Romantisk filosofi - Kant, Fichte, Schelling

I 1700-tallets filosofiske hovedværk, Kritik af den rene fornuft fra 1784, havde Immanuel Kant oprettet en uoverskridelig demarkationslinje mellem to verdener, das Ding für uns (den verden, der er tilgængelig for os) og das Ding an sich (verden i sig selv). Den første kunne vi opnå gyldig erkendelse af, for den er et produkt af, ja skabt af vores indbyggede erkendelsesapparat. I denne subjektivt skabte verden er der tid og rum, genstande, årsager og virkninger osv., for vores erkendelsesapparat er nu engang sådan indrettet, at det kun kan operere ved hjælp af de anskuelses- og forstandsformer, som dette erkendelsesapparat består af. Hvor meget vi end anstrenger os, kan vi ikke erfare noget som helst uden i tid og rum og uden at forudsætte årsagsloven. Om den anden verden derimod, verden i sig selv, uafhængig af vores erfaring og erkendelse af den, kan vi intet som helst vide. På den måde bekræftede Kant rationalisternes påstand om en sikker fornuftsmæssig erkendelse, men spærrede samtidig adgangen til en erkendelse af verden, som den er i sig selv, den 'egentlige' virkelighed.

Det er denne spærring, de efterkantianske eller romantiske filosoffer fjerner. Udgangspunktet for dem er umuligheden af at blive stående ved Kants demarkationslinje, som skaber en kløft mellem mennesket og verden (som den er i sig selv). Opgaven må for dem netop bestå i at tænke mennesket og verden sammen ved at bestemme det fælles grundlag. Hvor Kant her forholdt sig tavs, søgte hans efterfølgere på hver sin måde at give et svar.

Hos J.G. Fichte opereres der i forlængelse af Kant med et absolut og autonomt jeg, som indgår i alle de individuelle jeger, og hvis skabende aktivitet 'sætter' og omformer ikke-jeget, dvs. naturen, i en uendelig dynamisk proces. Opfattelsen lægger op til en radikal individualisme, idet naturen derved ses som en slags materiale for jegets skabende aktivitet. Større betydning, ikke mindst i Danmark, får F.W.J. Schelling, der i sin naturfilosofi lægger grundlaget, det absolutte, uden for jeget, i en oprindelig enhed af ånd og natur. Ånd eller fornuft er ikke forbeholdt jeget, men findes også i naturens former. Slagordsagtigt udtrykt: Naturen er synlig ånd og ånden usynlig natur. Jeget og dets skabende aktivitet i fichtesk forstand er altså hverken absolut eller autonomt, men betinget af den grundlæggende enhed af ånd og natur.

På grundlag af disse bestemmelser fremlægger Schelling en vision af universet som en vældig organisme. Alt hænger sammen i et hierarki af lavere og højere former, fra sten og mineraler over planter og dyr til mennesket. Dette hierarki gennemstrømmes af den samme kraft, ånden, der altså ytrer sig såvel på det lave som på det højeste niveau, såvel i krystallen, hvis klare struktur viser åndens virke, som i det geniale kunstværk. På samme måde er naturen udtryk for forskellige bevidsthedstrin. Poetisk hedder det hos Schelling, at ånden „slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og kommer til bevidsthed i mennesket“.

Det er et univers, der er behersket af en grundlæggende harmoni. Ganske vist gør en indbygget modsætning eller „polaritet“ sig gældende i tidens og rummets verden, modsætningen mellem centrifugale og centripetale kræfter, ånd og natur, subjekt og objekt eller jeg og ikke-jeg, frihed og nødvendighed, men alle disse modsætninger er relative eller komplementære og ophævede i det absoluttes „indifferens“, der er uden rum og tid.

Med deres bestemmelser af det absolutte lykkes det Fichte og Schelling at genetablere forbindelse mellem menneske og verden, men på et rent spekulativt grundlag – hvad der dog ikke betød, at deres tanker var hentet ud af den blå luft. Dels søgte især Schelling støtte i samtidens videnskab, især geologien, men også i de hypoteser, der knyttede sig til magnetismens og elektricitetens usynlige 'kræfter'. Dels ligger deres ideer om en fælles urgrund, en oprindelig enhed, i forlængelse af en mystisk tradition, som siden middelalderen havde eksisteret ved siden af den kirkelige og filosofiske tradition, og som også talte en prominent tænker som Spinoza. Organismetanken var allerede formuleret hos J.G. Herder, der i sin historiefilosofi beskrev de forskellige kulturer som gennemløbende en cyklus fra barndom via ungdom og manddom til alderdom, og hos Goethe, for hvem en helhedsdannende kraft gjorde sig gældende såvel i naturen som i menneskets bevidsthed.

Det er denne alternative og holistisk orienterede tradition, der slår igennem i den romantiske filosofi, og mens filosofien i 1600- og 1700-tallet først og fremmest havde befundet sig i en tæt vekselvirkning med udviklingen inden for de empiriske naturvidenskaber, åbnes der nu for en vekselvirkning med kunst og digtning, der samtidig får en privilegeret plads i filosoffernes systemer. I Schellings system står kunsten ligefrem øverst som erkendelsesredskab:

Filosofien når ganske vist frem til det højeste, men den repræsenterer ligesom kun et brudstykke af mennesket. Kunsten bringer det hele menneske frem til erkendelse af det højeste, og derpå beror den evige forskel og det underfulde ved kunsten.