Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dannelse og dannelsesroman

Oprindelig forfatter KM

Hvad var målet med det hele, kan man spørge. Herom var der mellem de forskellige skoler, de akademiske lag og i den kulturelle elite sådan set ingen uenighed, heller ikke efter den nye revolution, Julirevolutionen i Frankrig 1830, der indleder en ny fase i Europas politiske udvikling og fører til indsættelsen af borgerkongen Louis-Philippe, en demokratisk forfatning i et uafhængigt Belgien og opstande overalt i det øvrige Europa, dog netop ikke i Danmark. For målet var i Danmark aldeles ikke en ny forfatning, i hvert fald ikke lige med det samme. Det er karakteristisk, at mens oprøret i Belgien i revolutionsåret var direkte foranlediget af opførelsen af den franske komponist Daniel Aubers revolutionsbegejstrede opera Den stumme i Portici, medførte opførelsen af operaen i København senere på året en ganske anderledes reaktion, idet man hyldede den tilstedeværende konge med stående ovationer.

Nej, målet var ikke af politisk art, men dannelse. I sidste ende var det dette, alle bestræbelserne inden for kunst, litteratur, videnskab og filosofi gik ud på. I det store og hele var der heller ingen uenighed om, at dannelsen rettede sig mod det enkelte individ, selv om man også talte om national dannelse, naturvidenskabelig dannelse (Ørsted) og folkelig dannelse (Grundtvig). Til at blive et rigtigt menneske hørte hjertets dannelse, og først gennem en dannelsesproces blev man borger i egentlig forstand. Modsætningen til den dannede borger var spidsborgeren, som måske nok kunne sin katekismus og udadtil optrådte moralsk uangribeligt, men som manglede det væsentlige, dannelsen, der ikke var en ydre politur eller et sæt leveregler, men et åndeligt beredskab, der var tilegnet gennem en personlig modningsproces. Man kunne derfor også sige, at målet var at blive en personlighed.

I dannelsesforestillingen sammenføjes subjektivt og objektivt, individ og samfund. Intet viser derfor måske klarere afstanden til det sene 1700-tals individualisme end dannelsesforestillingen, sådan som det også fremgår af den måde, den formuleres på af Kierkegaards etiker i Enten-Eller (1843). Han taler her om, at det „Selv“, der er formålet for den enkelte, ikke er „et abstract Selv, der passer allevegne, og derfor intetsteds, men et concret Selv, der staaer i levende Vexelvirkning med disse bestemte Omgivelser, disse Livsforhold, denne Tingenes Orden.“ Og videre hedder det:

Annonce

Det Selv, der er Formaalet, er ikke blot et personligt Selv, men et socialt, et borgerligt Selv. Han har da sig selv som Opgave for en Virksomhed, hvorved han som denne bestemte Personlighed griber ind i Livets Forhold. Hans Opgave er ikke her at danne sig selv, men at virke, og dog danner han paa samme Tid sig selv; (…) Fra det personlige Liv sætter han sig over i det borgerlige, fra dette i det personlige. Det personlige Liv som saadant var en Isolation og derfor ufuldkomment, men idet han gjennem det borgerlige Liv vender tilbage i sin Personlighed, saa viser det borgerlige Liv sig i en høiere Skikkelse. Personligheden viser sig selv som det Absolute, der har sin Teleologi [formålsbestemthed] i sig selv.

Udsagnet er formet som en hegelsk triade (modsætningerne personligt liv og borgerligt liv forsones i personligheden), og etikeren er da også her i fuldkommen overensstemmelse med såvel Hegel og Heiberg. Den sidste så ligefrem ånden komme til bevidsthed om sig selv i det dannede borgerskab.

 „Julikongedømme“, kalder Daumier denne satire, der også rummer følgende verslinier: „Europas konger, vær på vagt; / Juli måned truer jeres magt.“ Der hentydes til julirevolutionen i 1830. På tegningen puster en jakobiner de europæiske kongehuse omkuld. Nedenunder står det undertrykte folk, der holder verden oppe. Træsnit fra 1843.

„Julikongedømme“, kalder Daumier denne satire, der også rummer følgende verslinier: „Europas konger, vær på vagt; / Juli måned truer jeres magt.“ Der hentydes til julirevolutionen i 1830. På tegningen puster en jakobiner de europæiske kongehuse omkuld. Nedenunder står det undertrykte folk, der holder verden oppe. Træsnit fra 1843.

Med sin centrale placering i skæringspunktet mellem individ og samfund, menneske og borger, er det ikke underligt, at dannelsesforestillingen får sin egen litterære genre, dannelsesromanen, der bortset fra den historiske roman nærmest bliver identisk med romanen i perioden. Mange af de romaner, der ikke falder ind under den kategori, kan således ses som forulykkede eller ufuldbyrdede dannelsesromaner. I følgende strøtanke har Poul Martin Møller indirekte givet formlen for begge typer: „Enhver Personlighed er noget uendeligt herligt, naar den udføres efter sin Idé; naar man derimod lader den overvældes af fremmede Hensyn, forfejler man sin Bestemmelse.“

Udskifter man her 'personlighed' med 'romanhelt', peges samtidig på den umiddelbare forbindelse mellem liv og digtning i dannelsesromanen. Den forudsætter, at forfatteren selv har gennemgået en dannelsesproces – eller tror at have gjort det. Ellers kan heltens personlighed ikke udføres „efter sin Idé“. Set fra tidens idealistiske synsvinkel afslører den ufuldbyrdede dannelsesroman, at forfatterens egen dannelsesproces er ufuldbyrdet.

Forholdet kan jo imidlertid også tolkes sådan, at alt det, som ikke lader sig omfatte af den idealistiske dannelsesforestilling, siver ind i romanen. Som genre rummer dannelsesromanen på den måde sit eget dementi, og det gør den, fordi den trods alle periodens forsøg på at bevare kontinuiteten mellem individ og samfund forholder sig til den uligt mere komplekse virkelighed, som opstår efter 1830. Kendetegnende for de fleste af romanfigurerne fra 1830'erne og 40'erne er netop, at de er mindre præget af dannelse end splittelse og social eller personlig deroute, og at de færdes i miljøer, der ligger uden for dannelsesborgerskabets horisont. Det gælder fx i Carl Baggers Min Broders Levnet (1835), H.C. Andersens O.T. (1836) og Kun en Spillemand (1837), Goldschmidts En Jøde (1845) og – delvis – i Paludan-Müllers versroman Adam Homo (1842-49). Det er med enkelte undtagelser først senere, at genren lever op til sit navn, interessant nok hos flere af de samme forfattere, fx Goldschmidt med Hjemløs (1853-57) og Arvingen (1865), H.C. Andersen med Lykke-Peer (1870) og Paludan-Müller med Ivar Lykkes Historie (1866-73).

Ikke desto mindre er dannelsesforestillingen den implicitte forudsætning for dem alle, ligesom den ideologisk set er selve periodens signatur, for det er først og fremmest den, der udtrykker det nye dynamiske menneskebillede og det løfte om livsopfyldelse, romantikkens genfortryllede verden bærer bud om. Vi har set den formuleret hos Kierkegaards etiker, Heiberg og Poul Martin Møller. Endnu en vigtig repræsentant for periodens dannelsestænkning, måske den vigtigste, er sidstnævntes lærer, filosofiprofessoren F.C. Sibbern, hvis dannelses- og personlighedsfilosofi bliver hele periodens ejendom. I kraft af den filosofiske prøve, alle studerende skulle bestå, bliver hans psykologi, som i sin første udgave fra 1819 hedder Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie, og som på én gang former og bygger på periodens dannelsestænkning, helt frem til 1880'erne obligatorisk for stadig nye generationer af studerende.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kim Minke: Dannelse og dannelsesroman i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 11. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476649