Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Romantik og kristendom

Oprindelig forfatter KM

Som tidligere nævnt fortsætter med romantikken den sekulariseringsproces, der var indledt med 1700-tallets oplysning. Ikke desto mindre får kristendommen, der nærmest havde udspillet sin rolle i de toneangivende kredse i 1700-tallets sidste årtier, fornyet betydning efter 1800, i Danmark som i det øvrige Europa. Med genetableringen af de før-revolutionære magtforhold i Europa, herunder etableringen af den hellige alliance, er tiden også inde til en fornyet religiøs bølge, som bl.a. ytrer sig i, at mange af de tyske romantikere bekender sig til en konservativ katolsk kristendom.

Der er dog hverken i den protestantiske eller katolske verden tale om, at man vender tilbage til en ortodoks kristendom. Snarere må den fornyede religiøse interesse ses som gennemslaget af en slags kulturkristendom, dvs. en kristendom, der udspringer af den nationale og historiske vækkelse. Med den stigende afstandtagen til oplysningens civilisationsbegreb og med interessen for den nationale kultur og historie bliver kristendommen led i opbygningen af en national identitet. Det sker så meget lettere, som den romantiske filosofi og digtning rummer en række elementer, der viser et fællesskab med kristendommen, bl.a. på grund af den fælles platoniske arv. Romantikken gentager således kristendommens skelnen mellem timeligt og evigt – på platonisk: fænomen og idé. Og til kristendommens pilgrims- og frelsesmotiv svarer den romantiske længsel og drøm om sammensmeltning med altet.

Romantikken kan dermed ses som en slags sekulariseret kristendom, hvor Gud og Kristus bliver personifikationer af de åndelige kræfter, der gør sig gældende i natur og historie, eksemplarisk udtrykt i Oehlen-schlägers Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur, hvor Det Nye Testamente fra at være åbenbaringsbog forvandles til en billedbog, og beretningerne om Jesu liv genfortælles som naturmyter. Fra mere traditionelt kirkeligt hold gik denne grænseoverskridelse naturligvis ikke upåagtet hen. I anledning af digtkredsen fik Oehlenschläger svar på tiltale fra den daværende biskop over Sjællands Stift, Nicolai Edinger Balle:

Annonce

Jesu Historie, vil man vide, at være bestemt til Malerie over Naturens adskillige Forandringer. Den skal kun afbilde, men ikke fortælle: en Guldgrube for Digtere, men ingen Kilde, til at opøse Begreber af om sand Religion. O Gud! hvilke Forvildelser! Paa samme Maade forvender jeg med lige Ret, enhver anden Fortælling, saavel om Oldtidens Begivenheder, som Nutidens Tildragelser; og al vor Kundskab forsvinder, ligesom Røg og Damp, i svulmende Skyer, paa hierneløs Luft-Himmel.

Det karakteristiske for den nye udvikling er imidlertid, at teologen J.P. Mynster, der på det tidspunkt var præst, men senere kom til at indtage Balles embede som biskop over Sjælland, skrev en yderst velvillig anmeldelse, oven i købet på vers. Det skyldtes ikke kun, at han var ven af Oehlenschläger og med i kredsen omkring Bakkehuset, men også at han gennem Steffens' påvirkning havde oplevet et både romantisk og kristent gennembrud. Tilsyneladende paradoksalt kunne han derfor i sine erindringer skrive om Steffens: „Skiøndt hans egen Erkiendelse af de christelige Ideer endnu ikke var uddannet og sikker, var det dog fra ham, at Begyndelsen til Christendommens fornyede Liv i Danmark udgik.“ I Steffens' dybe trang mod det evige genfandt han sin egen trang mod Gud, ligesom han i naturfilosofien så muligheden for en regeneration af teologien i en tid, hvor troen var på retur. Det vidste han jo fra sig selv, og netop fordi han var tvivler, før han blev en troende, kom han også til at repræsentere en meget rummelig og humanistisk kristendom, der først og fremmest byggede på den enkeltes religiøse følelse, ikke på en bogstavtro læsning af Bibelen.

 Efter Københavns Bombardement i 1807 fik arkitekten C.F. Hansen til opgave at genopføre Vor Frue Kirke, et arbejde som stod på fra 1810 til 1826. I forbindelse med det eneste besøg i Danmark under sit 41 år lange ophold i Rom fik billedhuggeren Bertel Thorvaldsen i 1819 bestilling på en række statuer i marmor til kirkens indvendige udsmykning: Kristus, de tolv apostle og en dåbsengel. Den 345 cm høje Kristusfigur blev modelleret i 1821 og stod fuldført i 1838. Kristusfiguren kan ses som et af periodens fornemste kunstneriske udtryk for kulturkristendommen. I modsætning til tidligere fremstillinger udstråler den hverken lidelse eller sejr over døden, men først og fremmest humanitet.

Efter Københavns Bombardement i 1807 fik arkitekten C.F. Hansen til opgave at genopføre Vor Frue Kirke, et arbejde som stod på fra 1810 til 1826. I forbindelse med det eneste besøg i Danmark under sit 41 år lange ophold i Rom fik billedhuggeren Bertel Thorvaldsen i 1819 bestilling på en række statuer i marmor til kirkens indvendige udsmykning: Kristus, de tolv apostle og en dåbsengel. Den 345 cm høje Kristusfigur blev modelleret i 1821 og stod fuldført i 1838. Kristusfiguren kan ses som et af periodens fornemste kunstneriske udtryk for kulturkristendommen. I modsætning til tidligere fremstillinger udstråler den hverken lidelse eller sejr over døden, men først og fremmest humanitet.

Med Mynsters psykologiske kristendomsforståelse finder en stigende tilpasning sted til en ny tid, hvor troen i hjertet og 'kærlighedsdriften' bliver de afgørende størrelser. Var den nationale eller kulturelle betydning den ydre begrundelse for kristendommens „fornyede Liv“, er den indre, at Mynster og ligesindede – i Tyskland Schleiermacher, 1800-tallets førende tyske teolog, der var en central skikkelse i Jena-romantikken – gjorde sig til talsmænd for en ny teologi, den såkaldte liberale teologi, med rødder i romantikken. I modsætning til Balle fornemmede Mynster instinktivt, at kristendommens overlevelse som åndsmagt var betinget af, at den forbandt sig med det nye stærke litterære miljø, hvilket også udmøntede sig i hans smukke og litterært formede prædikener, der var med til at skabe hans glimrende karriere, fra landsbypræst til kongelig konfessionarius og biskop.

Tendensen gik da også klart i retning af en harmonisering af kristne og romantiske forestillinger. Ligesom der indgår kristne forestillinger i meget af romantikkens naturlyrik, hvor naturen fx indgyder ærefrygt eller omtales som hellig, benyttes romantisk farvede stemninger og naturreligiøse billeder i periodens salmedigtning, fx i Ingemanns Morgen- og Aftensange (1837-39), der kan ses som en omvending af tendensen i Oehlenschlägers digtkreds. Inden for prosaen finder en lignende harmonisering sted hos H.C. Andersen.

Billedet kompliceres dog af, at der også er et udtalt hedensk element i romantikken, først og fremmest udtrykt i begejstringen for den nordiske oldtid. Hos Oehlenschläger er den kristne gud nok repræsentant for en højere grad af humanitet end oldtidens guder, men alligevel skildres deres undergang som et skæbnesvangert tab. Som det hedder i sidste strofe af „Hakon Jarls Død“ fra Digte (1803):

Det ruller i Horizontens Himmel
og sagtelig skielver Hav og Jord.
De gamle Guders brogede Vrimmel
forsvinder, og kommer ej meer til Nord.
I stedet for Lundens ærværdige Minder
man idel Kirker og Klostere finder.
Kun hist og her
man fiern og nær
en Höi og en opreist Kampesteen skuer,
som minder om Oldtidens slukte Luer.

Synspunktet, der er en parallel til Schillers beklagelse over de græske guders forsvinden i digtet „Die Götter Griechenlands“ (Grækenlands guder), er imidlertid rent æstetisk, uden eksistentielle implikationer, og forhindrede ikke Oehlenschläger i at foretage en vidtgående harmonisering af romantiske, naturreligiøse og kulturkristne forestillinger. Helt anderledes hos Grundtvig. Mens hans romantiske gennembrud i 1806 bygger på en schellingsk tolkning af nordens mytologi, en tolkning, der placerer Odin på niveau med Kristus, er hans kristne opvækkelse i 1810 ensbetydende med en total afvisning af romantikken, udmøntet i flere angreb på den schellingske filosofi – af så voldsom art, at de i 1813 fik H.C. Ørsted til at protestere, hvorefter også han fik med grovfilen.

Det interessante er så, at Grundtvig ikke desto mindre dybest set delte Mynsters vurdering af Steffens' forelæsninger. Også for ham rummede de en skjult impuls til kristendommens fornyelse. I sin verdenskrønike fra 1812 skriver han:

Steffens var det, som først gjorde mig opmærksom paa, at Historien havde Noget at betyde. Jeg troede ikke et Ord af hvad han sagde, ja, jeg lo kæk, men Ideen om Tidernes Sammenhæng og Kristus i deres Middelpunkt var dog kommet i min Sjæl, og den blev oplivet, da jeg efter Aars Forløb fandt lignende Tanker hos den mig saa kære Schiller.

Ganske uanset den frontstilling, Grundtvig efter 1810 indtog til romantikken, var dens tanker altså ligesom hos Mynster med til at forme hans kristendom, der i stigende grad er karakteriseret ved en frigørelse fra Bibelen og ved synet på historien som en gradvis realisering af Guds plan. Med tiden – og helt tydeligt efter de tre Englandsrejser mellem 1829 og 1831 – når han ad den vej frem til en forsoning med sin ungdoms 'hedenskab' og romantik, udtrykt i hans vilje til samarbejde med „Naturalister med Aand“, hvorved han bl.a. forstår de naturfilosoffer, han før havde forkætret. Et andet udtryk for tilnærmelsen er, at den nordiske mytologi som billedverden forbliver et grundelement i hele forfatterskabet.

En næsten fuldstændig parallel til konstellationen Oehlenschläger – Mynster – Grundtvig findes senere i konstellationen J.L. Heiberg – H.L. Martensen – Kierkegaard, nu ikke med Steffens, men med den tyske filosof Hegel som formidler. Martensen er århundredets anden førende teolog, af lige så liberal observans som Mynster, med stort set den samme karriere – han bliver både hofprædikant og Mynsters afløser som biskop over Sjællands Stift – og endnu mere 'kulturåben' med sine ideer om en kristen kultursyntese, hvor såvel digtning som filosofi ses som veje til gudsriget. Hertil bidrog hans nære venskab og samarbejde med J.L. Heiberg, der nok – ligesom Oehlenschläger i forholdet til Mynster – var mere afsvalet i trosspørgsmål, men alligevel indrømmede religionen dens fremtrædende plads, nemlig sammen med kunsten, for „Kunst, Poesie og Religion ere Realisationer af det uendelige“. Højest står dog filosofien: „Hvo som hverken har positiv Religion eller Philosophie, har heller ingen sand Overbevisning om Gud. Derfor troer jeg gjerne, at de fleste dannede Mennesker i vore Tider ere Atheister, og jeg selv vilde være det, hvis ikke min Philosophie reddede mig derfra.“

Martensen har det lige omvendt – for ham har filosofien sin betydning ved det lys, den kaster over kristendommen – men det er ham, der efter Heibergs introduktion af Hegel i 1820'erne med sine forelæsninger i 1830'erne sørger for den tyske filosofs gennembrud i en dansk sammenhæng, og det er ham, der foretager det mest gennemgribende forsøg på at føje teologien ind i en æstetisk sammenhæng. Et kroneksempel er hans uhyre omfattende og begejstrede anmeldelse af Heibergs En Sjæl efter Døden over hele 19 (!) spalter i Fædrelandet.

Kierkegaard føler sig i begyndelsen tiltrukket af begges æstetiske og objektivt-filosofiske betragtningsmåde, men ser senere et svælg mellem denne og sand kristendom, en del af baggrunden for den såkaldte kirkekamp (1854-55), der indledes med et voldsomt angreb på Martensen – ikke mindre voldsomt end Grundtvigs på Ørsted – efter at Martensen ved Mynsters død har kaldt denne et „Sandhedsvidne“. Med sin lære om den religiøse tro som „Springet ud paa de 70.000 Favne“ tager Kierkegaard endegyldigt afsked med alle kulturkristne medieringer. Og dog er han som Mynster, Martensen og Grundtvig med til at tegne billedet af en ny, sekulariseret kristendom, nemlig ved at frarøve den alle objektive aspirationer og alene give den realitet som et helt igennem personligt og eksistentielt anliggende. Så lidt som Grundtvig kan han forene romantik og kristendom, men det er på den anden side romantikkens humane tænkning over forholdet mellem timeligt og evigt, sådan som den udfolder sig hos romantiske typer som æstetikeren og etikeren, der fører frem til „Springet“ ind i troen. Samtidig gælder det om begge disse afgørende fornyere af kristendommen i 1800-tallet, Grundtvig og Kierkegaard, at de ikke blot er store digtere, men at det også er den digteriske fantasiudfoldelse, der bringer dem frem til den grænse, hvor kristendommen bliver virkelighed for dem. Således kommer også de til at bekræfte digtningens betydning for kristendommens fornyede liv i perioden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kim Minke: Romantik og kristendom i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476646