Biedermeierkultur og biedermeierkunst

I 1835 skrev filologen J.N. Madvig en tripelanmeldelse i Maanedsskrift for Litteratur, der omfattede Steen Steensen Blichers noveller i fire bind (1833-34), Carl Bernhards roman Eet Aar i Kjøbenhavn (1835) og Carl Baggers hovedværk Min Broders Levnet (1835). I overensstemmelse med samtidens karakteristiske anmeldelsesstil vejer Madvig hvert enkelt værks fordele og ulemper med nøgternt overlæg og med kenderens sikkerhed. Han lader ikke sin begejstring smitte mere af på sin stil, end at han altid er klar til at lade en ros efterfølges af en kritik. Samtidig optræder han som publikums smagende repræsentant og vurderer køligt, hvad af det materiale, der burde og ikke burde være blevet udgivet, samt hvad der er sund og gavnlig læsning, og hvad der er udtryk for en slet moral. Det bliver som så mange andre tilfælde i samtidens anmeldelseslitteratur i praksis til en let slingrende fremfærd, hvor principielle spørgsmål i værkerne behandles side om side med smådetaljer.

Bedømmelsen af Carl Bernhard sker i alt væsentligt på rent æstetiske præmisser. Efter et alenlangt og ikke videre overskueligt referat af romanens stærkt indviklede handling retter Madvig en skarp kritik mod alle dens usandsynligheder. Men i behandlingen af både Blicher og Bagger bliver moralen en central medspiller i æstetikken. Hårdest går det ud over Blichers „Sildig Opvaagnen“, der simpelthen ikke burde være trykt: „fremfor Alt burde en ubetinget Forkastelsesdom have truffet den indtil det smudsigste Detail udførte, aldeles uæstetiske Skildring af et dobbelt Ægteskabsbrud og Horeliv, der fører Navnet „Sildig Opvaagnen“. Tidligere i anmeldelsen har Madvig diskuteret „Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog“. Heri har han glædet sig over Blichers fremstilling af Morten Vinge. Madvig roser hans simple og „rørende Skildring af et fromt og barnligt Gemyts Bevægelser“ og hans psykologiske fremstilling, der er „naiv, reen og klar“. Til gengæld beklager han, at Morten Vinge

lader sig belære af Ovidius, at hans Sygdom er Amor, det er paa Dansk Kierlighed eller Elskov, og finder sin bly, beskedne Kierlighed „accurat beskreven“ i Ovids lascive Digt. Denne Affectation og denne Udfalden af den naive Tone gjentager sig, naar Morten vil curere sig med Ovids remedia amoris. Vi savne heri sikker Takt og Holdning.

Som læsning af Blicher er Madvigs anmeldelse ikke stort bevendt. Morten Vinge er ikke den naive og simple sjæl, Madvig fremstiller, men snarere menneskeligt let forkvaklet og livsuduelig, og det passer fint især i forhold til samtidens normer, at det er i Ovids „lascive“ (altså anstødelige eller usædelige) værk Elskovskunsten, at Morten Vinge ser sine følelser genspejlet.

Det centrale i denne sammenhæng er imidlertid Madvigs bedømmelseskriterier – at det ikke er entydigt, hvorvidt det afgørende krav er æstetisk eller moralsk: Er beskrivelsen af Morten Vinges omgang med Ovid kritisabel, fordi den er lasciv, eller fordi den ikke passer til figurens formodede naive sindelag? Madvig glider ubesværet fra det ene grundlag til det andet uden at notere sig forskellen. Dette genfinder man i hans behandling af Min Broders Levnet (som Madvig i mangel af bedre oplysning må regne for skrevet af den Johannes Harring, der er anført som pseudonym på titelbladet), hvor æstetiske kriterier er gennemgående, men hvor anmelderen dog også kritiserer romanens overdrevne svælgen i den fordærvede kultur, der beskrives. Efter den skarpe kritik af „Sildig Opvaagnen“ kunne man formode, at et værk som Baggers ville få en særdeles hård medfart rent moralsk, men Madvig forarges næsten ikke og løfter kun i ganske enkelte tilfælde pegefingeren. Til gengæld tager han så meget des hårdere fat i den æstetiske side af sagen og sætter Baggers vaklende æstetiske format i behandlingen af sit emne under skarpt forhør.

Madvig ligner altså som anmelder det, han skal være: en kvalificeret repræsentant for det miljø, der kunne tænkes at købe bogen. Hans billede af det litterære værk har ikke Heibergs skarphed eller hans imponerende systematiske evne, men han læser trods forargelsesudbruddene fortsat langt bedre end mange i sin samtid.

Opfattelsen af forholdet mellem æstetik og moral hos Madvig er betegnende for periodens litterære offentlighed. Det forudantages, at der går en moralsk grænse for, hvad man kan tillade sig at skrive om, og det forudantages, at forfatterens og dermed litteraturens interesse i sidste ende skal gå i moralsk retning. Men inden for denne ramme gives der en relativ æstetisk frihed, hvor et værk kan udformes og bedømmes nogenlunde på sine egne, i højere grad kunstinterne præmisser. Overskrider et værk imidlertid grænsen, som tilfældet for Madvig er det med „Sildig Opvaagnen“, kan det mødes med en absolut fordømmelse, der især truer, hvis en tekst nærmer sig ekspliciterede seksuelle temaer.

Man skal imidlertid være varsom med at slutte fra dette til, at vi nødvendigvis har at gøre med en generelt seksualforskrækket kultur. I et brev til Ludvig Bødtcher den 19. maj 1841 skriver Christian Winther:

Jeg beklager i Sandhed Adjunct J., der har Dig, en saa gevaltig Springer, en face med hans Dronning, og en saadan Løber, som A., lige i Hjørnet af Brættet; jeg vilde ikke være i hans Sted; thi jeg kjender jer saa vel, at I ikke i Forveien raabe gardez la Reine! Han skal have ondt ved ikke at blive mat, hvis han ikke allerede er det. Var jeg Jensen, saa solgte jeg mit Sted og flyttede; Du er eet af de farligste Mennesker, jeg har kjendt, og hvis jeg var gift, skulde du ikke see min Kone, endsige træde ind i min Dagligstue; fra Dagligstuen til Sovekabinettet er der sædvanlig kun eet Skridt for Dig. Dog – det har du hørt tidt nok af mig. Basta!

Winther møder nok Bødtchers eskapader med en vis forbeholden kritik, men ikke med den totale fordømmelse, som ville være blevet offentlige ytringer af seksuel karakter til del. Der er stadig rum til en erotisk udfoldelse, men bringes den ud i offentligheden, bliver den skandaløs. Periodens litterære rum er borgerstuen, og borgerskabets forventninger og holdninger præger – positivt eller negativt – hele litteraturen. Derfor er der en særlig interesse for fænomener, der befinder sig enten på eller over grænsen for, hvad der kan få plads i borgerstuen eller kan bevæge sig omkring i det skjulte, næsten fortrængte rum, dens normer efterlader. For nogle forfattere, mest udtalt Emil Aarestrup, bliver resultatet, at de fryses ude af det gode selskab, for andre bliver det en lokkende mulighed at finde veje til at vise dét, der ligger på grænsen, frem for borgerskabet som en provokerende chokeffekt, men også som et pikant og formbevidst spil med borgerskabets forventninger. Selve den opmærksomhed, der hos såvel kunstnere som publikum samler sig om det interessante, vidner om, at dette var en effektiv og yndet litterær strategi.

Man må derfor fastholde en skelnen, men ikke nødvendigvis en adskillelse, imellem biedermeiersk borgerkultur og biedermeierkunst. Biedermeierkulturen udfolder sig inden for borgerskabets trygge, lidt snævre rum, der under presset fra den gode tone og fra det politiske system i forhold til offentligheden orienterer sig efter en ganske smal ideologisk, politisk-social og moralsk horisont. Biedermeierkunsten er den kunst, der bevæger sig i og i forhold til dette rum. Den er ikke nødvendigvis snæversynet, men ser de æstetiske udfoldelsesmuligheder ligesom de provokationsmuligheder, der springer af borgerstuens trange rum. Her er knivskarpe, om end ofte dæmpede satiriseringer, mængder af seksuelle over- og undertoner og en løbende interesse for afvigende og perverterede personlighedstræk. Borgerskabets medlemmer viser en overraskende fornøjelse ved at lade sig udfordre, også når fornøjelsen kan slå over i forargelse, når udfordringen bliver til provokationer, der er dem for skrap kost.