I 1400-tallets sidste årtier bredte de humanistiske strømninger sig også nord for Alperne. I denne proces var opfindelsen af bogtrykket midt i 1400-tallet af stor betydning. Johann Gutenberg var tysker, og de første bøger blev trykt i Mainz. Men i årtierne derefter skete den store ekspansion i Italien. I løbet af forbløffende kort tid blev et væld af tekster – antikke, middelalderlige, samtidige – tilgængelige for en langt større læserskare end hidtil. Der opstod et bogmarked.
Humanismen i Nordeuropa adskilte sig på nogle punkter fra den italienske. Hvor de italienske humanister uden videre kunne se den beundrede klassiske oldtid som Italiens fortid, stod det anderledes til i resten af Europa. Den fortid, man her kunne se tilbage på, var netop den middelalder, som de italienske renæssancehumanister så foragteligt afviste. Hos de nordeuropæiske humanister kan man derfor iagttage en vis splittelse – på den ene side delte de foragten for det barbariske latin, på den anden side interesserede de sig også aktivt for den middelalderlige litteratur.
Der var særlig ét værk fra antikken, som fik stor betydning for tysk – og nordeuropæisk – selvopfattelse, nemlig den romerske historiker Tacitus' lille etnografiske afhandling Germania (98 e.Kr.). Her skildrer Tacitus de germanske folk som et modbillede til sin samtids romerske samfund. De er ukorrumperede, stærke, stolte og ædle. Det var noget, de tyske humanister kunne bruge, heriblandt „ærkehumanisten“ Konrad Celtis, der udsendte en udgave af teksten omkring 1500. Mens samtidens italienske humanister foragteligt havde udpeget nordeuropæerne som efterkommere af de barbariske stammer – cimbrere, germanere, gotere osv. – som de antikke romere havde bekriget, kunne man nu, med dette skrift i hånden, tværtimod hævde at være rundet af en fin og gammel civilisation. Det kom til at præge historieskrivningen og synet på den nationale fortid i Danmark og Sverige. Både i 1500-tallet og i 1600-tallet tegner historikerne et billede af Skandinavien som en urgammel, selvstændig civilisation, på højde med den antikke.
Et af de nationale historieværker fra 1500-tallet, der er stærkt influeret af Germania-dyrkelsen, og som fik stor betydning for dansk litteratur, er en stor sverigeshistorie skrevet af den svenske ærkebiskop Johannes Magnus i 1520'erne. Magnus fører her sit lands historie tilbage til Noah selv. Hans storladne skildring af svenskernes forfædre, goterne, har lånt mange træk fra Tacitus' karakteristik af oldtidens germanere – men i voldsomt udvidet form. Goterne var ædle og stolte og tapre – og i besiddelse af en fin gammel litteratur. Samtidig er Johannes Magnus yderst fjendtlig over for Danmark. Der er ikke tvivl om, at hans hensigt var at skrive en sverigeshistorie, som kunne stå mål med – og også overgå – den skildring af dansk historie, der for første gang udkom i en trykt udgave i Paris i 1514, nemlig Saxos danmarkshistorie.
At Saxos værk blev udgivet på tryk, er et godt eksempel på, hvordan de nordeuropæiske humanister tog værker fra den middelalderlige litteratur til sig som monumenter over deres nationale fortid. Den mand, der stod for udgivelsen, var Christiern Pedersen (ca. 1480-1554), en central skikkelse i det tidlige 1500-tals danske litteraturhistorie. Han var kannik i Lund, men i årene ca. 1508-17 opholdt han sig mest i Paris. Her udgav han en række bøger i samarbejde med en af tidens mest ansete og lærde bogtrykkere, flamlænderen Jodocus Badius, heriblandt altså Saxo.
Christiern Pedersens Saxo-udgave var en pionerindsats, som fik enorm betydning for dansk historieskrivning, ja, for dannelsen af den nationale identitet. Udgaven er ledsaget af flere forord, der viser, at Christiern Pedersen arbejdede i forståelse med – formodentlig ligefrem på opfordring af – kongen, dvs. Christian 2. og hans rådgivere. Saxoudgaven var, med sin fremstilling af Danmark som et urgammelt og magtfuldt rige med en næsten ubrudt kongerække, velegnet som propaganda for den regerende danske konge.
Mere overraskende er det, at Badius også trykte en række dansksprogede værker for Christiern Pedersen. Det har ikke været oplagte investeringer for ham, men formentlig har Christiern Pedersen haft aftaler om afsætning med hjemmefra, og velsagtens også penge. Ikke bare Saxo-udgaven, men også de øvrige værker har Christiern Pedersen sandsynligvis udgivet i forståelse med foresatte i Danmark.
Blandt de dansksprogede værker er den lille bønnebog Vor Froe Tider (1514), som er en af de første ikke-latinsprogede tidebøger, dvs. samlinger af bønner til bestemte tider af dagen. En anden af Christiern Pedersens dansksprogede udgivelser var Jærtegnspostillen, en samling prædikener, der følger årets gang. Prædikenerne er forsynet med eksempler, jærtegn, dvs. varsler o.l., hvoraf mange er hentet fra hverdagslivet.
Det folkeopdragende og religiøst opbyggelige er et væsentligt anliggende for Christiern Pedersen. Han var påvirket af tidens bibelhumanistiske strømninger, som – under indflydelse af de nye muligheder, der lå i bogtrykkunsten, og i opposition til den katolske kirkemagt – betonede, at også menigmand skulle læse den hellige skrift. Og ikke alene havde Christiern Pedersen en klar forståelse af bogtrykkets muligheder for at nå ud til menigmand, han indså også, at det var nødvendigt at finde en norm for 'ret dansk' – et udtryk, han anvender igen og igen – som flest muligt kunne læse. I denne bestræbelse for at etablere en norm for dansk skriftsprog var han pionér – og hos 1600-tallets sprogteoretikere kan man se ham rost herfor.
Også latinundervisningen hjemme i Danmark søgte Christiern Pedersen at befordre ved sin udgivelsesvirksomhed i Paris. Den første bog, han fik udgivet i den franske hovedstad, Vocabularium ad usum dacorum (1510), var en latinsk-dansk ordbog. Han udarbejdede den som erstatning for standardlærebogen, Alexander de Villa Deis Doctrinale, som han anså for aldeles uanvendelig. Med sine knap 8000 danske ord er Christiern Pedersens ordbog en glimrende sproghistorisk kilde.
Fra slutningen af Christiern Pedersens Paris-ophold stammer hans udgave af Peder Laales ordsprog, en senmiddelalderlig samling af latinske ordsprog med danske pendanter, som havde været anvendt i skolerne i sidste del af 1400-tallet. Men for Christiern Pedersen rettede udgivelsen sig næppe mod undervisningen. Der er snarere tale om et litterært monument fra dansk middelalder, og hans udgave kan dermed opfattes som en parallel til Saxo-udgaven, omend betydelig mere ydmyg. Dertil kommer, at ordsprog var en aktuel genre, og med deres prægnante og eviggyldige livsvisdom stod de i høj kurs blandt de nordeuropæiske humanister. Erasmus af Rotterdams kommenterede udga ve af græske og latinske ordsprog, Adagia (mange forøgede udgaver 1500-33), er et hovedværk i tidens humanistiske litteratur.
Senere i sit liv fulgte Christiern Pedersen med Christian 2. i eksil. I denne periode gik han over til den lutherske tro, og i sin oversættelse af Det Nye Testamente, som han udgav i 1529, mens han var bosat i Antwerpen, tilbagekalder han eftertrykkeligt sine tidligere vildfarelser og beklager især sin udgivelse af Jærtegnspostillen med dens vægt på „de Jærtegn og Fabler (…) som Menneskene have selv opdigtet“. I Antwerpen udsendte han seks oversættelser til dansk af Luthers skrifter, og da han i 1532 – trods sin støtte til Christian 2. – fik Frederik 1.s tilladelse til at slå sig ned i Malmø, var han stadig aktiv som bogudgiver. Her udgav han – i tråd med Saxo-udgaven – flere tekster fra middelalderen, som han anså for at være danmarkshistoriske monumenter, bl.a. Kong Olger Danskes Krønike. Hans virksomhed i Malmø blev dog kortvarig, hvad der kan hænge sammen med hans stadige støtte til den eksilerede Christian 2. Dog var han omkring 1540 også involveret i den store oversættelse af Bibelen til dansk, Christian 3.s Bibel, der udkom i 1550. De sidste ca. 15 år af sit liv tilbragte han hos en slægtning i Helsinge, hvor han døde i 1554.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.