Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gyllembourgs selvrefleksion

Oprindelig forfatter SAuken

Sin egen ægteskabshistorie lagde Gyllembourg under lup i fortællingen „Ægtestand“ (1834) og førte den igennem til en lykkelig forsoning af ægtefællerne. Den grundlæggende intrige i romanen er for en gangs skyld overskuelig. Major Lindal og hans kone Sophies ægteskab har én grundlæggende brist: hans koldsindighed over for hende. Han tror sig kølig og mener, at den glødende kærlighed mellem ægtefæller hører en kort periode i forholdets begyndelse til, og at det altså er rimeligt og tilladeligt, at han som gift mand ikke længere tilbeder og kurtiserer sin kone, men behandler hende med en vis koldsindighed. Denne koldsindighed piner imidlertid Sophie usigeligt og forvolder, at hun bliver modtagelig for tilnærmelser, da den fransk opdragede Sardes forelsker sig i hende. Konfronteret med truslen om at miste Sophie indser Lindal hendes værd og sin egen fejltagelse, og den fornyede varme, han dermed bringes til at vise hende, beskytter hende i sidste ende mod at hengive sig til elskeren, der i stedet drager med sin plejefar til Frankrig og en også for ham bedre skæbne.

 Et kig ind i et hjem hos det bedre borgerskab. Ud over at skildre tidens smag for det enkle, næsten spartanske – det lyse rum med den sparsomme møblering, de elegant formgivne empiremøbler og kvindernes højlivede chemisekjoler – så er det også et vidnesbyrd om kønsroller: Husfruen, der sidder på forhøjningen ved vinduet med sit sytøj, har tyende til det huslige arbejde. Hun er tydeligvis det centrum, børnenes liv udfolder sig omkring, og som sørger for, at de unge pigers sysler er passende for deres alder og køn. Koloreret tegning af Guillaume de Mont-val Fru Ane Marie Gamél med Døtre i Dagligstuen, Østergade (ca. 1811).

Et kig ind i et hjem hos det bedre borgerskab. Ud over at skildre tidens smag for det enkle, næsten spartanske – det lyse rum med den sparsomme møblering, de elegant formgivne empiremøbler og kvindernes højlivede chemisekjoler – så er det også et vidnesbyrd om kønsroller: Husfruen, der sidder på forhøjningen ved vinduet med sit sytøj, har tyende til det huslige arbejde. Hun er tydeligvis det centrum, børnenes liv udfolder sig omkring, og som sørger for, at de unge pigers sysler er passende for deres alder og køn. Koloreret tegning af Guillaume de Mont-val Fru Ane Marie Gamél med Døtre i Dagligstuen, Østergade (ca. 1811).

En helt anderledes og mindre privat sammenfatning af sit livs erfaringer giver Gyllembourg i sin sidste roman To Tidsaldre (1845), hvor det er den bevægelse i tid, hun har oplevet, snarere end hendes personlige historie, der er omdrejningspunktet. Romanen falder, som titlen angiver, i to dele, der tidsmæssigt er adskilt af ca. 50 år; den første foregår i „Revolutionstiden“, den anden i „Nutiden“. I første del fortælles om den unge og smukke, men forældreløse Claudine, som bor hos sin revolutionsbegejstrede onkel, grosserer Valler, der plejer omgang med den unge franske republiks repræsentanter i Danmark, herunder den retskafne Lusard, som Claudine nærer en brændende og gengældt kærlighed til. Årstallet er 1794, Robespierres henrettelse bekendtgøres tidligt i romanen. Claudine bliver gravid med Lusard, som aldrig erfarer hendes tilstand, da han trods deres fuldkomne kærlighed må forlade Danmark for at forsvare sit fædreland. Først efter mange trængsler og en række år genforenes de elskende ved vennen Ferdinands mellemkomst. Claudine har levet skjult for verden hos den gamle Christiane sammen med sønnen Charles, Lusard har arvet sin onkel, den franske revolutionsflygtning Le Duc de Montalbert, og bor nu på dennes gods i Jylland.

I anden del genfinder vi Claudine og Lusards søn, der nu kaldes ved sin faders navn. Som midaldrende mand er han stadig ugift, og hans forældre er døde ca. ti år tidligere. Lusard, som nu ejer faderens gods, er bekymret for, at den velstand og de fremskridt, han og hans forvalter gennem mange år har fremelsket på godset, vil gå tabt, hvis det efter hans død overtages af en mindre fremsynet og mere selvisk ejer. Derfor søger han en arving, helst med en familie, som kan bo hos ham i hans tilstundende alderdom og overtage hans ansvarlige ledelse af godset efter hans død. Da han opsøger sin mors familie i København, viser det sig imidlertid, at der ikke er megen egentlig værdi at finde hos dem, kun Marianne, den nye grosserer Vallers datter af et tidligere ægteskab, har den rette støbning. Lusard får hende forenet med hendes elskede, Ferdinand, som er søn af morens og faderens fortrolige ven, og hvis fremtidsudsigter ellers er magre. Ved romanens slutning er dette harmoniske fællesskab fuldbyrdet på Lusards gods, og personerne kan med fortrøstning samtale om, hvordan mennesket trods alt gør fremskridt igennem tiden. Denne udviklingsoptimisme modsiges imidlertid i et vist omfang af romanens egen fremstilling, hvor en del af nutidens normer afsløres som hykleriske i mødet med fortidens ærligere moralbegreber, og langt hovedparten af de figurer, som repræsenterer den nye tid, er kritisk, hvis ikke parodisk opfattede. Det projekt på gården, som skal bæres videre ind i fremtiden, bærer da også oplysningstidens klare mærke.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Gyllembourgs selvrefleksion i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476675