• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Biedermeier

Oprindelig forfatter SAuken

Vi befinder os i en borgerstue, hvor et selskab er samlet omkring et bord. Alt kunne være idyl, men noget er i vejen. Selskabets deltagere sidder med anstrengte grimasser, er sunket ind i sig selv eller sender hinanden mistænksomme blikke, en herre synes direkte at lugte til sin borddame. Billedteksten forklarer miseren: „Gysse sidder stille under Bordet og agerer fraværende, efter at have fremvirket det, der giver Selskabet Mistanke til hverandre indbyrdes.“ Skjult for selskabets blikke, men synlig for tilskuerens, sidder Gysse, den ikke alt for heroiske hovedperson i satiretegneren Fritz Jürgensens Gyssebogen, tegnet 1843 til en nevø, og fra hans bagdel stiger en umiskendelig lugt. Den har nået selskabets ærbare næser og i al stilhed bragt sindene i affekt. Alle mistænker hinanden for at være ophav til den tvivlsomme luftforandring. Var sagen blevet bragt på bane, var den blevet opklaret på et øjeblik, men den art emner egner sig ikke for den pæne stue, og derfor må de arme mennesker sidde tilbage i den dårlige luft og den akavede sociale situation.

Men det skjulte bliver alligevel afsløret, bare på et andet niveau. Gennem Jürgensen får den skandaløse begivenhed en fremstilling, og det selvsamme borgerskab, der gøres til genstand for den ironiske betragtning i tegningen, får samtidig muligheden for at slå en latter op over situationen og over sig selv. Som overalt i Gyssebogen uddrager Jürgensen også her en lille, gavnlig morale af sceneriet: „Mistroe ei uden Grund Din Næste; / Men tænk, saavidt Du kan, det Bedste“. Rådet er rimeligt nok, da selskabet jo vitterlig mistænker hinanden uden grund, men selve situationen er så lavkomisk, og den gode tone i borgerstuen giver et så fjollet resultat, at der åbner sig en diskret afgrund mellem den velplejede og velopdragne belæring og den tåbelige forudsætning for den. Dermed får Jürgensen ikke blot drillet borgerskabets sociale omgangsformer, men også dets vilje til at udlede en oplysende og opdragende morale af enhver situation. Igen til borgerskabets egen forlystelse.

I midten af 1820'erne befinder vi os kulturelt i biedermeierperioden. Biedermeier er oprindeligt navnet på en satirisk figur fra 1850'erne, „Gottlieb Biedermaier“ (bemærk staveforskellen). Han blev opfundet af forfatteren Ludwig Eichrodt og lægen Adolf Kußmaul, og i hans navn offentliggjorde de en række parodiske digte i München-tidsskriftet Fliegende Blätter, hvori en sat, veltilfreds, brav og åndsindskrænket borgerstands verdensanskuelse kom til udtryk. Navnet bredte sig derfra til karakteristikken af en bestemt indretningsstil og videre til en almen åndshistorisk bestemmelse. Den blev fra 1927 og frem bragt i anvendelse som litterært periodebegreb i Østrig og Tyskland og fra 1968 også i Danmark. Biedermeierbegrebet har ikke helt mistet sin oprindelige, nedsættende klang. Det kan stadig lyde som en domfældelse over perioden og dens værker. Skoleeksemplet er Christian Winthers hovedværk Hjortens Flugt, som vurderes positivt eller negativt, tilsyneladende alt efter hvor megen biedermeier den enkelte fortolker finder i værket ud fra princippet: jo mindre, jo bedre. Men nedladenheden er misforstået, og nuancerne i begrebet træder først frem, når man lægger den fra sig.

Annonce

I en tysksproget sammenhæng knytter begrebet sig til restaurationsperioden efter Napoleonskrigene, altså perioden 1815-48, en politisk konservativ, om ikke reaktionær periode, hvor statsmagten i bekymring for uro og revolutionære tendenser strammede grebet om befolkningen og især om den politiske offentlighed. Efter Napoleons fald var det østrigske kejserdømme Europas førende magt og havde dominerende indflydelse såvel i det tyske forbund som i Italien. Periodens centrale politiske og statsideologiske figur var den ultrakonservative østrigske statskansler Klemens von Metternich. Gennem Metternich skete der i 1819 dramatiske indskrænkninger i såvel ytringsfriheden som de borgerlige rettigheder, indskrænkninger, der forblev ved magt frem til oprørsåret 1848, hvor Metternichs fald fra magten symbolsk markerer biedermeierperiodens afslutning.

 Gysse under bordet. Tegning af Fritz Jürgensen fra 1843. Teksten lyder: Gysse sidder stille under Bordet og agerer fraværende, efter at have fremvirket det, der giver Selskabet Mistanke til hverandre indbyrdes.

Gysse under bordet. Tegning af Fritz Jürgensen fra 1843. Teksten lyder: Gysse sidder stille under Bordet og agerer fraværende, efter at have fremvirket det, der giver Selskabet Mistanke til hverandre indbyrdes.

En tilsvarende udvikling kan ses i Danmark i årene efter Napoleonskrigene. Frederik 6. havde i forvejen strammet grebet om offentligheden betydeligt efter sin magtovertagelse i 1784, og han tålte ikke offentlig modsigelse efter fredsslutningen og afståelsen af Norge i 1814. Da mulighederne for politisk debat dermed var stærkt reducerede, samlede det offentlige rum sig om de emner, som stadig kunne diskuteres, og her fik æstetiske spørgsmål en stor plads; kunsten blev en central udtryksform, fordi der var anderledes og bedre udfoldelsesmuligheder. Denne større frihed blev nogle gange brugt som dække for politiske kommentarer, men også under maske var det begrænset, hvad man kunne ytre. Det konservative miljø udøvede bestemmende indflydelse på selve den måde, kunsten udfoldede sig, og der var ingen eller kun meget lidt plads til en kunst, som rakte ud i samfundets store sammenhænge eller ind i en potentielt samfundsrystende visionær praksis. Politisk og socialt betragtet var perioden rig på problemer med social nød og elendighed, politisk undertrykkelse og enorme forskelle i muligheder og levevilkår fra top til bund i samfundet, men disse problemer kunne ikke sættes under debat i kunsten. Dermed fik man en kunst, som samlede sig om de nære ting, som havde udgangspunkt i borgerens verden, og som nok kunne rumme fintmærkende psykologiske studier, men som ikke – eller i hvert fald ikke direkte – udfordrede magten.

Inden for disse snævre rammer og i klar bevidsthed om dem udfoldede biedermeierkunsten en stor mangfoldighed. Den lader sig ikke spærre inde i Gottlieb Biedermaiers begrænsede horisont, men rummer også en afsøgning af denne horisont, der fører til en kompleks æstetisk praksis, som kommer til udtryk i periodens to centrale æstetiske kategorier, den poetiske realisme og det interessante.

 Den tyske maler Carl Spitzweg inkarnerer med sine ironisk-idylliske genremalerier biedermeierbegrebets oprindelige satiriske sigte. På billedet med den dobbelttydige titel Der Gartenfreund (1860, Havevennen) dyrker ægtemanden sin have, mens en anden dyrker hans kone.

Den tyske maler Carl Spitzweg inkarnerer med sine ironisk-idylliske genremalerier biedermeierbegrebets oprindelige satiriske sigte. På billedet med den dobbelttydige titel Der Gartenfreund (1860, Havevennen) dyrker ægtemanden sin have, mens en anden dyrker hans kone.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Biedermeier i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 15. januar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476811