Før Johannes går i gang med at forføre Cordelia, gør han rede for forførelsens begrebslige principper: „Det bliver altsaa det strategiske Princip, Loven for alle Bevægelser i dette Felttog, altid at berøre hende i en interessant Situation. Det Interessante er altsaa det Gebeet, paa hvilket Striden skal føres, det Interessantes Potens skal udtømmes.“ Man kan ikke sige andet, end at det interessantes potens bliver udtømt i Forførerens Dagbog. Ordet gentages i forskellige former op mod tredive gange i løbet af romanen, og selv udgivelsen af romanmanuskriptet er interessant. Da æstetiker A finder manuskriptet til Forførerens Dagbog i en sekretær, skynder han sig at lave en afskrift af det, blegnende og næsten besvimende af angst. Forbrydelsen rummer tydeligvis sin egen fascination: „en ond Samvittighed er dog istand til at gjøre Livet interessant.“

Det københavnske borgerskab modtog den fordærvede forførelseshistorie med en tilsvarende blanding af angst og fascination. Forførerens Dagbog er et af de vigtigste eksempler på biedermeiertidens forkærlighed for det interessante, forstået som en splittelse mellem den anstændige borgerlighed på overfladen og de forbudte lidenskaber nedenunder. Men Kierkegaard tilbyder vel at mærke sin helt egen filosofisk gennemarbejdede version af det interessante. Hos Kierkegaard drejer det sig ikke om en hvilken som helst splittelse, men mere specifikt om den splittelse mellem umiddelbarhed og refleksion, som er karakteristisk for syndefaldet. Johannes er forfører ligesom sin navnebror Don Juan, men de er det på to meget forskellige måder. I den afhandling om Mozarts opera, som er trykt i starten af Enten-Eller, bliver Don Juan karakteriseret som en umiddelbar forfører, der bedårer kvinderne med sin uimodståelige „sandselige Lidenskab“. Johannes Forføreren er derimod en reflekteret forfører; han tilrettelægger forførelsen som et gennemkalkuleret og grusomt eksperiment med et andet menneskes følelser.

Den reflekterede forfører nyder ikke så meget pigen selv som hendes sjælelige udviklingshistorie. Et af romanens vigtige billeder på Cordelias udviklingshistorie er en skumfødsel, sådan som man kender den fra den græske gudinde Afrodite (med tilnavnet Anadyomene). Overgangen fra umiddelbarhed til refleksion bliver her anskueliggjort som en opstigning fra vand til luft: „Hun er bestandig en Anadyomene, kun at hun ikke stiger op i naiv Ynde, eller i unbefangen Ro, men bevæget af Elskovens stærke Pulsslag, medens hun dog er Eenhed og Ligevægt.“ Lidt ovenfor giver Johannes et mere detaljeret billede af skumfødslen, denne gang med en hvid åkande, en nymphæa alba, i rollen som Afrodite:

Oderint, dum metuant, som om kun Frygt og Had hørte sammen, medens Frygt og Kjærlighed slet Intet havde med hinanden at gjøre, som om det ikke var Frygt, der gjorde Kjærlighed interessant? Hvad er det for en Kjærlighed, med hvilken vi omfatte Naturen, er der ikke en hemmelighedsfuld Angst og Gru i den, fordi dennes skjønne Harmoni arbeider sig frem af Lovløshed og vild Forvirring, dens Tryghed af Troløshed. Men netop denne Angst fængsler mest. Saaledes ogsaa med Kjærligheden, naar den skal være interessant. Bag ved den bør der ruge den dybe, angstfulde Nat, hvoraf Kjærlighedens Blomst springer frem. Saaledes hviler nymphæa alba med sit Bæger paa Vandets Overflade, medens Tanken ængstes ved at styrte sig ned i det dybe Mørke, hvor den har sin Rod.

Oderint, dum metuant betyder „lad dem hade, når blot de frygter“; ifølge Johannes er frygten tydeligvis en vigtig ingrediens i det erotiske. Man kan nyde en ung kvinde som skønhed, og så betragter man hende, ligesom man betragter den åkande, der hviler roligt og frygtløst på vandoverfladen. Set i det perspektiv er kvindens skønhed umiddelbar og yndefuld, og det kan ifølge Johannes være udmærket, men også netop overfladisk. Man kan imidlertid også nyde kvinden som interessant, og så lader man sig ikke bare bedåre af den kønne blomst på overfladen, men kigger fascineret mod rødderne nede i dybet. Denne mere avancerede nydelse opstår først, når man igangsætter den sjælelige udvikling, der fører fra umiddelbarhed til refleksion. Frygt, angst, forvirring og troløshed er bivirkninger af syndefaldet; det er de negative psykologiske fænomener, der opstår, når individet gør sig fri af sine vante sociale og værdimæssige orienteringer. Dybet af vild forvirring og retningsløshed nede under vandoverfladen er med andre ord en version af den nihilistiske afgrund, som Sokrates lod sine ofre falde ned i.

Man kan vælge mellem at nyde en ung kvinde som skøn og som interessant, men man kan ikke nyde hende som reflekteret. I det øjeblik, hvor skumfødslen er nået til vejs ende, og hvor Cordelia er kommet til fuld bevidsthed om sig selv og sin seksualitet, er Johannes ikke længere interesseret i hende. Det konstateres brutalt på romanens sidste side: „Jeg ønsker ikke at mindes om mit Forhold til hende; hun har tabt Duften.“ Hvis man vil udtømme det interessantes potens, må man altså udstrække syndefaldets sølvglimtende øjeblik til en månedlang tilstand. Strategien er at gøre skumfødslen til en fødsel med komplikationer, og i det øjemed anvender Johannes en ironisk „dobbelt Bevægelse“ af lidenskab og kulde. På den ene side opflammer og beruser han Cordelia erotisk, på den anden side sørger han omhyggeligt for at punktere hendes begejstring med kølig ironi. „Hun er bestandig en Anadyo-mene,“ hed det i citatet ovenfor, og den upåfaldende formulering er i virkeligheden ganske radikal: som bestandig Anadyomene er skønhedens gudinde fanget i en endeløs og uafsluttelig skumfødsel.

Den interessante splittelse mellem umiddelbarhed og refleksion er ikke bare noget, man kan studere i Cordelias udviklingsproces, den findes også indenfor i Johannes. På trods af sin kuldslåethed bliver han forelsket, da han møder Cordelia i starten af romanen, og den erotiske lidenskab giver ham mulighed for at spalte sig i umiddelbarhed og refleksion: „Hvor er det skjønt at være forelsket, hvor er det interessant at vide, at man er det. See det er Forskjellen.“ Johannes er spaltet i væren og viden, og lidt tidligere i dagbogen beskriver han denne spaltning i et billede, der foregriber Anadyomene-billedet:

Neppe kjender jeg mig selv. Mit Sind bruser som et oprørt Hav for Lidenskabens Storme. Dersom en Anden kunde see min Sjæl i denne Tilstand, vilde det synes ham, at den som en Jolle borede sig med Spidsen ned i Havet, som om den i sin rædsomme Fart maatte styre ned i Afgrundens Dyb. Han seer ikke, at oppe i Masten sidder der en Matros paa Udkig. Brus op I vilde Kræfter, rører Eder Lidenskabens Magter, om Eders Bølgeslag end kaster Skummet mod Skyerne, I formaae dog ikke at optaarne Eder over mit Hoved; jeg sidder rolig som Klintekongen.

Ligesom Cordelia i sin skumfødsel befinder den forelskede Johannes sig på grænsen mellem vand og luft, mellem umiddelbar lidenskab og kølig refleksion. Forskellen er blot, at Johannes ikke bevæger sig fra det ene element til det andet. Han bevæger sig i det hele taget ikke ud af stedet, men sidder blot „rolig som Klintekongen“ og nyder betragtningen af sine egne rørelser. Ligesom hos Aarestrup – som Kierkegaard spadserede i de københavnske gader med – er en erotisk situation interessant, når den er spaltet i væren og viden, i nærhed og distance, i rus og rutine.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Det interessantes potens.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig