Adam Oehlenschläger laurbærkranses i 1829 som nordisk digterkonge af Esaias Tegnér i Lunds Domkirke. Den danske digter var i Lund i forbindelse med en magisterpromotion ved universitetet, og kort før handlingen fik han besked om, at Tegnér ville hylde ham uden for programmet. I sin tale på heksametre sagde den svenske digter bl.a.: I den litterære skandinavismes ånd hentydede han til slut til den stigende forbrødring mellem de nordiske lande: „Söndringens tid är förbi (…) Derföre Svea dig bjuder en krans (…) Tag den af broderlig hand!“ Maleriet fra 1866 viser, hvordan Constantin Hansen mange år efter forestillede sig begivenheden.

.

Ingen har stærkere og smukkere skildret romantikkens gennembrud i Danmark end den kritiker, der nærmest overnight gjorde det af med den, nemlig Georg Brandes. I sin gennemgang af Oehlenschlägers Aladdin fra 1886, femten år efter den skelsættende indledningsforelæsning til Hovedstrømninger, skriver han:

Der staar han, denne Aladdin, med den straalende Lampe højt i sin Haand, som Indgangsskikkelse til Danmarks hele Aandsliv i dette Aarhundrede, lig en gigantisk Fyrtaarnsstatue, der belyser Indløbet til en Havn. Se paa ham, han sprudler af Liv og Ungdom, stor og smuk, brunøjet og stærk, med to spillende, mørke Soløjne – et idealiseret Portræt af den rødkindede, 25aarige Yngling, som digter ham og leder sit Blod over i hans Aarer. (…) Ikke i stille, langsom Udvikling, men pludseligt, som under et tropisk Foraar, var hans [Oehlenschlägers] Poesi skudt i Vejret, havde fuldstændig fornyet det danske Sprog, tilført det friske Safter, givet det en ny Gang og ny Klang, havde gjenerobret den tabte Oldtid og indvarslet en stærk, nordisk Renæssance – og som denne Poesi spændte Bro bortover Rationalismens Tid tilbage til den hedenske Tidsalder og Mytheverden, saaledes skulde den snart henrive hele Norden, holde Norge fast i det Øjeblik, da Politiken skilte det fra Danmark, ja vinde Danmark Sverig, Fjenden, saa fuldstændigt, at dette Sverig til sidst kronede Oehlenschläger til Aandskonge med den Tegnérske Krans.

Siden skildrer han Aladdin som et værk med dybe rødder i hele Nordeuropas daværende kultur og tilføjer så:

Og netop saa dybe, saa vidtforgrenede Rødder har den aandelige Bevægelse, der afløsende Romantiken først optraadte her i Danmark i Begyndelsen af Halvfjærdserne og som nu omspænder ogsaa Norge og Sverig.

Brandes har altså også et andet gennembrud i tankerne, det han selv var primus motor i, det moderne gennembrud. I Oehlenschläger spejler han sin egen rolle og betydning som den, der har formået at forny og forvandle og dermed gøre Danmark til en åndelig stormagt i Norden.

Med sammenligningen og de størrelser, der indgår i den, får Brandes samtidig udpeget det forhold, der sætter skel mellem romantikken og hele den forudgående litterære udvikling: at den ikke blot repræsenterer en ny litterær bevægelse, men en åndsmagt af noget nær samme nationale betydning som konge- og samfundsmagt. I 1700-tallet ville ingen finde på at tildele litteraturen en sådan position. Hvis vi ser bort fra den store undtagelse, Holberg, havde litteraturen i det meste af århundredet en tjenende rolle i forhold til kongemagt, aristokrati og kirke, og da den efter 1770 i stigende grad frigør sig fra sine institutionelle bindinger, udfolder den sig typisk i en decideret outsiderposition, som vi ser det hos en Ewald, en Wessel, en Baggesen. Først med romantikken ændres forholdet radikalt. Fra en perifer position rykker den litterære institution ind i samfundets midte, hvor den kommer til at danne kernen i 1800-tallets borgerlige kultur.

Dermed ændres digterens rolle både i andres og egen bevidsthed, noget, vi bl.a. kan se afspejlet, når Oehlenschläger i et brev med tilfredshed konstaterer, at der blandt tilhørerne til hans forelæsninger om Ewald og Schiller i 1810 befinder sig både ministrene Ernst Schimmelmann og Christian Bernstorff, admiral Bille og diverse etatsråder, eller når han i Aladdin foranstalter en styrkeprøve mellem ejeren af den forunderlige lampe og Persiens hersker, sultanen. Uanset sin sociale position ses digteren som indehaver af en umådelig rigdom af åndelig art og tildeles en hidtil ukendt autoritet. Ude i Europa kunne man i århundredets løb se den nye rolle udfoldet i gigantiske dimensioner. Velkendte eksempler er Goethe, der på kejserens opfordring mødes med Napoleon i 1808, Byron, der med sin deltagelse i den græske frihedskrig retter hele Europas opmærksomhed mod den tyrkiske undertrykkelse, Victor Hugo og Heinrich Heine, der bliver penneførere for den liberale opposition i Europa, og Émile Zola, der med sit „j'accuse“ (jeg anklager) skaber vendepunktet i den franske skandaleretssag, Dreyfussagen, i 1898. Det er samme optik, der ligger til grund, når Brandes i sine mammutbiografier rangerer Goethe og Shakespeare på linje med Cæsar, og når Sophus Claussen i sit essay om moderne lyrik, Jord og Sjæl (1918), lader den dybe beundring for Napoleon afløse af den endnu dybere for „et i sin Art ikke mindre knusende Geni, Digteren, Charles Baudelaire“. Sammesteds taler Claussen om „Digtekunsten i dens Storhed, dens Vandring foran Menneskeheden som et Aandetog“, en opfattelse, der kan følges videre op i 1900-tallet med ideen om avantgarden.

Det er derfor hverken tilfældigt eller overdrevet, når Brandes ovenfor kalder Aladdin indgangsskikkelsen til „Danmarks hele Aandsliv i dette Aarhundrede“. Uanset hvor i åndslivet man hører til, og hvilken videnskab man dyrker, bliver fra og med romantikken et forhold til litteratur og kunst uomgængeligt.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet 1800-1870.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig