Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lynildsmanden - Henrich Steffens

Oprindelig forfatter KM

Den vigtigste formidler af den romantiske filosofi i Danmark er naturforskeren og filosoffen Henrich Steffens (1773-1845), der i sjælden grad viste sig at være den rette mand på det rette tidspunkt. Det er ikke for meget sagt, at når romantikken slår så forholdsvis tidligt igennem i Danmark, skyldes det ham og kun ham. Stedet er Elers' Kollegium i København, hvor Steffens holder forelæsninger for et stuvende fuldt lokale, og tidspunktet vinteren 1802-03. Forelæsningerne blev i 1803 udgivet under titlen Indledning til Philosophiske Forelæsninger, men handler mestendels om noget så umiddelbart tørt og ufilosofisk som de forskellige bjergarter. De fleste har næppe forstået meget af de lærde geologiske udredninger, men når så mange alligevel kom strømmende, skyldtes det, at de synspunkter, han præsenterede, havde den samme effekt, som når et vakuum pludselig bliver åbnet. Ellers adskilte tankeformer og fænomener – filosofi, religion, videnskab, natur, historie, litteratur og kunst – blev underlagt en gennemgribende nyfortolkning og sammenføjet i en perspektivrig og dynamisk syntese, der genfortryllede den verden, som 1600- og 1700-tallets rationalisme og empirisme havde efterladt. En afsjælet mekanisk og materiel verden, alene tilgængelig via menneskets fornuft og sanseapparat, forvandlede sig til en levende organisk helhed, gennemtrængt af ånd.

Steffens var født i Stavanger, men kom som seksårig til Danmark, hvor han tilbragte sin ungdom. Faderen, der arbejdede som kirurg, var holstener, og moderen dansk. Et slags åndeligt gennembrud indtraf, da den 17-årige i 1790 læste Goethes nyudkomne Faust. Ein Fragment og i sin begejstring lærte det udenad. Et planlagt teologistudium blev opgivet, og i stedet kastede Steffens sig over naturvidenskab. Et fakultet af denne art fandtes ganske vist ikke ved Københavns Universitet, men der var i 1789 stiftet et Naturhistorie-Selskab, hvor han gennemførte sine studier. Herefter, i 1794, tog han til Norge for at samle mineralogisk og zoologisk materiale, en rejse, som fortsatte til Holsten. I 1797 blev han i Kiel doktor på en afhandling om mineralogi. Et værk om Spinoza ledte hans interesse i mere spekulativ retning, og bekendtskabet med Schellings naturfilosofi, som han nærmest følte var skrevet til ham, resulterede i et fireårigt studieophold i Tyskland, hvor han stiftede nærmere bekendtskab med alle tidens førende ånder, brødrene A.W. og Friedrich Schlegel, Novalis, Ludwig Tieck, Fichte, men især – i kraft af sin faglige baggrund – kom i tæt berøring med Goethe og Schelling, som begge interesserede sig levende for ham. Steffens' naturhistoriske hovedværk, Beyträge zur innern Naturgeschichte der Erde (1801, Bidrag til Jordens indre naturhistorie), der er tilegnet Goethe, er så at sige et produkt af disse bekendtskaber, idet det dels er et meget selvstændigt forsøg på at udfolde Schellings naturfilosofi og underbygge den med empiriske data, dels en skildring, der i overensstemmelse med Goethe ser naturens højeste frembringelse i udviklingen af personligheden.

 Store Kannikestræde var en af de gader i det københavnske latinerkvarter, der blev ramt af ødelæggelser under englændernes bombardement i 1807. Det gælder Borchs Kollegium, som ses efter genopbygningen i 1825 til venstre i billedet. Længere nede ad gaden på samme side ligger Regensens indgang og her overfor Elers' Kollegium, hvor Steffens holdt sine berømte naturfilosofiske forelæsninger i 1802. Fotografi fra 1860.

Store Kannikestræde var en af de gader i det københavnske latinerkvarter, der blev ramt af ødelæggelser under englændernes bombardement i 1807. Det gælder Borchs Kollegium, som ses efter genopbygningen i 1825 til venstre i billedet. Længere nede ad gaden på samme side ligger Regensens indgang og her overfor Elers' Kollegium, hvor Steffens holdt sine berømte naturfilosofiske forelæsninger i 1802. Fotografi fra 1860.

I de ni forelæsninger, han holdt efter hjemkomsten til København i 1802, indgår resultaterne fra dette værk i en samlet vision af naturen, historien og menneskets „inderste Gemyt“. En grundlæggende påstand er, at oplysningen indebar tabet af „Ahnelsen om det Evige“. Det evige blev reduceret til noget blot endeligt eller dennesidigt, og dermed fjernedes muligheden for at forstå den dybe sammenhæng, der findes i universet.

Annonce

Som hos Schelling er sammenhængen udtryk for harmoni, men en harmoni, der bygger på strid, „Dissonantzer“. Herved bringes det dynamiske og dramatiske aspekt ind i det billede, Steffens udkaster. Fra fødslen er hvert væsen indviklet i dybe modsigelser, fremkaldt af en dobbelt drift, der går gennem alt, på den ene side det enkelte individs (eller den enkelte nations) egoistiske drift mod at vedligeholde sig selv på alle andres og alt andets bekostning, på den anden en enhedsdrift, der sigter mod at opretholde helheden, uden hvilken heller ikke individerne (eller nationerne), der er afhængige af konflikten og vekselvirkningen med andre, kan bestå. En afslutning på striden er derfor utænkelig. „Al Historie er en evig Krig“, hedder det i en direkte afvisning af Kants oplysningsbaserede ideer om en verdensstat.

 Henrich Steffens, der var født i Norge, var af holstensk og dansk afstamning. Han boede i Danmark 1779-96 og 1802-04, derefter i Tyskland. Portrættet malede C.A. Lorentzen i 1804, kort tid før Steffens forlod Danmark for at tiltræde som professor i Halle.

Henrich Steffens, der var født i Norge, var af holstensk og dansk afstamning. Han boede i Danmark 1779-96 og 1802-04, derefter i Tyskland. Portrættet malede C.A. Lorentzen i 1804, kort tid før Steffens forlod Danmark for at tiltræde som professor i Halle.

Skal man løfte sig over striden og nå frem til det synspunkt, hvor den forvandler sig til harmoni, kan det kun ske ved at indse begrænsningen i det endelige perspektiv, gennem anelsen af det evige. Det hedder nærmere om den:

Denne Ahnelse forlader aldrig noget Menneske ganske. Selv hos den meest indskrænkede slumrer den dybt i hans Siæl. Den knytter os til den hele Natur (…) giennem den taler Naturens evige Liv, som igiennem et mystisk Ziffer, til vor Aand og indvortes forstaae vi den. (…) Denne Ahnelse, hvis Gienstand altid er uendelig, kaldes, naar den levende, skabende aabenbarer sig i sin Herlighed i et fortreffeligt Gemyt – Poesie.

På den måde når også Steffens frem til digtningens afgørende rolle som erkendelseskilde. Samtidig er det dog vigtigt at fastholde ordet poesi som kvalitativt begreb. Ikke al digtning er poesi. Den kan fx være prosa, og prosa kalder han, „hvad som nedværdiger selv det som bærer det Eviges umiskjendelige Præg til et blot Endeligt“, mens poesi er det, „som selv i det Endelige finder Præget af det Evige“. Omvendt kan videnskab og filosofi være poesi. Hvad Steffens' egen videnskab og filosofi aspirerer til, er således netop at være en sådan poesi, hvor hver eneste sætning skjult henviser til helheden. I det følgende sammentrængte naturfilosofiske 'epos' fra slutningen af den sjette forelæsning kan man særlig tydeligt se poeten Steffens i aktion:

Man sammenligne vore physiske og chemiske Theorier med den evige Natur selv – man forlade de chemiske Laboratorier for at overskue Kloden og dens Liv. Solen glöder i Planeternes Middelpunct, Lyset omfatter med evig Glands alt Levende, den hele Klode synes en Blomst, som aabner sine mangefarvede Blade, udaander sit Liv om Dagen og lukker sig om Natten, Varmen er en evig Vexel af Expansion og Contraction imellem hvilken alting oscillerer, Magnetismen har gjennemtrængt hele Kloden og viser stiltiende til en hemmelig Regel, Electriciteten aabner og slutter det chemiske Vexelspils momentane Liv, Luften, bestandig foranderlig, og i al Forandring bestandig den samme, Klodens forunderlige Aande, indaandes, bindes, löses igjen og omslutter alt. Vandet – det Indifferente, Formlöse, af hvilket al Form synes oprunden, circulerer, bestandig bölgende, mellem det Faste. Imidlertid gjærer den alt bundfældte, anorgiske [uorganiske] Masse (Jordklodens afsatte Scelet) med den sidste Gnist af Liv, endnu flammende under Æqvator. Et evigt vexlende Liv, eensformigere under Polerne, mere broget, mere glödende under Æqvator, udvælder med stigende Energie – og midt i denne brogede Vrimmel hæver sig lidt efter lidt gjennem alle Gestalterne et mystisk Centrum, bestandig dybere og dybere skjult i Gestalternes inderste Væsen, i det det tydeligere aabenbarer sig, skilles det Enkelte fra det Hele og bliver et Heelt i sig selv, den isoleerte Organisation bliver mere fuldendt; den Energie, med hvilken den kjæmper mod Massen, bliver vældigere, de Aftryk den paatvinger den betydningsfuldere. Endelig vogner, med den individuelleste Skabning, Naturens usynligste, helligste Middelpunct – Fornuften. Selv Massen forædles ved den og Kunsten og Poesien formaaer at producere Gestalter, höjere, ædlere, uendeligere, betydningsfuldere, end selv Naturen.

Det er som sagt tvivlsomt, hvad tilhørerne i lokalet forstod, men at der her var noget nyt og i enhver forstand fantastisk på færde, var indlysende for enhver, ikke mindst i skildringer som den ovenstående, der med sin blanding af videnskab, mystik og poesi kan give mindelser om Stanley Kubricks science-fictionklassiker Rumrejsen år 2001 (1968).

Steffens' ophold i Tyskland var givet som stipendium af den danske stat, og med sine indledningsforelæsninger, der hurtigt afløstes af egentlige forelæsninger i filosofi samt en forelæsningsrække om Goethe (begge uudgivne), søgte han at habilitere sig til et professorat i filosofi. Paradoksalt nok var det netop indledningsforelæsningernes overvældende succes, der forhindrede ham i at få det. „De gør mine undersåtter forrykte“, meddelte kronprinsen Steffens og hentydede dermed til en gal ung mand, der i ét væk påkaldte Steffens og Oehlenschläger, og med indirekte hentydning til den tidlige tyske romantik, som man mistænkte for revolutionære tilbøjeligheder. I 1799 var Fichte, mens Steffens opholdt sig i Jena, blevet forflyttet fra byens universitet pga. anklager for ateisme, og man vidste, at Steffens, der i øvrigt ikke sympatiserede med Fichte, havde foranstaltet en underskriftsindsamling blandt de studerende til fordel for ham. Enden blev i hvert fald, at Steffens forlod Danmark igen i 1804 for at slå sig ned i Tyskland, hvor han blev til sin død. Selv om han fastholdt sin ungdoms naturfilosofi, søgte han i stigende grad sit åndelige ståsted i luthersk kristendom. Stjernestunden i hans liv forblev forelæsningsrækken på Elers' Kollegium.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kim Minke: Lynildsmanden - Henrich Steffens i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476653