Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den guddommelige digter

Oprindelig forfatter SAuken

Kunstneren som skikkelse står centralt i Staffeldts værker. Der er formentlig ingen digter i den danske litteratur, som har haft så høje fordringer til digterens opgave. Hans arv på dette punkt er både dansk og tysk, både førromantisk og romantisk. På dansk grund havde allerede Ewald og Baggesen voldsomt udvidet forestillingen om, hvad det indebar at være digter. Digteren var ikke længere ydmyg tjener for en mæcen eller høj herre, men en selvstændigt skabende skikkelse, der frembragte sit værk af sit indre og som resultatet af en selvstændig vilje til at skabe, snarere end mod betaling. Denne digterfigur møder man hos Staffeldt allerede i hans tidligste forfatterskab, når han i „Digteren. Rhapsodie“ (1792) beskriver en digterfigur, hvis kunst bliver til i et inspireret samspil med naturen og med de højeste og dybeste virkeligheder:

Naar Anelsen bag Stierners Lys
Hvor Haabets Vinger bange falde,
Forraader ham et Paradiis
Hvorhen ham Fædres Siele kalde –
Da knæler han – som Offerrøg
Opstiger stille Damp fra Engen –
Ved Roden af en hellig Eeg,
Andægtig rørende ved Strengen;
Og ved dens første, svage Lyd
Hans Aand saa bange – salig bæver;
Indtil den nu til Guders Fryd
Paa Harmoniers Hav undsvæver.

Allerede her er billedet af digteren så ambitiøst, at han ikke alene synger til glæde for mennesker, men til „Fryd“ for guderne. Dette billede udvikles videre i Staffeldts romantiske forfatterskab. Et af de mest radikale og hyppigst forekommende træk i romantikkens billede af digte-kunsten er forestillingen om, at digteren er Skaber med stort S og bærer af en hel verden, som enten er normgivende for den verden, andre mere almindelige mennesker lever i, eller – i de tilfælde, hvor den er usynlig for andre mennesker – stadig rummer en dybere sandhed om tilværelse, natur, eksistens end den verden, andre lever i. Digteren har med poesien kontakt til naturens dybeste urkilder og kan derfor se og skabe dybe betydninger. Poesien er altså noget andet og langt mere omfattende end blot velklingende vers. I distichondigtet „Genien“ (1804) skriver Staffeldt:

Poesie er det Blod som fra Verdenens Hierte udstrømmer
Og til sit Udspring igien bølgende skynder sig frem;
Poesie er den dybe den alnærværende Alaand
Hvor han udtrykker sig meest, Verdenens Øie den er;
Poesie er indskrænket Evighed, Alt i det Eene,
Guddommen er Poesie, Tiden Indfatningen er.

Det betyder, at digterens rolle som frembringer af poesien bliver omfattende og ambitiøs. Som skaber er han nært knyttet til en anden skaber – Gud, der på romantikkens manér hellere løftes op i filosofiske og poetiske fremstillinger end behandles i teologiens kirkelige og systematiske begreber.

Annonce

Denne digterambition antager en række forskellige former i Staffeldts forfatterskab. Udviklingen af digterrollen igennem de to digtsamlinger er betegnende. I Digte 1804's første tekst „Indvielsen“ møder vi den som en uovervindelig længsel efter en forening af himmel og jord i det jordiske, udløst af musens indviende kys. Denne opfattelse af digterens bestemmelse er rigtigt blevet forstået som program for Staffeldts digtning, men man savner ofte den videre forståelse, at den samtidig er indledning eller – om man vil – indvielse til digtsamlingen, og at digterrollen udvikles igennem Digte 1804. I „Digterlængsel“, som åbner anden del af samlingen, er længslen efter enheden af himmel og jord historiceret, således at den retter sig imod en tabt guldalder, hvor foreningen var fuldbyrdet, og som der nu kun er et svagt minde tilbage af. Til gengæld fuldbyrdes kunstnerens bevægelse imod altet i „Paa Toppen af Mont-Cenis“, der optræder få tekster efter „Digterlængsel“. Digtets scene er en altomrystende storm, hvor alting går i et, set fra en bjergtop. Vandet i søerne løfter sig, mens træer og bjerggeder i en modsatrettet bevægelse gribes og styrtes ned fra bjergene. Alt rammes og forenes af skrækken. Tordenen er så voldsom, at de enkelte drøn forsvinder, øjet blændes af lyn, der kommer så tæt, at man ikke kan skelne dem fra hinanden. Men midt i dette står digteren, som ved at digte om begivenheden – sætte den kunstnerisk i form – erobrer magten over den og dermed svinger sig højt, højt over uvejret:

Ja! naar Sole aldrende udbrænder,
Kloder smuldre – da udødelig,
Da guddommelig jeg mig erkiender,
Og o Alaand! Fader hilser dig.

Denne umiddelbare forbindelse mellem digteren og al-ånden genfindes i Digte 1804's afsluttende tekst, „Digterbekiendelse“. Heri bliver digterens guddommelige kald tydeliggjort allerede fra begyndelsen:

Jeg kan, jeg vil, jeg tør mig ikke lempe,
O Venner! Efter Tidens usle Bud,
En himmelsk Ild, som ingen Magt kan dæmpe,
Dybt af mig selv til Vinger bryder ud,

„Digterbekiendelse“ er mere end blot åndsaristokratisk. Poesien er guddommelig, og digteren med den. Tiden og de mere almindelige mennesker i samfundet er bundet til en lav, plat materialitet, der nok kan true med at undertrykke, men ikke på nogen måde kan nå digterens høje flugt. Digteren er at ligne ved en kæmpeørn, der flyver højt for kun at hvile på selveste Zeus' scepter. I geniet forenes tilværelsens modsætninger, og tiden løftes op i evigheden, så han står på det schellingske indifferenspunkt (se Romantisk filosofi – Kant, Fichte, Schelling), som også Steffens' forelæsninger henviste til som tilværelsens højdepunkt. Stående der indtager han – igen i nær kontakt med Schelling – en central stilling i al-åndens selverkendelse, netop idet han står på afstand af tiden:

Og ei er den en Genius som brænder
Sit Offer af for den medfødte Tid,
Kan Millioner laurbærfulde Hænder
Belønne Kunsten, ved hvis høie Id
Den store Alaand sig i os erkiender
Og vi i ham, i Evigheden Tid?
Alaandens Blik igiennem Kunsten tindre,
Hans dagende Bevidsthed i vort Indre.

Ambitionen er endnu mere højtsvunget end i „Paa Toppen af MontCenis“. Digteren er nu selv bærer af guddommen og er nødvendig for dens udvikling til bevidsthed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Den guddommelige digter i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 30. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476736