Inspirationen fra Steffens

Da Steffens holdt sine forelæsninger, var han langtfra nogen ukendt person i København. Han var på mødrene side fætter til Grundtvig og kom i begyndelsen af 1790'erne som ung studerende i overlæge F.L. Bangs hus i Bredgade hos dennes stedsønner, J.P. og O.H. Mynster, der blev hans nære venner og diskussionspartnere. Med tilskud af endnu et par andre unge mænd dannedes i brødrenes hybel på Frederiks Hospital en lille kreds af ærgerrige unge mænd, der i slutningen af 1700-tallet via Drejers Klub knyttede venskabsforbindelse til triumviratet Oehlenschläger og brødrene H.C. og A.S. Ørsted, der i 1798 havde lært hinanden at kende. Steffens var på det tidspunkt rejst til Tyskland, men blev ved hjemkomsten i 1802 af O.H. Mynster præsenteret for Oehlen-schläger, og der udviklede sig hurtigt et nært forhold mellem de to.

Det karakteristiske for den samlede kreds er det brede videnskabelige repertoire, de repræsenterede. O.H. Mynster var læge og naturvidenskabsmand, J.P. Mynster teolog, A.S. Ørsted jurist, H.C. Ørsted naturvidenskabsmand og filosof, og Oehlenschläger, som brødrene Ørsted havde manuduceret til en studentereksamen, slet og ret digter. Det er imidlertid også karakteristisk, at deres interesser og studier – ligesom Steffens' – rakte langt ud over deres fag, ikke mindst i æstetisk retning, hvad der forklarer den uakademiske Oehlenschlägers medlemskab af kredsen. I 1800 forlovede han sig med Christiane Heger, hvis søster, Karen Margrethe (Kamma) var gift med den førende oplysningsskribent Knud Lyne Rahbek. På den måde udvidedes kredsen til også at omfatte den tidligere generation af digtere og skønånder, og Rahbek'ernes hjem, Bakkehuset på Frederiksberg, blev snart et nyt samlingssted for også den nye generation, nu med fruen i huset som primus motor. Siden kom næste kuld til, bl.a. Poul Martin Møller og Johan Ludvig Heiberg, der som søn af Rahbeks nære ven, den eksilerede P.A. Heiberg, i en periode havde været plejesøn hos Rahbek'erne.

Inde i byen skabtes efterhånden et andet centrum, idet A.S. Ørsted, der allerede i 1801 var blevet dommer i Hof- og Stadsretten, i 1802 giftede sig med Oehlenschlägers smukke søster Sophie, som med ægtemandens velsignelse holdt salon for sine mange beundrere, bl.a. Jens Baggesen, der i 1806 ligefrem boede hos familien i over et halvt år. En anden ven af huset var Fichte, der dog mere appellerede til den stærkt Kant-inspirerede ægtemand. Siden skulle endnu en beundrer af Sophie dukke op, filosoffen og forfatteren F.C. Sibbern.

Mellem de to centre var der ikke altid harmoni, hvad der ikke blot skyldtes en vis rivaliseren mellem de to højtbegavede kvindelige hovedpersoner, men også Sophies nære forhold til Baggesen, der efter sine begyndende stiklerier til Oehlenschläger (se Tylvtefejden) ikke var velkommen i Bakkehuset. Blandt dem, der ikke kom nogen af stederne, var Grundtvig, der stod uden for alle kredse, indtil han sent i sit liv fik skabt sin egen, som til gengæld fik karakter af landsomfattende folkebevægelse. Noget sådant var der aldrig tilløb til i de københavnske og frederiksbergske saloner. Selv om kredsen stadig udvidede sig, talte den aldrig mere end måske tyve-tredive personer, men det var til gengæld dem, der afgjorde, hvad der var op og ned og hot og not i århundredets første årtier.

Det er ud af dette tætvævede mønster af familie- og venskabsrelationer, at den danske romantik bliver til. Uden Steffens er det imidlertid tvivlsomt, hvor meget der var kommet ud af det hele. Det er ham, der er flammen i foretagendet. Ikke blot med sine forelæsninger, som flere af dem fulgte, men også gennem personlige samtaler har han påvirket de fleste af hovedpersonerne, Oehlenschläger, Grundtvig, J.P. Mynster, senere Sibbern, ja været den direkte eller indirekte anledning til deres afgørende gennembrud, først og fremmest Oehlenschlägers i sommeren 1802, hvor denne under et 16 timer langt samvær med Steffens inspireres til at skrive programdigtet „Guldhornene“.

Hvor stor hans betydning var, har ikke altid været lige let at indrømme for de implicerede, især ikke for Oehlenschläger, som da både den første begejstring og Steffens selv var dampet af, er temmelig overlegen og kritisk i sin karakteristik af ham. Her bliver han dog sat grundigt på plads af H.C. Ørsted, der ganske vist ikke selv var nogen stor beundrer af Steffens og uafhængigt af denne under en studierejse (1801-04) havde erhvervet et indgående kendskab til Schellings naturfilosofi, men alligevel fuldt ud anerkendte hans enestående rolle som formidler og inspirator. Også Grundtvig er i sin dagbog stærkt skeptisk over for forelæsningerne og endnu i sin Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng (1812) ret forbeholden, men hævder senere i sine Mands Minde-foredrag (1838), at hele hans egen udvikling er „en Frugt af hans Ord“. Betegnelsen „Lynildsmand“ er Grundtvigs – i hans mindedigt ved Steffens' død.

Et særlig talende eksempel på den gennemgående dobbelte holdning til 'fænomenet' Steffens er J.P. Mynsters Meddelelser om mit Levnet (1854), hvor Mynster nok indrømmer, „hvor uberegnelig og velgiørende Indflydelse hans Ophold her har været for Danmark (…) Ogsaa i min Siel bragte han mangt et Frø, som behøvede Tiid til at spire, men som dog ikke var nedlagt forgieves“ – men hvor han samtidig nærmest optræder som en, der afpresses en tilståelse. Forklaringen er naturligvis, at Steffens netop er den, der har afgørende del i Mynsters egen udvikling. Det gælder om ham som om de andre, at Steffens griber så dybt ind i deres sjæleliv, at de må værge for sig. Ikke for intet taler man hos dem alle om et 'gennembrud', et ord, der først nu bliver relevant i en litterær sammenhæng, nemlig som udtryk for mødet med en magtfuld åndelig virkelighed, der omkalfatrer alle ens hidtidige forestillinger. Ordet signalerer dermed samtidig styrken og omfanget af det epokale brud, romantikken indebar. Mindre personligt berørte er Sibbern og som nævnt H.C. Ørsted, der til gengæld bliver dem, der viderefører Schellings og Steffens' tankebygning.

Er det alene Steffens, der fremkalder romantikkens tidlige gennembrud i Danmark, er det Oehlenschläger, der perioden igennem, altså helt frem til 1870, såvel stil- og genre- som idé- og holdningsmæssigt kommer til at inspirere og præge den litterære produktion. Nøglen til denne normsættende funktion er hans egen tidlige digtning, som bliver til under den dobbelte påvirkning fra Steffens og den tyske romantik.