Wilhelm Marstrand: Søren Kierkegaard, tegnet ca. 1870 efter erindringen.

.

Den første bog om H.C. Andersen blev ved et besynderligt tilfælde skrevet af Søren Kierkegaard (1813-1855). Den danske guldalders to verdensberømtheder boede i samme by og færdedes som unge i nogenlunde de samme kredse, men havde ikke meget med hinanden at gøre. Bortset fra i september 1838, da en ukendt, 25-årig teologistuderende ved navn Kjerkegaard debuterede med en meget lang anmeldelse af Kun en Spillemand, den otte år ældre succesforfatters seneste roman. Anmeldelsens titel var excentrisk, Af en endnu Levendes Papirer. Udgivet mod hans Villie af S. Kjerkegaard, og stilen var ekstravagant og akademisk, så Andersen forstod ikke så meget. Men han forstod nok til, at han måtte have „kølende Pulvere“, og til, at han halvandet år senere var nødt til at gøre nar af Kierkegaards uforståelige sprog i en vaudeville.

Andersen havde god grund til at være fornærmet. Ifølge Kierkegaard er problemet med Andersen, at han mangler en „Livs-Anskuelse“. En livsanskuelse er en „Total-Overskuelse“, der kan få livets enkeltfænomener til at falde på plads i en meningsgivende helhed. Overskuelsen, skriver Kierkegaard med en landskabsmetafor, kræver „et Hvilepunkt, et Bedested, hvor vi kunde samle os og skue tilbage.“ I dag ville man kalde et bedested for en rasteplads, og det er manglen på et panoramisk udsigtspunkt af den slags, der gør H.C. Andersens liv usammenhængende og meningsløst. Andersens mangelsygdom ytrer sig ved, at han tillader „sit Liv altfor meget at futte ud,“ mener Kierkegaard. Og den skaber også problemer for Andersens litterære værker, der bliver flagrende og fragmenterede. Kierkegaard bruger det meste af sin lange anmeldelse på at vise, hvordan Andersens „Pen ikke blot slaaer Klatter, men ogsaa slaaer Sladder.“

Det er påfaldende, hvor mange forskellige metaforer Kierkegaard kan finde, når han skal beskrive Andersens mangel på totaloverskuelse, og grunden er, at han har det samme problem selv. Det fremgår af Kierkegaards dagbøger, som han begyndte at føre i denne periode. Et sted skriver han, at han mangler en „Ankerplads“ og et „Brændpunct“, der ville kunne sikre, at hans liv ikke opløser sig i et væld af enkeltheder. Modsætningen mellem totaloverskuelse og adsplittelse går tværs igennem Kierkegaards egen person.

Den går også tværs igennem Kierkegaards samtid. Goethes begreb om dannelse udsprang af en bekymring for, at det enkelte menneske skulle blive adsplittet i et mylder af usammenhængende professionelle færdigheder i stedet for at udvikle sig til en afrundet personlighed. I kølvandet på Goethe forestillede periodens dannelsestænkning sig, at mennesket kunne udfolde sin personlighed harmonisk ved at folde den ind i det omgivende samfunds kulturelle værdier. De vigtigste navne var i den sammenhæng den tyske filosof G.W.F. Hegel og på dansk grund Johan Ludvig Heiberg. Den unge Kierkegaard var under stærk påvirkning fra både Hegel og Heiberg, og det er da også deres dannelsesforestilling, som han gør gældende over for Andersen: Hvis Andersen vil skaffe sig den livsanskuelse, han mangler, burde han kaste sig over et fordybet studium af filosofi og litteratur eller indtage „en bestemt Stilling i Staten“. Planen var oprindelig, at Andersen-anmeldelsen skulle trykkes i Heibergs tidsskrift Perseus, og selvom det ikke gik sådan, er det tydeligt, at anmeldelsen fungerer som en slags ansøgning om at blive lukket indenfor i varmen på det københavnske litteraturparnas.

I generationen før Kierkegaard spillede den samme modsætning mellem totaloverskuelse og adsplittelse en vigtig rolle i romantikken. Romantikerne var bekymrede for, at forstandens regler og begreber skulle splitte den moderne verden op i særinteresser og mekaniske lovmæssigheder, men gå glip af den dybere, dynamiske enhed i verden. Den form for totaloverskuelse, som Henrich Steffens og H.C. Ørsted kredsede om, handlede om et mere basalt princip – en ånd i naturen – neden under forstandens overfladiske kategoriseringer. Ikke bare Hegel og Heiberg, men også romantikken spillede en stor rolle for den unge Kierkegaard, som var fortrolig med tyske romantikere som Friedrich Schlegel, Jean Paul, E.T.A. Hoffmann og Ludwig Tieck. Kierkegaards bidende kritik af den åndløse og indskrænkede spidsborger er eksempelvis romantisk tankegods. Både Kierkegaards og Andersens brudfyldte og ironiske stil ligger i umiddelbar forlængelse af romantikernes litterære program. Læst med moderne øjne kan Enten-Eller virke som en besynderlig blanding af fragmenter, småafhandlinger, breve og fiktionsfortællinger, men i den romantiske litteratur var den slags genreblandinger hverdagskost.

Kierkegaard adskiller sig imidlertid fra både dannelsestænkningen og romantikken ved at opleve modsætningen mellem totaloverskuelse og adsplittelse som et langt mere uløseligt og ulideligt problem. Det er endnu ikke så tydeligt i debutværket, men bare et par år senere er uforsonlighed og uforsonethed noget af det mest iøjnefaldende ved Kierke-gaard åndelige gemyt. Ifølge Kierkegaard er splittelsen ikke et problem, som der kan findes en forsonlig løsning på, ved at man kaster sig over et studium af den foreliggende kultur, og heller ikke ved, at man skuer en dyb enhed i naturen. Allerede Andersen-anmeldelsen kredser om, hvordan meningen i et menneskeliv kan futte ud, når sammenhængen i livet mangler. I resten af forfatterskabet lægger Kierkegaard en ubegrænset sproglig opfindsomhed for dagen, når han skal beskrive alt det, der spænder ben for totaloverskuelsen. At mangle sammenhæng i livet er at udsvede sig selv i en modbydelig lummerhed, at henlefle sit liv tankeløst, at lade sit liv gå hen i sladder, at sjuske sig gennem livet, at leve ligesom ud af sig selv, at blive flere, at forvandle sig til et umenneskeligt tusindben, at være ude af stand til at møde personligt op til dommedag – og så videre.

Før Kierkegaard var begrebet eksistens blot en betegnelse for, at et eller andet findes i verden. Fra og med Kierkegaard – ikke mindst i den såkaldte eksistensfilosofi i Kierkegaards filosofiske kølvand – er det blevet en betegnelse for det konkrete menneskeliv, der stiller spørgsmålet om sin egen mening. Eksistens er Kierkegaards begreb for den fortvivlende vanskelige opgave, som det er at nå frem til en totaloverskuelse af sit eget liv. Med Andersen-anmeldelsens ord er at eksistere at kæmpe imod, at ens eget liv futter ud. Når den eksistentielle helhed er et problem, er det fordi det eksisterende menneske i sit væsen er spaltet – i sjæl og krop, evighed og timelighed, idé og kartoffel. Sagt på en anden måde har den eksisterende på én gang den unge Andersens erfaringer med adsplittelsen og den unge Kierkegaards længsler efter totaloverskuelsen.

På den ene side rummer eksistensbegrebet en erfaring med alt det i livet, der spænder ben for den pæne og meningsfulde helhed. At eksistere er at leve sit eget konkrete menneskeliv, der lige netop ikke tilbyder den slags brændpunkter og udsigtspunkter, hvor man kan samle sig og skue tilbage. Et ufærdigt menneskeliv vil aldrig kunne falde på plads i en sammenhængende mening, men vil uomgængeligt være „stykkeviist“. På den anden side stiller eksistensbegrebet den opgave, at der alligevel skal skabes sammenhæng i det stykkevise. At eksistere er også at holde sammen på sig selv, at blive hel. Det, som i Andersen-anmeldelsen hed totaloverskuelse, omtales i de senere værker som Heelhed, Sluttethed, Continueerlighed, Eenhed, Sammenhæng, Concentration, Conseqvents, Overeensstemmelse med sig selv, og meget mere.

Kierkegaard bliver ikke træt af at harcelere over datidens kunst og filosofi, der var leveringsdygtig i bekvemme forsoninger og totaloverskuelser. Særlig slemt var det hos Hegel og periodens talrige hegelianere, mente Kierkegaard, for de beskæftiger sig med den verdenshistoriske totaloverskuelse uden at have blik for de konkrete detaljer, der modarbejder meningen i det enkelte menneskes eksistens. Med et begreb, som ikke fandtes på Kierkegaards tid, kan man sige, at Kierkegaard kritiserer den skønne kunst og den hegelske filosofi for at være kitsch: en slags forløjet glansbillede, der er frembragt ved at se bort fra alt det negative, alt det smertefulde og meningsløse, der faktisk findes i menneskelivet.

Eksistensbegrebet medfører med andre ord en grundlæggende filosofisk perspektivforskydning fra fugle- til frøperspektiv. Inden for filosofien har man typisk stillet spørgsmålet om subjektivitet fra fugleperspektiv, det vil sige som et problem, som man kan behandle fra et filosofisk kateder. Kierkegaard insisterer på at se menneskelivet nede fra gulvniveau i det enkelte menneskes konkrete liv, med alt hvad dertil hører af usammenhæng og uoverskuelighed. Han nøjes ikke med at belære sine læsere om, at det er en rigtig god idé at have en meningsgivende totaloverskuelse. Hans metode er snarere negativ: Det drejer sig om at analysere, hvordan et menneskeliv kan mislykkes, og denne analyse foretager han ved at skabe et mylder af fiktive figurer, der plages af negative psykologiske fænomener som indesluttethed, tungsind, angst og fortvivlelse. „Viig bort afsindige Meningsløshed med dit smilende Fjæs,“ lader Kierkegaard en af sine romanpersoner udbryde et sted, „lyksaliggjør mig ikke i Nonsens.“ En stor del af originaliteten i Kierkegaards værker kommer af, at de er skrevet ansigt til ansigt med meningsløshedens smilende fjæs.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den afsindige meningsløshed - Søren Kierkegaard.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig