Hegel ved katederet, litografi fra 1828 af Franz Kugler. G.W.F. Hegel blev 1818 professor i Berlin, hvor han frem til sin død fik en voksende skare af tilhængere, også uden for Tyskland. Herhjemme blev hele det filosofiske miljø fra ca. 1830 præget af hans tænkning. Det gælder såvel tilhængere, bl.a. J.L. Heiberg, H.L. Martensen og Hans Brøchner, som opponenter, bl.a. Sibbern, Poul Møller og Kierkegaard. Især sidstnævntes kritik har i nogen grad skygget for, hvor stor Hegels indflydelse var.

.

Der var endnu en vigtig grund til, at H.C. Ørsteds store værk Aanden i Naturen kom en postgang for sent, nemlig at Schelling og Steffens' naturfilosofi i 1850 for længst var overhalet af Hegels filosofi.

Selv om Hegel i vidt omfang delte forudsætninger og synspunkter med Fichte og Schelling, især den sidste, er hans filosofiske position alligevel en ganske anden. Han forkaster således ideen om en oprindelig enhed – Ørsteds „fælles Rod“ – og ser den sammenhængende fornuftsmæssige helhed, som virkeligheden også for ham udgør, som på forhånd bestemt af dybe modsætninger, der nok kan forenes på et højere plan, men kun for igen at avle nye modsætninger. Det er altså ikke enhed eller med Ørsteds udtryk harmoni, men splittelse eller differenser, som konstituerer virkeligheden.

Denne modsætningsfyldte helhed er bestemt af fornuften, er fornuftens selvvirkeliggørelse, og det er denne selvvirkeliggørelse, der beskrives i Hegels 'system'. På et lavere trin står fornuften over for sin modsætning, naturen, der ganske vist som alt andet er bestemt af fornuften, men som fornuften – stik mod Ørsteds opfattelse – ikke kan genkende sig selv i, og derfor forholder sig til som noget fremmed. Det er først som ånd (Geist), subjektiv (i det enkelte individ) og objektiv (i de samfundsmæssige institutioner), at fornuften forholder sig til sig selv, og først som absolut ånd, at den står direkte over for sig selv. Udtryk for den absolutte ånd er kunsten, hvor ånden har gennemtrængt det sanselige stof, religionen, hvor ånden har åbenbaret sig, og filosofien, den rene tænkning, hvor ånden spejler sig i sig selv.

Når det gælder æstetikken, kan Hegels synspunkter på mange måder minde om Schillers nyklassicistiske æstetik, men modsat denne har han imidlertid ikke de samme høje tanker om kunstens betydning som nutidig og fremtidig erkendelsesvej. I den rene kunst, der for Hegel er identisk med den klassiske græske kunst, anskues det sande gennem det skønne, men hos romantikerne ser han kunsten blandet op med en stigende subjektivitet og æstetisk refleksion, der vil nedbryde kunsten som kunst og dermed som erkendelse. Langtfra som hos Schelling at være vejen til den højeste indsigt bliver den romantiske kunst og den dermed forbundne kunstkritik derfor for Hegel symptom på kunstens afslutning (hvilket selvsagt ikke indebærer, at der ikke vil blive skabt nye kunstværker). Han ser heri en nødvendig udvikling, hvor sand erkendelse efterhånden alene bliver filosofiens sag. Kun i filosofien bliver erkendelse til egentlig viden, hvor den i kunsten er anskuelse og i religionen tro. Der kan så meget vel være tale om sand anskuelse eller sand tro, men det er det filosofiens opgave at bedømme.

I Heibergs overtagelse af det hegelske system gør en bestemt tendens sig gældende, nemlig periodens almindelige tendens til at harmonisere. Det viser sig i, at han i højere grad lægger vægt på 'forsoningen' af modsætningerne end disse selv, og at han i den omstændighed, at æstetikken så at sige breder sig på kunstens bekostning, netop ser kunstens fremtidsmuligheder. Det betyder så også, at der er markante forskelle i Hegels og Heibergs syn på de forskellige kunstarter og digteriske genrer. I Heibergs berømte hierarkisk ordnede genresystem – et led i hans kritik af Oehlenschläger – optræder fx vaudevillen i systemets top sammen med den spekulative poesi, mens tragedien, Oehlenschlägers foretrukne genre, befinder sig meget længere nede i systemet.

Det karakteristiske for den danske Hegel-forståelse er da, at Hegel indføjes i en æstetisk og – via Martensen – i en teologisk orienteret sammenhæng. For Heibergskolen er konsekvensen en vidtdreven formalisme, hvor et givet kunstværk i sidste ende kan vurderes ud fra sin evne til at opfylde genrens krav og ud fra sin plads i genrehierarkiet. En af dem, der ramtes af skolens kritik, nemlig Steen Steensen Blicher, talte ikke uden grund om „Formskjærerlauget“. Tilhængerne var da også få, men øvede en ikke ringe indflydelse ved deres centrale positioner som tidsskriftredaktører.

Skolens betydning ligger frem for alt i at danne modvægt til Oehlen-schlägerskolens prioritering af de ubevidste skabende kræfter og det poetiske indhold. Den har derved medvirket til at udvikle den formsans og reflekterede æstetiske bevidsthed, der ikke blot karakteriserer Heiberg og Hertz, men også bl.a. H.C. Andersen, Aarestrup, Paludan-Müller og Kierkegaard. Sidstnævntes forhold til Hegel (og Heiberg) er et kapitel for sig, men det er svært at se bort fra, at store dele af det pseudonyme forfatterskab netop kan betragtes som en slags spekulativ poesi.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Hegel og Heibergskolen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig