Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tylvtefejden

Oprindelig forfatter KM

En del af baggrunden for konflikterne er, at der var en havkat i det romantiske hyttefad, nemlig Jens Baggesen, hvis betydning langtfra var udtømt med 1700-tallet (se også Sophie Ørsted og fejden med Oehlenschläger). Karakteristisk for Baggesen var netop hans stilling mellem de to århundreder. I 1800 havde han ganske vist inden sin afrejse til Paris, hvor han ville slå sig ned for bestandig, overladt sin danske lyre til Oehlenschläger under en afskedsfest i Drejers Klub, men i 1807 var han igen tilbage på et længere besøg. Fra den tid stammer hans rimbrev Noureddin til Aladdin, en genistreg i genren ved sit indsigtsfulde og dobbeltbundede portræt af de to fiktionsfigurer og digtere. Oehlenschlägers svar på denne broderhilsen, som Baggesen selv anså for „det beskedneste, venligste, hierteligste, meest hyldende Brev, nogen ældre Digter har skrevet til en yngre“, var – med ét ord – surt, og Baggesen måtte til det igen og i et nyt rimbrev, Til Digteren Adam Øhlenschläger (1807), møjsommeligt forklare den let fornærmede og „overstolte“ digter, at han naturligvis ikke bogstaveligt mente, at denne var Aladdin og han selv Noureddin – som om han, Baggesen, skulle være blottet for poetisk evne, kald, åndelig kraft og natur, og Oehlenschläger for manddom, flid og grubleri. Den skjulte mening i brevet var ideen om et slags partnerskab, hvor vægten i deres forskellige begavelser tilsammen kunne udgøre en helhed. Nu måtte Baggesen i stedet midt i sin fortsat dybe beundring for den andens geni udsende en advarsel:

Hør, hvad af ingen Digters Hierte steg
Saa brændende for nogen anden Digter:
Vogt ham for Fald! Han eene falde kan
Ved Overflyven af sig selv, ved alt for kiæk
At ville meer end hans, meer end det meeste!
Indgiv ham mindre Tillid til sin mindre,
Og større til sin større Kraft! Den største
Blev hans!

 Jens Baggesen, der i 1806 havde hyldet Oehlenschläger i rimbrevet „Noureddin til Aladdin“, indledte senere en litterær fejde (Tylvtefejden), der varede i årevis og inddrog mange på begge sider. I karikaturen fra Skjemt og Satire (1817) træder Baggesen, i støvlen til venstre, Oehlenschläger grundigt over tæerne. Oehlenschläger forsvarer sin Hoved-Bog og Casse-Bog, der ligger bag ham. Ikke blot blev han ramt på sin ære, men angrebene truede også hans vaklende økonomi.

Jens Baggesen, der i 1806 havde hyldet Oehlenschläger i rimbrevet „Noureddin til Aladdin“, indledte senere en litterær fejde (Tylvtefejden), der varede i årevis og inddrog mange på begge sider. I karikaturen fra Skjemt og Satire (1817) træder Baggesen, i støvlen til venstre, Oehlenschläger grundigt over tæerne. Oehlenschläger forsvarer sin Hoved-Bog og Casse-Bog, der ligger bag ham. Ikke blot blev han ramt på sin ære, men angrebene truede også hans vaklende økonomi.

I forbindelse med Baggesens næste og mangeårige ophold i København 1811-20 skulle det vise sig, at advarslen ikke var fremsat på skrømt. Fra 1814 indledte han i sit eget tidsskrift et stadig mere omfattende angreb på Oehlenschlägers løbende produktion, et angreb, som med uhørt nidkærhed for hvert værk påviste Oehlenschlägers „altfor ugeneerte Genialitet“, dvs. ubegrænsede tillid til sin mindre kraft, idet han opregnede og latterliggjorde samtlige forsyndelser mod almindelig logik og imod, hvad ethvert æstetisk dannet menneske måtte anse for at være god smag. I Baggesens optik kom værker som tragedien Hugo von Rheinberg (1813) og lystspillene Røverborgen (1814) og Ludlams Hule (1814) – nogle af tidens mest populære – til at fremtræde som en samling misfostre udklækket af en skødesløs digterfantasi.

Protesterne udeblev naturligvis ikke. Forskellige venner kom den på dette tidspunkt allerede etablerede digterkonge, der selv holdt lav profil, til undsætning, og i 1818 satte det store modangreb ind. Tolv studerende ved universitetet, der bl.a. talte to af dem, som skulle blive førende forfattere i den næste generation, Poul Martin Møller og Carsten Hauch, afleverede en højtidelig erklæring, der omtalte Oehlenschläger som „den Mand, vi agte som vor mest geniale Digter og hædre, fordi han har fornyet og gjenopreist den danske Poesi“, og hvor de udfordrede Baggesen til en disputats på latin, hvor han skulle forsvare sine synspunkter. I modsat fald ville han have dømt sig selv som „avindsyg Skjendegjest“ (misundeligt brokkehoved). Det faldt naturligvis ikke Baggesen ind at lade sig kommandere med af en flok studenter, men erklæringen fra den af Baggesen døbte 'tylvt', altså tolv (heraf navnet Tylvtefejden), fik alligevel stor betydning ved at åbne en ny front, idet en række andre studenter og akademikere tog Baggesen i forsvar. De henvendte sig til Grundtvig, som de vidste var sympatisk indstillet over for Baggesen, og fik ham til at skrive en længere erklæring, der imødegik tylvtens krav. Også andre, heriblandt den unge J.L. Heiberg, blandede sig til fordel for Baggesen. Samlet var det oehlenschlägerske parti dog langt det talrigeste, omfattede bl.a. de fleste af universitetets professorer, og striden bidrog i realiteten kun til yderligere at befæste hans position i samtiden.

Annonce

Striden, der affødte adskillige bøger og pjecer samt et utal af indlæg i datidens tidsskrifter, aviser og ugeblade, er af mange grunde vigtig. For det første viser den eksemplarisk den nye litterære offentlighed i fuld udfoldelse. Som Kristian Arentzen skriver i sit ottebindsværk Baggesen og Oehlenschläger (1871-78):

Forsaavidt Nogen skulde undre sig over, at denne æsthetiske Strid kunde antage saadanne Dimensioner, brede sig over saa mange Aar og lægge Beslag paa saa mange, endog af de dygtigste Kræfter, kan det ikke noksom fremhæves, at Æsthetiken dengang hos os under den patriarkalske Frederik den sjette i Restaurationstiden – ligesom mer eller mindre i Tydskland og det øvrige Europa – var den alt andet overvejende Interesse, der gjorde sig ligesaa ensidigt og exklusivt gjældende som Politiken i vore Dage.

Det er i den forbindelse symptomatisk, at en af de akademikere, der henvendte sig til Grundtvig, var den navnkundige J.J. Dampe, der tidligere havde modtaget universitetets guldmedalje for afhandlinger inden for både æstetik og filosofi. Få år senere, i 1821, blev han for noget, som H.C. Ørsted takserede til en „Ubetydenhed“, idømt livsvarigt fængsel for oprør mod regeringen. Med sine direkte politiske initiativer havde han overskredet den grænse, der efter 1799 satte rammerne for den offentlige debat. Den mere skjulte politiske betydning af den litterære arena fremgår tillige af, at Grundtvig et sted taler om, at de boglærde nu var blevet folkets repræsentanter.

For det andet peger fejden på studenterne som en ny og magtfuld gruppe. At en slags studenteroprør er under opsejling, fremgår af, at Grundtvig i sin kamp mod Baggesens angribere bl.a. skriver: „Der er i de sidste Aar udruget en Drenge-Flok, som, lige fattig på Evner, Aar og Kundskab, med denne Fattigdom forener en Kaadhed og Indbildskhed, en Næsvished og Ligegyldighed for Sandhed, som, hvis den fik Lov at voxe og udbrede sig blandt de unge Studerende, maatte have de fordærveligste Følger“.

F.C. Sibbern, der står på Oehlenschlägers side, har den samme vurdering. Som ung nyudnævnt professor i filosofi udbryder han i en artikel til forsvar for Oehlenschläger: „Kjære Medstuderende! undgaaer dog al moralsk Forargelse; betænker hvad I gjøre! I skulde dog betænke, hvad man vil dømme om Eders moralske Følelse, naar I synes saa lidet at ændse de mange al sund moralsk Følelse oprørende Steder og falske Citationer i Baggesens smukke Værker“.

At man i øvrigt ikke mindst fra det oehlenschlägerske parti greb til grove midler, fremgår af, at en af anførerne, Poul Martin Møller, ved nyheden om, at den unge J.L. Heiberg ville gå i brechen for Baggesen, resolut opsøgte ham og fortalte ham, at hvis han gjorde alvor af det, ville det meste af Regensen møde op til hans debutstykke på Det Kongelige Teater og sørge for, at det blev pebet ud. Jo, studenterne var så småt ved at blive de „Herrer (…) i Aandernes Rige“, som året efter blev hyldet i Christian Winthers sang til en fest på Regensen, en fest, der blev optakten til Studenterforeningens stiftelse i 1820. Der går herfra en lige linje til den nationalliberale bevægelse, hvis førende skikkelser, Carl Ploug og Orla Lehmann, udsprang af dette studentermiljø.

Endelig får fejden de brudlinjer, der aftegner sig efter det indledende romantiske gennembrud, til at stå klart frem. Selv om det er væsentligt at fastslå, at ingen, hverken Baggesen, Grundtvig eller J.L. Heiberg, sætter spørgsmålstegn ved Oehlenschlägers rolle som fornyeren af den danske digtning, fremtræder litteraturen og åndslivet fra nu af som en sammensat størrelse, hvor forskellige retninger og skoler spalter sig ud. Hvor Baggesens kritik af Oehlenschläger slap, tager J.L. Heiberg den op i en kritik af det endimensionale, i psykologisk forstand naive ved Oehlenschlägers tragiske karakterer. Heroverfor stilles 'det interessante' som æstetisk grundkategori, dvs. kravet om en mere kompleks og reflekteret personskildring. I forlængelse heraf danner han sin egen æstetiske skole med bl.a. Henrik Hertz som proselyt. Senere introducerer han den nye stjerne på den filosofiske himmel, Fichte og Schellings efterfølger, G.W.F. Hegel, der bliver baggrunden for hans egen 'spekulative' vaudevilledigtning, hvor de mytologiske og heroiske motiver afløses af en nutidig hverdag, der – ofte med humoristisk og satirisk effekt – gennemlyses af den højere idé. Ligeledes opstår i 1820'erne en mere realistisk digtning, dels hos Blicher, der henter motiverne til sine noveller i sin jyske hjemegn, dels hos Poul Martin Møller. En realistisk tendens rummes tillige i fru Gyllembourgs 'hverdagshistorier'. Endelig kan man tale om en kristen og national retning (Grundtvig og Ingemann).

Samlet set er der imidlertid ikke tale om et egentligt brud med de grundlæggende linjer i dansk romantik. For alle de nævnte er fx det nationale en grundværdi. Snarere er der tale om variationer og skiftende vægtninger inden for et fastlagt mønster, bestemt af det dobbeltblik på tilværelsen, der udspringer af romantikkens skelnen mellem to verdener, hvad enten de kaldes ånd og natur, evigt og endeligt eller idé og realitet. Til dette fælles grundlag bidrager dels kristendommens stilling i perioden, dels Hegels filosofi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kim Minke: Tylvtefejden i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476645