Barokkens slibesten - Tøger Reenberg

En nøgleskikkelse i de år, hvor barokdigtningen kulminerede, og en modbevægelse i retning af mere enkle former kan anes, er den teologisk uddannede Tøger Reenberg (1656-1742). Efter at have forpagtet fædrenegården i 1685 blev han ejer af en mindre herregård i 1703, hvor han også blev udnævnt til det ulønnede hverv som landsdommer. På en udenlandsrejse 1680-82 havde han besøgt bl.a. de store universitetsbyer Oxford, Paris og Padua og stiftet bekendtskab med tidens litteratur, vigtigst John Milton og især Nicolas Boileau, hvis satirer blev et forbillede for Reenberg, skønt han tilsyneladende ikke nærede egentlige digterambitioner. Digtningen kom, som for så mange andre i tiden, i anden eller tredje række.

Alligevel har Reenberg været grebet af poetiske griller, tilstår han selv – og det så stærkt, at han ikke bare har efterladt sig en pæn portion digte i forskellige genrer, men også reflekterede over digtekunstens art og former, dels i hovedværket Ars Poetica (Digtekunsten, ca. 1701), dels i verssatirer – to mindre Poesiens Opmuntring (1702) og Poesiens Vanskeligheder (1703) – og det store Forsamling paa Parnasso (ca. 1699).

Forsamling paa Parnasso er en apologi for verssatiren, hvor digtets selvtvivlende satiriker i drømme vinder afklaring ved at stille idealet, den afdøde Bording, over for digtere, der ikke mestrer den vanskelige kunst, som kræves af digteren. Men Reenberg er samtidig bevidst om: „At jeg, som dadler anden Mand / Selv veed dog ey at digte. / Det gives Magt: Men dette jeg Af Slibe-Steenen lærer, / Der giver Jernet Odd og Egg, / Og selv dog intet skiærer“. Holdningen går igen i Reenbergs hovedværk, programdigtet Ars Poetica: „Men selv jeg bekiender gierne, / Min Geist for fattig er og slet, / Og jeg dum af Hierne“.

På denne måde rammer satiren også satirikeren selv. Men den kritiske selvrefleksion udelukker ham dog ikke fra at ytre sig, tværtimod synes den netop at legitimere hans ærinde: at fungere som slibesten. Her anes ansatsen til det, der i 1700-tallets sidste halvdel skulle blive til en egentlig professionel kritisk praksis – mere eller mindre skarpt adskilt fra den kunstneriske.

Ars Poetica hævder, at det afgørende for den gode digter er „den Geist og Fantasie, / Som er den rette Moder / Til Vers og Phantasie“. Regler er udelukkende til for at skole digterevnen, ikke noget i sig selv: „Ey kunde Regler nogen Tiid / Poeten Hierne give; / Men vel, at han med større Fliid / Studere skal og skrive“. Idealet er det afbalancerede forhold mellem emne og stil: „Vær kort, dog klar og tydelig, / Ey FyldeKalk indflikke“, som igen indebærer en bevidsthed om, at sproget forandrer sig ligesom verden: „Den Bøg, der fældte, Frosten kom, / Faaer Løv igjen i Sommer: / Saaledes skiftes Sprogge om; / Et døer, et andet kommer“. Reenberg vender sig derfor mod dem, der dyrker stilen for stilens egen skyld, og idet de stræber efter „Stilen høyt at bringe, / Forkaste det som er gemeent (…) Udspidse Hiernen, tvinge Ord“. Den tomme retorik undergraver sig selv og digtekunsten: „Opblæste Gloser mærkes let, / Og ligne Daarens Griller. / Hvad affecteret kommer frem, / Det stinker, viiser gierne / En Geist, der ingensteds har hiem, / Og alt for flygtig Hierne“.

Modstykket til denne kunst for kunstfærdighedens egen skyld spilles ud i læredigtets indledning:

Vor Stiil maa være jævn og slet, Og stedse bør at bliveSig liig; men rettet efter det, Hvorom vi Verset skriveEn ziirlig Skik, med Fynd og Klem, Hvor alle Parter faldeUdi sin Orden angenem, Proportion vi kalde.Naturen best udviiser det: Hvor vi os heden vende,Vi Skaberens Fuldkommenhed I Kreaturet [skabningen] kiende.

Kernen i dette program er, at stilen – digtets sproglige form – skal afspejle en orden, der allerede findes uden for og forud for digtet: den af Skaberen skabte natur. Denne natur er ikke den faldne, syndige natur med dens uoverskuelige kaos, men – med sine enkle proportioner – det direkte udtryk for skaberens visdom.

Man har i litteraturhistorien drøftet, om Tøger Reenberg tilhører barokken eller foregriber klassicismen. Måske er spørgsmålet formuleret for snævert. For der er snarere tale om, at Reenberg med sit program slutter sig til andre tænkere og digtere i 1600- og 1700-tallet, der anskuer naturen som et vidnesbyrd om Skaberen på linje med den hellige skrift. (Man kan genfinde tankegangen senere i lidt andre udformninger hos Ambrosius Stub og C.B. Tullin). Set fra den synsvinkel er Reenbergs krav om, at digtet skal være velproportioneret, ikke i sig selv udtryk for en stiltendens alene, men et livssyn, som har konsekvenser for synet på digtningens formelle udtryk. Med sin kritik af de tendenser i samtidens (barok)digtning, der gør digtningen til en overvejende subjektiv ordkunst, må Reenbergs program ses som en bestræbelse – inden for barokkens horisont – på at gøre digtets orden objektiv, dvs. analog med naturens og Guds orden. I denne ordenssøgen, som vil afgrænse og tæmme alle former for vildvækst, findes en af forudsætningerne for klassicismens frembrud i 1700-tallets første halvdel.