Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den loyale fætter - Carl Bernhard

Oprindelig forfatter SAuken

Fjerdemanden i den heibergske armé efter lederen selv, Henrik Hertz og fru Gyllembourg var Heibergs halvfætter, Andreas Nicolai de Saint-Aubain (1798-1865). Han debuterede i Kjøbenhavns flyvende Post året efter fru Gyllembourg (1828), men fik først sit forfatternavn, da hans første roman, Et Aar i Kjøbenhavn, skulle offentliggøres i 1834. Heiberg, som havde travlt, tillagde halvfætteren navnet Carl Bernhard på titelbladet og informerede ham først bagefter. Loyalt beholdt Saint-Aubain navnet til sin dødsdag, og det har fulgt ham helt til i dag. Hvor „Forfatteren til „En Hverdags-Historie““, skønt altid anonym, er blevet til Thomasine Gyllembourg, er og bliver Carl Bernhard, hvis pseudonymitet var mindre strengt opretholdt, netop Carl Bernhard.

Carl Bernhards egen skæbne var ikke lykkelig. Hans velhavende familie af fransk herkomst mistede sin oprindelige velstand i kriseårene efter 1807, og Bernhard fik ansvaret for sin mor, der var knuget af sorg efter på kort tid at have mistet to af sine børn. Bernhard selv ønskede en karriere i diplomatiet, men fik aldrig den efterstræbte post. Han lod sig vikle ind i en række godgørende foretagender og måtte samtidig forsøge at forsørge sig selv og sin mor ved sin pen. Han forblev ugift til sine dages ende og var i sine sidste år desillusioneret og ensom.

 Christian 8. påbød i 1841, at Corfitz Ulfeldts skamstøtte, der var rejst i 1664 og efter branden 1728 fornyet, skulle fjernes fra sin plads på tomten, hvor Ulfeldts gård havde ligget, og at torvet skulde have sit gamle navn, Gråbrødretorv, tilbage. Inspireret heraf skrev den historieinteresserede Carl Bernhard et par træk af det gamle torvs historie. Artiklen blev trykt i 1841. Daguerreotypiet fra samme år er blandt de tidligste fotografier i Danmark.

Christian 8. påbød i 1841, at Corfitz Ulfeldts skamstøtte, der var rejst i 1664 og efter branden 1728 fornyet, skulle fjernes fra sin plads på tomten, hvor Ulfeldts gård havde ligget, og at torvet skulde have sit gamle navn, Gråbrødretorv, tilbage. Inspireret heraf skrev den historieinteresserede Carl Bernhard et par træk af det gamle torvs historie. Artiklen blev trykt i 1841. Daguerreotypiet fra samme år er blandt de tidligste fotografier i Danmark.

Carl Bernhards forfatterskab omfatter en række kortere og længere fortællinger. Hovedparten af dem er nutidshistorier, der bevæger sig i omtrent de samme miljøer som Thomasine Gyllembourgs, men med en mere melankolsk grundtone: En fast figur i forfatterskabet er den trofaste tilbeder, der ikke får den kvinde, han elsker. Dertil lægger sig flere historiske romaner, hvis omgang med de faktiske kendsgerninger ikke i alle tilfælde vidner om grundige historiske kundskaber.

Annonce

I langt højere grad end Thomasine Gyllembourgs er Bernhards forfatterskab blevet medtaget af tidens tand. Allerede da Herman Schwa-nenflügel i 1895 udgav den eneste bog, der til dato er blevet offentliggjort om forfatteren, havde Bernhards værker fået en vis patina, og skønt Vilhelm Andersen i sin litteraturhistorie beskrev ham som mere end Gyllembourgs ligemand, var det ikke nok til at redde forfatterskabets efterliv. Den sidste udgave af et af hans større værker er fra 1942 (Lykkens Yndling).

Bernhards hovedværk, Lykkens Yndling (1838), samler sig om kærlighedshistorien mellem den danske student Ditmar og den spanske grevinde Corsel. Ditmar er med bogens titel i ryggen lykkens udvalgte, en moderne Aladdin-skikkelse, og alt lægger sig da også an efter hans behov. Han har på en rejse forelsket sig voldsomt i grevinden, men hun er uopnåelig, da han socialt står langt under hende. Det rådes der bod på gennem en række begivenheder, der tilsyneladende er tilfældigheder, men i virkeligheden er et udslag af lykkens stadige understøttelse af Ditmar. Først bringes han ind i de diplomatiske cirkler, hvor grevinden færdes, dernæst føres han tæt på hende og vinder hendes gunst, og endelig ophæves han til konsul, så der ikke længere er nogen hindring for deres forening. De rejser bort sammen for at gifte sig i Spanien, men når aldrig frem, for netop i det øjeblik, da de endelig hengiver sig til hinanden, sejles deres lille rejseskib ned af et stort linjeskib fra den spanske flåde, og alle ombordværende drukner.

Snarere end at være en dementi af Ditmars lykke er dette imidlertid helt i overensstemmelse med den. For han forestiller sig, at den højeste og mest fuldkomme lykke må være at dræbes umiddelbart i det øjeblik, hvor ens lykke når sit højeste punkt og dermed slippe for den trivialisering og forfladigelse, der nødvendigvis må ramme enhver, når hverdagen sætter ind efter det lykkelige øjeblik. Dette opnår Ditmar, idet hans lykkes fuldbyrdelse og hans død falder sammen, og romanen slutter provokerende med en konstatering af, at „Ditmar var lykkelig – og hans Lykke var evig! –“

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Den loyale fætter - Carl Bernhard i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 30. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476677