Baggrunden for det nationale projekt er Den Franske Revolution, der i opgøret med kirke, aristokrati og kongemagt sætter folk og nation som øverste instans. Det nationale har her en klart politisk betydning, der handler om, at nationen og dermed folket er den egentlige suveræn. Bekendelsen til nationen er en bekendelse til demokratiet. Det er den samme forståelse, vi finder i 1800-tallets nationalliberale bevægelser, men i kombination med opfattelsen af det nationale som et kulturelt begreb, dvs. en forståelse af det nationale, der hævder en særlig identitet og et særligt fællesskab, der overskrider det almene: at være borger i en stat.
Baggrunden for den kulturelle forståelse, der bliver grundlæggende i romantikken, findes hos den tyske filosof J.G. Herder. I en række værker fra 1770'erne og frem til århundredskiftet hævder han over for oplysningens universalistiske og kosmopolitiske forestillinger, hvor de enkelte nationaliteter, folkeslag og sprog ikke blev tillagt særskilt betydning, at hver kultur og hvert folk udgør en helhed og er behersket af en særlig folkeånd. Mens oplysningstænkningen ikke skelnede mellem kultur og civilisation og vurderede de forskellige folkeslag ud fra deres grad af civilisation, er kultur hos Herder knyttet til et bestemt folk og dets folkeånd, der udspringer af det fælles sprog, den fælles historie, den fælles religion, den fælles digtning på folkesproget og de fælles sædvaner. At tilhøre en kultur eller nation er ensbetydende med at have tilegnet sig alt dette. Ifølge Herder kom folkeånden i særlig grad til udtryk i folkedigtningen, som han derfor viede sin største interesse, frem for alt med sin store samling af oversat europæisk balladedigtning, Stimmen der Völker in Liedern (1778-79, Folkenes stemmer i sange).
I begyndelsen stod Herder ret alene med sin opfattelse, og selv om man i Danmark kan finde tilløb til en kulturel opfattelse af det nationale i de konfrontationer mellem tysk og dansk, der prægede de sidste årtier af 1700-tallet (se Holgerfejden og trykkefrihedens grænser), var der dog på intet tidspunkt som hos Herder tale om en samlet og historiefilosofisk begrundet opfattelse – og slet ikke en idé om den enkelte kultur (nation) som den grundlæggende enhed.
Det er i forbindelse med Napoleonskrigene, at Herders tanker for alvor begynder at vinde genklang, i første omgang i forbindelse med den nationale vækkelse i Tyskland. I årene efter 1806 afløses Jena-romantikkens revolutionært-universalistiske linje af den såkaldte Heidelberg-romantiks nationale og folkelige linje, og inspirationen fra Herder lader sig tydeligt aflæse i de vigtigste vidnesbyrd om det nye åndelige klima: Achim von Arnim og Clemens Brentanos udgivelse og gendigtning af den mundtligt overleverede folkepoesi fra middelalderen og frem i Des Knaben Wunderhorn (1806-08, Drengens tryllehorn) og brødrene Grimms af den tilsvarende eventyrtradition i Kinder- und Hausmärchen (1812-15). Der er i begge tilfælde tale om uvurderlige redningsaktioner i forhold til truede litterære arter, men også om ideologiske fremstød i en tid og et område med stærke behov for over for Frankrig at hævde sin fortid og nationale identitet. Endnu et betydningsfuldt udtryk for omslaget er Fichtes Reden an die deutsche Nation (1807, Taler til den tyske nation), der giver stødet til den nationale begejstring. Omslaget indebærer, at den middelalderinteresse, der før primært havde været udsprunget af ubehaget ved civilisationen og dyrkelsen af en førmoderne tidsalder, nu får aktuel betydning som del af den tyske folkeånd.
Selv om en national vækkelse af samme art som i de tyske stater er så godt som fraværende i Danmark helt frem til 1840'ernes krav om en fri forfatning og Treårskrigen, har udviklingen i Danmark i det store og hele det samme udgangspunkt og bevæger sig i den samme retning, fra universalromantik til nationalromantik. Udviklingen finder dog sted med nogen forsinkelse – vi skal op i 1820'erne, før man kan tale om en digtning med udtalt national tendens, men der lader sig herfra opregne en række eksempler med fædrelandssange af Grundtvig og Oeh-lenschläger, Ingemanns historiske romaner og J.L. Heibergs Elverhøi som de mest prominente. Gennem det meste af denne litteratur optræder en bestemt idé: forestillingen om en dybere forbindelse mellem folket og kongen uden om aristokrati og embedsværk, en forestilling der er en del af baggrunden for de problemer, flere af digterne får med at anerkende det legitime og berettigede i kampen for en ny forfatning.
Begrebet nationalromantik, som knyttes til ovennævnte og andre eksempler, er for så vidt uheldig, som man derved afgrænser et fænomen, der er langt mere omfattende, til et bestemt korpus af tekster. I virkeligheden gør en 'nationalromantik' sig gældende hele vejen, nemlig i den forstand, at den nordiske mytologi, Saxo, folkeviser, dansk historie og dansk natur ved Oehlenschlägers og Grundtvigs forenede indsats fra begyndelsen udgør en grundlæggende del af det romantiske projekt. På samme måde er hele den afgørende omstemning af sproget, der foregår hos dem begge, en bestræbelse på at ramme en særlig dansk tone og ånd. Det er netop i kraft af denne mere indirekte nationale bestræbelse, ikke mindst den sproglige, der fortsætter ind i de følgende forfatterskaber, at digterne bidrager til at skabe grundlaget for en national identitet. Når Schack Staffeldt forblev en outsider i perioden, beror det bl.a. på, at han med sin tyske baggrund var ude af stand til at ramme denne tone.
Herders indflydelse slår især igennem hos Grundtvig, der i sine mange tidlige verdenskrøniker (1812, 1814 og 1817) – en danmarkshistorie har denne danskhedens fremmeste forkæmper interessant nok aldrig skrevet – er dybt præget af Herders organiske historie- og kulturopfattelse. Det er imidlertid først i forbindelse med højskoletankerne i 1830'erne, at denne inspiration udmønter sig i et egentligt nationalt og folkeligt program. I hans tidlige produktion er det nationale uløseligt forbundet med historien og med hans personlige udvikling. På baggrund af oplevelsen af en kriseramt nutid søger han i en genfortolkning af den nordiske mytologi og historiske begivenheder at etablere forbindelse mellem fortid og fremtid, så 'sagnet' bogstaveligt kan forvandle sig til 'syn', fortid til fremtid. Som en del af dette projekt indgår – stadig helt i Herders ånd – hans folkelige oversættelser af Saxo (fra latin), Snorre (fra islandsk) og Beowulf-kvadet (fra oldengelsk), der udgives i årene 1818-23.
Andre udtryk for den Herder'ske indflydelse er J.M. Thieles indsamling blandt almuen af Danske Folkesagn (1818-23) og N.M. Petersens sproghistorie, Det danske, norske og svenske Sprogs Historie under deres Udvikling af Stamsproget (1829-30). Sidstnævnte er således skrevet ud fra en kulturhistorisk synsvinkel med henblik på at vise den nøje sammenhæng mellem sprogets udvikling og folkets skæbne. Ifølge N.M. Petersen medførte fx feudaltidens undertrykkelse af bønderne også en stagnation i den sproglige udvikling. Senere kom hans Bidrag til den danske Literaturs Historie (1853-61), der fastholder den Herder'ske synsvinkel. Værkets formål er at fremme folkets dannelse „ved at lade det skue sig selv“. Endnu en vigtig udgivelse til fremme af den nationale dannelse er fembindsværket Udvalgte danske Viser fra Middelalderen (1812-14), udgivet af Knud Lyne Rahbek sammen med Rasmus Nyerup og Werner Abrahamson, et vidnesbyrd om den ældre generations lydhørhed over for de nye signaler, dog uden Herder som mellemmand, men som et spin off-produkt af Nyerup og Rahbeks Bidrag til den danske Digtekunsts Historie (1800-28), den første samlede fremstilling af dansk litteratur.
Hele denne stærke nationale strømning, som alle periodens forfattere mere eller mindre bidrager til, selv Kierkegaard, der mange steder erklærer sin kærlighed til det danske sprog, udvikler sig, mens Danmark endnu er en helstat, men uden derved i de første årtier at skabe konflikter indadtil og udadtil. Dyrkelsen af det nationale har endnu ikke fået karakter af nationalisme – det sker som sagt først i 1840'erne. Til gengæld udfolder der sig konflikter på andre områder, litterære og videnskabelige fejder. Med fraværet af en egentlig politisk diskussion går der politik i æstetikken og åndslivets andre områder.
Kommentarer (2)
skrev Lars Handesten
Hvor er det Kim Minke, der er krediteret for dette opslag, når det er Knud Michelsen, der har skrevet det? Jeg håber, at det er en enkelt fejl, og at det ikke gælder for andre artikler fra Dansk litteraturs historie.
vh Lars Handesten
svarede Ida Elisabeth Mørch
Kære Lars Handesten
Det håber vi også er en enkeltstående fejl. Tak for rettelsen.
Vh. redaktionen
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.