Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hjemmets magthaver

Oprindelig forfatter SAuken

Som romankunstner kan Gyllembourg set med moderne øjne tage sig noget tungbenet ud. Hendes figurer er entydigt tegnede, selv de splittede og interessante skikkelser i forfatterskabet, hendes handlingsforløb mangler ofte enhver naturlighed, så der skal de særeste krumspring til for at få brikkerne til at falde på plads, hendes prosastil er et plejet og kultiveret normaldansk uden originale og karakteriserende træk. Alligevel skal man være varsom med for hastigt at bortdømme hende. Hun skriver på en væsentligt anderledes kunstnerisk baggrund, end den vi kender i dag. Når træk i forfatterskabet kan tage sig klicheagtige ud set fra nutiden, hænger det sammen med, at de er blevet gentaget til bevidstløshed i den mellemliggende periode, samtidig med at den litterære prosa har gennemgået en lang og mangfoldig udvikling, som afgørende har forskudt de litterære idealer, vi som læsere møder teksterne med. Hendes samtid betragtede hende med beundring, for eksempel er hun normbærende i J.N. Madvigs store anmeldelse af Blicher, Bernhard og Bagger. Christian Winther omtaler hende som forbillede i forbindelse med sine egne noveller, og Søren Kierkegaard skrev en hel bog om To Tidsaldre (En literair Anmeldelse, 1846).

 Martinus Rørbye Fremstilling af Børstrappen med Figurer af det daglige Liv fra 1826 giver i en gennemarbejdet komposition et indtryk af hverdagens københavnske folkeliv. To lange gange med handelsboder havde siden 1700-tallet til huse inde i Børsbygningen, der således var en slags indkøbscenter, indtil egentligt butikssalg i bl.a. Østergade begyndte at dominere i byen fra 1830'erne. På repos'en står en kræmmer med sine varer, og ned ad trappen går en ung mor med sit barn og en amagerkone med kurv. Ved hjørnet sidder en sælgerkone med sine varekurve. Drengene i forgrunden spiller klink.

Martinus Rørbye Fremstilling af Børstrappen med Figurer af det daglige Liv fra 1826 giver i en gennemarbejdet komposition et indtryk af hverdagens københavnske folkeliv. To lange gange med handelsboder havde siden 1700-tallet til huse inde i Børsbygningen, der således var en slags indkøbscenter, indtil egentligt butikssalg i bl.a. Østergade begyndte at dominere i byen fra 1830'erne. På repos'en står en kræmmer med sine varer, og ned ad trappen går en ung mor med sit barn og en amagerkone med kurv. Ved hjørnet sidder en sælgerkone med sine varekurve. Drengene i forgrunden spiller klink.

Mere interessant er det derfor, at Gyllembourgs værker, netop fordi de er så bundet til deres samtid, med nogle umiddelbart ganske upåfaldende træk viser en stærk, kvindelig selvbevidsthed, som placerer det tilsyneladende så borgerligt veltilpassede forfatterskab på grænsen af en egentlig kønspolitisk bevidsthed. Det fuldkomne kærlighedsforholds ægteskabelige harmoni viser sig konkret hos Gyllembourg som sirlighed, elegance, orden og naturlighed i husførelsen. Denne velfungerende huslighed er kvindens fortjeneste i ægteskabet. Dette står i skarp kontrast til Hertz' beskrivelser af, hvordan hjemmet bryder sammen både i Sparekassen og i Svend Dyrings Huus, fordi husfaderen ikke har hånd om sit hus. Her hviler forpligtelsen og ansvaret ubetinget på ham. Selv en af Gyllembourgs mest ideale mandsskikkelser, To Tidsaldres romantiske elsker Lusard, er, sin rigdom, sin dannelse og sin ædle karakter til trods, ikke i stand til alene at indrette sit hjem til den rette beboelighed. Da Ferdinand finder ham på hans jyske gods, indrømmer han det selv:

Jeg føler vel, her mangler mig noget. Ligefra disse Blomster her ude paa Terassen, der ligge ned paa Jorden, fordi her ikke findes en kjærlig Haand til at opbinde dem, og til dette Værelse, hvor Enhver kan gjenkjende en Pebersvends Menage, savner man jo den Skjønhedssands og det Liv, som jeg elsker og gjerne saae omkring mig, men som jeg dog ikke forstaaer at skabe (…).

På samme måde forholder det sig internt i ægteskabet. Selvom husfaderen i „En Hverdags-Historie“ er både behjertet og klog, nytter det ikke noget i forhold til hjemmets beboelighed, så længe den kvindelige side af huset kun er repræsenteret af Jette og hendes mor. Først da Maja føres ind i hjemmet, kan orden og sirlighed brede sig. Denne mandlige uformåenhed uden kvinden opvejes ikke af en tilsvarende hjælpeløshed på spindesiden. En dannet og ædel kvinde som Claudine kan trods beskedne økonomiske vilkår indrette og føre sit hjem på en ordnet, prydelig og hyggelig måde og opdrage sit barn på bedste vis, og hun kan også erstatte mandens familiære funktion og skaffe sig et sammenhængende udkomme uden på noget tidspunkt at træde ud af sin naturlige rolle og blive mandhaftig.

Annonce

Det ideelle hjems sirlighed og orden er altså ikke bare en biomstændighed ved det gode ægteskab, men er selve manifestationen af den magt, Thomasine Gyllembourgs kvinder er i besiddelse af. Uden at gøre sig til og uden at forsøge at erobre husherrens plads for bordenden virker kvinden ad halvt skjulte, næsten uopdagelige veje. Hendes indflydelse er stille, men den er mægtig.

Gyllembourg har ingen forestillinger om, at kvinden kan eller skal gøre sig gældende i samfunds- eller åndslivet. Selv inden for hjemmets fire vægge overlades alle kunstneriske, ideologiske og politiske diskussioner i alt væsentligt til mændene, og det er snarere en mangel end et fortrin ved en kvinde, at hun kan gøre sin egen mening gældende i en sådan debat. En Jane Austens frimodige heltinder ligger Gyllembourg fjernt. Om en af hendes idealkvinder, Laura fra „Drøm og Virkelighed“, hedder det således:

Hendes huslige Dyder, hendes Skjønhedssands gjorde vort Huus til et behageligt Tilflugtssted for en lille Kreds af dannede og udmærkede Mennesker, som næsten hver Aften forsamlede sig der. Min Laura var Sjælen i vor Cirkel, uden at hun nogensinde fordrede mindste Hyldest, eller førte Ordet i vore Samtaler.

Kvindens styrke viser sig netop inden for de grænser, samfundets almindelige normer sætter for hende. Det kønspolitisk interessante i forfatterskabet er, at Thomasine Gyllembourgs stærke kvindeskikkelser er i stand til at udøve en betydelig indflydelse gennem dette tilsyneladende begrænsede råderum, og at det ad bagveje i flere tilfælde bliver tydeligt, at de er familiens egentlige magthavere. Dette er renest udtrykt deri, at kærligheden ægtefællerne imellem og mellem forældre og børn er ægteskabets egentlige grundlag og mening, og at varetagelsen af kærligheden i familien er kvindens område. Det betyder, at hun i yderste konsekvens altid vil have det sidste ord.

Dette får sin måske klareste manifestation i „Ægtestand“, hvor den centrale trekantshistorie udspiller sig mellem tre fundamentalt sympatiske figurer. Den eneste alvorlige karakterbrist er Lindals koldsindighed over for Sophie. Romanen opfatter derfor hendes følelser for Sardes som om ikke fuldt acceptable så i hvert fald fuldt forståelige, så meget des mere som Sardes faktisk er i besiddelse af en række fremragende egenskaber. Fordi det er Lindals fejl, som oprindeligt udløser krisen, opløses den også først, da han går i sig selv og indser sin vildfarelse. Det er dermed også konsekvent, omend lettere skandaløst i forhold til en samtidig ægteskabsmoral, at „Ægtestand“ lader forsoningen ægtefællerne imellem komme i stand ved, at han, den næsten bedragne, kaster sig for fødderne af hende og beder om tilgivelse for sin kulde.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Hjemmets magthaver i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476676