Sorø Akademi og den truede lærdom - Laurembergs latinske satire

I 1623 oprettede Christian 4. det adelige Ridderlige Akademi i Sorø. Det blev i de næste 42 år rammen om et lærd og litterært miljø med stærk international orientering, men måtte lukkes i 1665 på grund af manglende tilgang og dårlig økonomi. Universitetet var først og fremmest en præsteskole og kunne ikke udruste de unge adelige med de nødvendige kundskaber. Det var derfor regeringens hensigt, at unge adelsmænd i Sorø skulle kunne få en tidssvarende alsidig uddannelse på dansk grund.

I lighed med tyske adelsakademier undervistes dels i fag, som skulle sætte eleverne i stand til at varetage poster i statsadministrationen: jura, matematik, historie, geografi, samfundsforhold m.m., dels i de såkaldte adelige exercitser, beregnet på det høviske selskabsliv, såsom dans, fægtning og ridning. I sprogundervisningen indgik både latin og moderne sprog. Til akademiet knyttedes også et bogtrykkeri, som i første række udgav latinske lærebøger forfattet af akademiets lærere.

Danmarkshistorie indgik ikke i de unge adelsmænds pensum, men Sorø Akademi var rammen om en intensiv beskæftigelse med nationalhistorien. Blandt lærerne var Johannes Meursius, der forenede sit professorat i historie med hvervet som kongelig dansk historiograf. Både som professor og historiograf blev han efterfulgt af Stephanius, der i disse år arbejdede ihærdigt med sin store kommentar til Saxos danmarkshistorie. Stephanius virkede som professor i latinsk veltalenhed, et fag, der var knyttet tæt sammen med historie. Målet var udpræget praktisk. De vordende statsmænd skulle blive i stand til at begå sig på latin, og de skulle erhverve praktisk politisk indsigt gennem læsning af de antikke historikere. Det var de klassiske tekster med deres status som eviggyldige eksempelsamlinger, der blev fokuseret på – selv om det ikke altid var de adelige elevers hovedinteresse.

Den konflikt kom voldsomst til orde i den latinske satire, Satyra, som den tyskfødte matematiklærer Johann Lauremberg (1590-1658) udsendte i 1636. Apollon sammenkalder sine døtre, de ni muser, og beklager sig – digtergud som han er – over den talentløse poesi, der efterhånden hører sig til ved enhver lejlighed. Lamslåede lytter de ni, hvorpå en af dem, Urania, tager ordet. Hendes tale udgør størstedelen af digtets 465 heksametre. Urania er ikke mindre bekymret end Apollon og udvider klagen til at gælde tidens åndløshed og pengebegær generelt. I skolerne står det skidt til, og det skyldes både de dovne elever og de brutale lærere.

Særlig langer Urania ud efter de unge adelsmænds tomme interesse for heste, dueller og udsøgte retter på bekostning af de kundskaber, deres usselt lønnede lærere forsøger at bibringe dem. Dertil kommer – og nu bevæger Urania sig væk fra adelen – dem, der modtager indtægter fra de kirkelige jorder. Det er komplet uværdige personer, hvis hele indsats består i at æde og drikke og overgå hinanden i brovtende sladder om sidste nyt fra slagmarken, alt sammen krydret med de stærkeste eder og forbandelser. Hvis ikke man behersker denne særlige retorik, kan man godt klappe i, for så har man ikke mere at sige end en musling, der er skyllet op på en jysk strand. Modens luner og de latterlige franske skikke, der desværre dominerer overalt, er genstand for Uranias sidste udfald. Men i digtets afsluttende linjer kommer lærdommens totale deroute til at stå læseren helt klart: En fornem mand er død og har testamenteret hovedparten af sine rigdomme til Venus og Bacchus – sex og druk – mens han kun har efterladt lidt småpenge til muserne, for at de vil sørge for, at han kan blive genstand for passende mindedigte. Ikke desto mindre skynder de sig i deres ynkelige taknemmelighed af sted for at hylde den afdøde. Muserne selv er til fals.

Spækket med lærde referencer som den er, dementerer Laurembergs satire sit eget pessimistiske syn på lærdommens situation. Og at dømme efter de genudgivelser, den oplevede i løbet af 1600-tallet, også uden for Danmarks grænser, blev den både læst og påskønnet. Det er ikke svært at forstå, at digtet slog an i lærde kredse, men man kan undre sig over, at Lauremberg turde publicere dette udfald mod sine fornemme elever og deres tomme interesser. Han lagde dog også en vis forsigtighed for dagen ved udgivelsen. Hans navn fremgår kun indirekte ved initialerne J.L. anbragt under et indledende lille digt, og bogen er trykt uden angivelse af trykkested. Man aner, at Lauremberg har frygtet repressalier – uden at han så vidt vides modtog nogen – og det kan i så fald heller ikke undre: Digtet er et bemærkelsesværdigt modstykke til den ellers altdominerende lejlighedsdigtning med dens enstonige lovprisning af de adelige og kongelige magthavere.