens negative sider for digteren. I det dramatiske digt ser man ham dø i ørkenen, forladt og forskudt af den verden, der ikke har værdsat hans kunst efter fortjeneste. I digtet til musen optræder hun i rollen som en forvildet, krampagtig og fortvivlet „Furie“, jeget må bede om nåde fra. Sit spidspunkt når det mørke billede af digtekunsten i det sidste af afdelingens digte, som også bærer titlen „Til Musen“. Dette digt er en spejling såvel af „Musens Fødsel“ fra samlingens indledning som af „Indvielsen“ længere tilbage. Det rummer desuden åbenlyse referencer til flere af Staffeldts andre digte med poesien selv som central genstand: „Prometheus eller Menneskets Skabelse“ og „Ved et Æbletræ, som i Sept. 1804 paa eengang bar Frugter og Blomster“.

Dermed og også ved sin placering i samlingen kommer digtet til at stå som en – skulle det vise sig: afsluttende – kommentar til Staffeldts egne digte om poesien. Digtet rummer en negativ eksplosion – nærmest en implosion – i billedet af digtekunsten. Musen omtales som forræderisk, som en „Vampyr, som suger Hjertet ud“, og som „Drømmens Moder, Løgnens Datter“. Digtet er tilbage ved udgangspunktet fra „Indvielsen“: at mødet med musen i det jordiske fanger mennesket i en længsel efter det guddommelige. Men forventning er blevet til desillusion – det konstateres, at jeget ved mødet med musen er blevet bundet „Til Alt, hvad ingen her opnaaer“. Digtet beskriver ikke som „Musens Fødsel. En Mythus“ musen som en yndig datter af Zeus, der forguder ham på ny, men som en tyv, der som Prometheus skal stjæle fra Zeus: skal liste sig ind i hans rige, mens han sover, for at tilrane sig den ideale skønhed, der i de tidligere digte var hendes og digterens indlysende Det formastelige ønske må dog forblive uindfriet, for ved digtets slutning griber Zeus selv straffende ind:

Men Vee mig! Vee!Var det Lynet? hulde Musa, see!Ha, Tordne alle Rædsler vækker, Zeus i Vrede Bierget flækker – Hulde Musa, red mig, red!Kan du ikke Guders Rige Til vor Klode drage ned, O saa lad dog Jordens Rædsler vige! Dølg dem med dit blomsterfulde Fjed!

Dette er på en gang paradoksalt og konsekvent. Det er paradoksalt, fordi et forfatterskab, der så intenst som Staffeldts har beskrevet den overjordiske idealitet som den sande virkelighed for poesien, her henviser digtekunsten til en rent jordisk opgave. Men det er samtidig konsekvent, fordi den digtekunst, som er henvist til det jordiske, i samme bevægelse beskrives som et bedrag: Dens opgave er at skjule, hvordan det i virkeligheden forholder sig med det jordiske, for det jordiske i sig selv har ingen værdi, kun „Rædsler“.