Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fædrenes brøde - Kierkegaards angstbegreb

Oprindelig forfatter IWH

Inden for psykologien og psykiatrien taler man fx om panikangst og fobier og opregner de typiske angstsymptomer såsom klamme hænder, svedeture og hjertebanken. Kierkegaards eksistensfilosofiske angstbegreb har ikke det store til fælles med den slags patologiske angsttilstande. På engelsk fastholder man nogle gange forskellen mellem det eksistensfilosofiske og det psykiatriske angstbegreb ved at omtale førstnævnte med det uoversatte ord „angst“ i stedet for „anxiety“.

Den eksistentielle angst er hos Kierkegaard – og hos en række af eftertidens forfattere og filosoffer – snævert knyttet til friheden, og det vil sige til det sølvblinkende syndefaldsøjeblik, hvor individet gør sig fri af sine omgivelser. I det mørke vand neden under den skønne blomst kan man skimte en „hemmelighedsfuld Angst og Gru“, hed det i Johannes' åkandebillede ovenfor. Det er i det hele taget et fællestræk ved de mange erotiske situationer i Forførerens Dagbog, at de unge piger føler en sådan form for hemmelighedsfuld angst og gru, når de møder Johannes og pludselig bliver fristet til at frisætte deres seksualitet. Det er netop denne angst, der gør, at han fatter interesse for situationen. Angsten og det interessante handler med andre ord om det samme syndefaldsøjeblik, blot set fra to forskellige perspektiver: Udefra kan den reflekterede Johannes nyde pigen som interessant; indefra oplever hun sin egen psykologiske forvirring som angst.

 Brødremenighedens bedesal i Stormgade i København, fotograferet inden nedrivningen i 1931. Familien Kierkegaard tilhørte det pietistiske trossamfund Den Herrnhutiske Brødremenighed, hvis bedesal lå på Nationalmuseets nuværende adresse.

Brødremenighedens bedesal i Stormgade i København, fotograferet inden nedrivningen i 1931. Familien Kierkegaard tilhørte det pietistiske trossamfund Den Herrnhutiske Brødremenighed, hvis bedesal lå på Nationalmuseets nuværende adresse.

For at forstå Kierkegaards angstbegreb er det vigtigt at hæfte sig ved, at Johannes ikke bare sætter de unge piger fri fra deres vante omgivelser og forestillingsmønstre, men også fanger dem ind. Cordelia kaster sig ikke bare ud i det tomme intet, hun kaster sig også i armene på Johannes, som har sin helt egen dagsorden med hende. Det ved hun ikke noget om, men det gør han: „hun har sin Frihed; men mig skal hun dog tilhøre.“ Angsten er den kildrende og skrækblandede nysgerrighed, der gør Cordelia og de andre piger nemme at lokke. Det er „Nonsens og Lefleri og Fornærmelse mod Qvindekjønnet at tænke en Forførelse, hvor Pigen aldeles ingen, ingen Skyld har,“ hedder det lidt senere i forfatterskabet. Angsten er netop det begreb, som Kierkegaard bruger til at forklare, hvorfor et uskyldigt menneske nærmest frivilligt lader sig forføre af mere anløbne personer.

Annonce

Angstbegrebet vokser ud af en intens beskæftigelse med den græske tragedie, og i øvrigt også med den idealistiske filosofis overvejelser over det tragiske. I foredraget „Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske“ fra første bind af Enten-Eller fremlægger æstetiker A en tolkning af Sofokles' tragedie Antigone, der i hans perspektiv er en historie om forholdet mellem individ og slægt. Antigones far er Ødipus, der som bekendt dræbte sin far og giftede sig med sin mor. Det er denne faderlige skyld, der får Antigone til at overtræde samfundets politiske og moralske love ved at insistere på at begrave sin bror, landsforræderen Polyneikes, som ligger og rådner uden for Thebens mure. Kierkegaard interesserer sig mere for brudte forlovelser end for brødre, så det er først og fremmest historien om Antigones kuldsejlede forhold til sin tilkommende, Haimon, som optager æstetikeren. Set i et snævert biografisk perspektiv drejer det sig om Kierkegaards vanskelige forhold til sin far. I Kierkegaards dagbøger kan man se, at han ligefrem overvejede at digte Antigone om til en mand, så også kønnet kunne komme til at passe. Hvis Kierkegaards liv – ligesom Antigones – på en eller anden måde er bestemt af den jordrystende synd, som faderen engang begik, så er hans moralsk fordømmelige opførsel over for Regine ikke kun hans skyld. Lidt ligesom tragediehelten Antigone, som ifølge datidens tragedieteori kun er tvetydigt skyldig.

 På sin 25 års fødselsdag gør Søren Kierkegaard status over sit liv. Nederst på siden optræder de første linjer af en berømt, men gådefuld optegnelse: „Da var det, at den store Jordrystelse indtraf, den frygtelige Omvæltning, der pludselig paanødte mig en ny ufeilbarlig Fortolkningslov af samtlige Phænomener. Da anede jeg, at min Faders høie Alder ikke var en guddommelig Velsignelse men snarere en Forbandelse (…)“ Kierkegaard har haft held til at skjule, præcis hvad den jordrystende omvæltning handlede om.

På sin 25 års fødselsdag gør Søren Kierkegaard status over sit liv. Nederst på siden optræder de første linjer af en berømt, men gådefuld optegnelse: „Da var det, at den store Jordrystelse indtraf, den frygtelige Omvæltning, der pludselig paanødte mig en ny ufeilbarlig Fortolkningslov af samtlige Phænomener. Da anede jeg, at min Faders høie Alder ikke var en guddommelig Velsignelse men snarere en Forbandelse (…)“ Kierkegaard har haft held til at skjule, præcis hvad den jordrystende omvæltning handlede om.

Det er imidlertid Kierkegaards særlige talent, at han er i stand til at bruge sit eget privatliv som afsæt for at forstå mere almene problemer. Diskussionen af Antigones „Arveskyld“ handler ikke kun om Kierkegaards private forhold til sin far, men formulerer også en mere dybtgående indsigt i det enkelte menneskes uomgængelige afhængighed af andre mennesker, ikke mindst af forældre og forførere. Med æstetikerens formulering er Antigone „sørgeligt medindflettet“ i sin fars ulykkelige skæbne, og det er netop denne medindflettethed, der interesserer ham. I den sidste del af foredraget forlader æstetikeren Sofokles' tragedie og konstruerer i stedet sin egen moderne Antigone-figur. Hende bruger han som en slags forsøgsperson, der skal gøre det muligt at afdække, hvordan individet er medindflettet i slægten, og vel at mærke ikke bare individet i den græske oldtid, men også det moderne, selvbevidste individ. Selvom den moderne Antigone er isoleret og reflekteret, tager hun alligevel sin fars historie på sine skuldre, mener æstetikeren, og det gør hun, fordi hun ikke kan lade være med at kredse næsten forelsket om sin fars hemmelige ugerninger. Angst er æstetikerens navn for Antigones hektiske tankevirksomhed. Og det er hendes på samme tid fascinerende og frastødende forestillinger om faderens synd, der gør, at Antigone fletter sit eget liv ind i faderens liv, eller mere abstrakt formuleret: der skaber en forbindelse mellem individet og slægten.

I Antigone-foredraget er det stadig lidt uklart, hvordan denne forbindelse nærmere bestemt ser ud, men det problem tager Kierkegaard op i Begrebet Angest, der udkom året efter. Vigilius Haufniensis' angstafhandling er formentlig Kierkegaards berømteste værk, men også et af hans besværligste, og en af grundene er, at han ikke nærmer sig problemet via erotikken eller tragikken, men via dogmatikken. Medindflettetheden i faderens skæbne optræder her under navnet arvesynd, og den undersøges på baggrund af historien om syndefaldet fra Bibelens skabelsesberetning. Selvom Adam egentlig må være det eneste menneske, der ikke har nogen forældre, insisterer Haufniensis på, at Adam – ligesom alle andre – er „sig selv og Slægten“. Adam har altså overtaget Antigones rolle som det individ, der hjemsøges af „Fædrenes Brøde“.

I en håndfuld arbejdspapirer til angstafhandlingen noterer Kierkegaard nogle meget håndfaste case-stories, der belyser, hvordan den syndighed, der findes uden om individet, kan hjemsøge individet. Et eksempel er en historie om en københavnsk prostitueret, „der uden at være forført, besluttede sig som Møe at være offentligt Fruentimmer, fordi hendes Søstre vare det.“ Et andet eksempel er „drikfældige Forældres Hang forplantet i Barnet“. Da Kierkegaard var dreng, rasede den såkaldte Howitz-fejde, en voldsom diskussion om, hvorvidt mennesket var frit eller i virkeligheden bestemt af sin krop og sine omgivelser. Det fremgår af skitserne til angstafhandlingen, at Kierkegaard er fortrolig med denne diskussion af tilregnelighedsbegrebet.

Angstafhandlingens vigtigste tese er imidlertid, at fædrenes brøde ikke forplanter sig automatisk til individet, som om der var tale om en uafvendelig skæbne – sådan som lægen Howitz mente. Adam er selv ude om det, han er tvetydigt tilregnelig, for det er hans egen forestillingsaktivitet, der får ham til at tage en bid af æblet. Haufniensis giver en omhyggelig psykologisk beskrivelse af angsten som en slags drømmetilstand, hvor Adams bevidsthed frembringer et uoverskueligt mylder af fantasiforestillinger om, hvad han måske kunne komme til gøre af syndige ting. Disse forestillinger er på samme tid fascinerende og frastødende; med sin forkærlighed for paradoksale formuleringer lader Kierkegaard sin pseudonyme forfatter beskrive angsten som på samme tid „en sympathetisk Antipathie og en antipathetisk Sympathie“. De ængstende fantasiforestillinger er ikke bare ambivalente, men også ubestemte. I modsætning til frygten er angsten genstandsløs, den retter sig ikke mod et bestemt Noget, men mod et Intet, og det vil sige mod bevidsthedens eget spil af uklare drømmebilleder. Formuleret med Haufniensis er angstens Intet en diffus „Complexus af Ahnelser“.

Når Adam og Antigone bliver sørgeligt medindflettet i slægtens syndighed, er det altså, fordi de selv fletter sig ind i et spind af ambivalente og ubestemte anelser. Angstafhandlingen definerer angsten som „hildet Frihed“, det vil sige som fanget eller bundet frihed – med den afgørende tilføjelse, at det er friheden, der hilder sig selv. I syndefaldets øjeblik er det hverken ydre magter eller kropsligt begær, der overmander Adams fornuftige tankevirksomhed; det, der fanger ham ind, er hans egne ambivalente fantasiforestillinger om synden. I angsten spænder den fascineret gysende bevidsthed ben for sig selv. Ligesom det var Cordelias gysende nysgerrighed, der gjorde, at Johannes kunne flette hende ind i sit forføreriske net.

Efter Forførerens Dagbog, i andet bind af Enten-Eller, skriver assessor Wilhelm, at det gælder om at vælge sig selv som „dette bestemte Produkt af en bestemt Omverden.“ Nu om dage er det ikke kontroversielt at opfatte mennesket som et produkt af sit miljø, forstået som et system af sproglige og kulturelle koder. Det er imidlertid en lidt anden form for afhængighed, Kierkegaard interesserer sig for. Hans begreb om arvesynd handler ikke om at have overtaget samtidens repertoire af kulturel mening, men snarere om at flette sig ind i slægtens halvvejs ubevidste væv af skyld og smerte. Ifølge Kierkegaard er man formet af sin slægt ved at være deformeret af den, ved at være blevet trykket skæv på sin egen særlige måde.

Kierkegaard bliver til tider præsenteret som frihedens filosof, men nærmest det modsatte er tilfældet. „Imellem os To skal kun herske Frihedens eget Spil,“ skriver Johannes et sted om sit forhold til Cordelia. Begreberne om angst og arvesynd giver en forklaring på, hvorfor frihedens eget spil kan have negative konsekvenser, så mennesket ikke bliver sat fri, men snarere holdt fanget.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Isak Winkel Holm: Fædrenes brøde - Kierkegaards angstbegreb i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476729