Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Psykologiske og litterære eksperimenter - Stadier paa Livets Vei

Oprindelig forfatter IWH

Når Johannes Forføreren beskæftiger sig med Cordelias sjælelige udviklingshistorie, iscenesætter han sig selv som en videnskabsmand, der udfører eksperimenter på en forsøgsperson: „Som en Læge kan jeg derfor med Fornøielse iagttage alle Symptomer i denne Sundheds-Historie.“ Kierkegaards pseudonyme forfatterskab vrimler i det hele taget med psykologiske eksperimenter. Mest iøjnefaldende hos Sokrates, der anbringer sine ofre under en dialektisk luftpumpe, som om de indgik i et videnskabeligt forsøg. Og hos Constantin Constantius, der ligefrem udstyrer sin roman Gjentagelsen med undertitlen „Et Forsøg i den experimenterende Psychologie“. Man kan tilføje, at Kierkegaard selv yndede at foretage psykologiske eksperimenter med sine talrige samtalepartnere på spadsereturene i Københavns gader.

I Stadier paa Livets Vei. Studier af Forskjellige (1845) tænker Kierkegaard nærmere over begrebet eksperiment. Stadierne rummer forfatterskabets længste fiktionstekst, romanen „Skyldig?“ – „Ikke-Skyldig?“, som handler om endnu en brudt forlovelse. Efter selve romanen henvender den pseudonyme forfatter, Frater Taciturnus, sig direkte til sin læser i en „Skrivelse til Læseren“. Her præsenterer Taciturnus ikke bare en filosofisk analyse af den triste forlovelseshistorie, man lige har læst, men reflekterer også over, hvordan man skal bære sig ad med at fremstille en så kedelig forlovelse i et litterært værk. Det kan ifølge Taciturnus kun gøres i eksperimentets form. For Taciturnus er eksperimentet altså ikke bare en psykologisk praksis, men først og fremmest en litterær form, der gør det muligt at forstå den menneskelige eksistens: „Dette har jeg bragt mig til Bevidsthed ved at danne den Lidelseshistorie, jeg har udført som et Experiment.“

 Gammel Strand. Daguerreotypi af den franske fotograf A.C.T. Neubourg (1840). Kierkegaards værker, selv de mest abstrakte, vrimler med situationer og stemninger fra det københavnske gadeliv.

Gammel Strand. Daguerreotypi af den franske fotograf A.C.T. Neubourg (1840). Kierkegaards værker, selv de mest abstrakte, vrimler med situationer og stemninger fra det københavnske gadeliv.

I overensstemmelse med samtidens æstetik skriver Taciturnus, at den skønne poesi nødvendigvis må være afrundet. Afrundetheden kan eksempelvis ytre sig ved, at det litterære værk hæfter smukt ende på handlingen ved at „Helten seirer, at den Høimodige falder i Slaget og bæres død ind (naturligviis ikke paa eengang) o.s.v.“ Med Taciturnus' begreber har den skønne poesi et synligt resultat, hvilket vil sige, at de konkrete begivenheder i sidste akt bliver hævet op i „den ethiske Totaltanke“. Den skønne kunst får kort sagt verden til at falde på plads i en meningsfuld totaloverskuelse. I dag møder man måske først og fremmest den slags afrundede slutninger i B-film og populærlitteratur. Eksperimentet adskiller sig imidlertid fra den skønne poesi ved at insistere hårdnakket på ikke at være afrundet. At eksistere er at leve i det adsplittede og stykkevise, og derfor nytter det ikke noget at pakke eksistentielle konflikter ind i en smuk og afrundet form. Eksperimentet når aldrig frem til den meningsfulde finale i sidste akt, men vil altid rumme, hvad man kunne kalde æstetisk negativitet, forstået som uharmonisk spænding mellem form og indhold, mellem alvor og spøg.

Annonce

Teorien om det litterære eksperiment kan man finde tilløb til allerede i Forførerens Dagbog. På dagbogsromanens sidste side skriver Johannes, at Cordelias „Udvikling det var mit Værk“. Hvis man tager hans udsagn bogstaveligt, betyder det, at Cordelia ikke bare må forstås som en ung pige, men også som et kunstværk. Mange af romanens scener handler ikke bare om at danne en teenagepige, men også om at danne et litterært værk. Den bærende modsætning mellem det skønne og det interessante bliver i dette lys til en modsætning mellem to forskellige måder at konstruere et kunstværk på. Hos Friedrich Schlegel var „det interessante“ først og fremmest en betegnelse for en uafrundet og uskøn litterær form, som man eksempelvis kan finde i Shakespeares dramaer. Johannes' eksperiment med Cordelia skaber et interessant værk i netop denne betydning af ordet. Som „bestandig Anadyomene“ er Cordelia fanget i en endeløs skumfødsel: Hun er et kunstværk, der aldrig finder hvile i en skøn og afrundet form.

Eksperimentet rummer med andre ord en kritik af samtidens forestillinger om den skønne kunst. Med Taciturnus' tanker om eksperimentet og med Johannes Forførerens forestillinger om det interessante kunstværk formulerer Kierkegaard sit program for en anderledes, en mere uskøn, mere negativ måde at skrive på. Et litterært program, der ikke kan kaldes klassicistisk eller romantisk eller idealistisk, men som snarere har iøjnefaldende lighedspunkter med den moderne roman. I 1880 beskriver Émile Zola eksempelvis sit eget romanprojekt i et berømt programessay om „den eksperimentelle roman“. Hundrede år senere skriver Milan Kundera om „romaneksperimentet“ som et erkendelsesinstrument, der kan indfange det konkrete menneskeliv i al dets kompleksitet.

I Efterskriften, der udkom et år efter Stadierne, videreudvikles Taciturnus' tanker om eksperimentet til en hel kommunikationsteori, der siden er blevet kendt som den indirekte meddelelses teori. Den pseudonyme forfatter Johannes Climacus' udgangspunkt er her, at en „Existents-Meddelelse“ ikke kan kommunikeres direkte fra det ene menneske til det andet. Hvis man formulerede kristendommens sandhed ligeud ad landevejen, så ville modtageren kunne gentage det hele, som om det var en objektiv sandhed, og det vil sige uden at forholde sig subjektivt til det. Sokrates fik sine samtalepartnere til selv til at finde sandheden ved hjælp af sin ironiske jordemoderkunst, sin maieutik, og noget tilsvarende forsøger Climacus at gøre ved at formulere sig i en negativ form. Strategien er altså at meddele sig i en negativ form, og det vil sige ufærdigt, uharmonisk og upålideligt, for en sådan meddelelse kan ikke efterplapres bevidstløst af modtageren, men tvinger ham eller hende til selv at være aktiv.

I 1838 kritiserede den unge Kierkegaard H.C. Andersens mislykkede roman for at mangle den totaloverskuelse, der kunne få romanens enkeltheder til at falde harmonisk på plads. Bare seks-syv år senere mener Taciturnus og Climacus nærmest det stik modsatte. Nu er det den vellykkede, skønne poesi, der bliver kritiseret for at finde hvile i en etisk totaltanke. Ifølge teorierne om eksperimentet og den indirekte meddelelse skal forfatteren bestræbe sig på at spænde ben for alle former for totaloverskuelse; opgaven er ikke at gøre læseren tryg og veltilpas, men derimod bestandig at holde „Negativitetens Saar aabent“. De litterære fodfejl, som den unge Kierkegaard fandt hos Andersen, forvandler den ældre Kierkegaard til en original litterær strategi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Isak Winkel Holm: Psykologiske og litterære eksperimenter - Stadier paa Livets Vei i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 31. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476731