Side fra Slangeruphåndskriftet med sidste del af Jacob Worms lejlighedsdigt „Skipper Hans Adsersøn Med Sin Kieriste Maren Anders Daatter. Salutem“.

.

Jacob Worm (1642-93) er både digterisk og menneskeligt en sammensat skikkelse, der – hvis hans temperament og de ydre omstændigheder havde mødt hinanden under bedre vilkår – måske kunne være blevet det sene 1600-tals store danske digter på lige fod med Thomas Kingo og hofpoeten Anders Bording. Nu må han nøjes med rollen som outsideren, der endte sine dage som deporteret til den danske koloni Tranquebar.

Worm var – som så mange andre danske digtere i tiden – præstesøn, der siden selv blev teolog. Sin første undervisning fik han af sin far, Peder Worm, der var sognepræst i Kirke Helsinge på Vestsjælland. Worms sproglige begavelse var usædvanlig veludviklet; til immatrikulationen på Københavns Universitet 1663 havde han skrevet hyldestdigte til biskop Hans Svane på latin, græsk og hebraisk! Kun fire år senere tog han magistergraden i teologi. Da havde han endda brugt en del af sin tid på disputereøvelser i bedste Erasmus Montanus-stil.

Worms forfatterskab udfolder sig i to genrer, satiren og hyldestdigtet. De to temaer, der ellers fylder en stor del af samtidens digte, kærligheden (gerne i hyrdeforklædning) og gudsforholdet (salmerne), kommer Worm stort set ikke ind på. Derimod udgav han i årene 1665-68 en række småafhandlinger, der handlede om teologi, filosofi og naturlære, fx om lysets natur. Den helt store inspirator var den franske filosof og matematiker René Descartes og hans fysiske teorier. Det betyder dog ikke, at Worm på dansk grund foregreb et natursyn, der i højere grad hører oplysningstiden til.

Omkring et år før han fyldte 25 (mindstealderen for præster dengang), var Worm klar til „de 3 k'er“: krave, kald og kone. Men sådan skulle det ikke gå. I 1669 havde Worms stedmor, Sille Balkenborg, ægtet præsten i Slangerup, Thomas Kingo. Forholdet mellem de to mænd var anspændt fra starten. Der var kun otte år imellem dem, og Worm følte sig som magister „bedre“ end sin 'stedfar', der blot var teologisk kandidat og sognepræst. Derfor forventede Worm, at Kingo tog sin hat af for ham, når de mødtes i Slangerup og omegn, hvad der let kunne ske, efter at Worm 1671 var blevet rektor for den lille Slangerup latinskole. Kingo, der som sognepræst var Worms overordnede, nægtede åbenbart. Worm lod sin irritation få luft i digtet „Satyre over Kingos Kalot“, eftersom Kingo under sin bonnet tilsyneladende også gik med en underhue af filt, en kalot, der kunne varme hans skaldede isse. Der er ikke grænser for, hvad Worm foreslår, at Kingo kan bruge sin kalot til (alle strofer slutter med en kortlinje, der til sidst har ordet 'kalot'):

Og naar du i Kroeret har drucket dit Øl,Tag vand i Calotten, og Halsen i skiøll,Og om du om Natten behøver en Pot, Da brug din Calot.

Digtet udløste et moddigt fra Kingos side, skrevet i samme versemål, men med ordet hundsvot, dvs. hunhundens kønsorganer, som rimord i sidstelinien. Kingo angreb bl.a. Worms afstamning og omgangskreds:

Din' Noder og Moder, din Sæde og Gang,Har været blant Hæste og Stude i RangMen nylig fra Stalden opkrøben til Slot, Du lumpen Hundsfot

Worm skrev et svar, som var endnu mere nærgående mod Kingo, og han truede med at offentliggøre, at Kingo i sine unge dage havde gjort en pige gravid:

Men tier du ej,Da skal jeg dig viise en slemmere Vej,Du skalt icke slippe med hemmelig Spot,Men alle skal kiende du est en Hundsfot,Dit Rygte, som Kuchens [kukkeren, gøgen] er tegnet paa Slot, Du lumpen Hundsfot!

Gøgen lægger som bekendt sine æg i andre fugles reder. Kingo valgte i anden omgang at tie, hvorefter fejden tilsyneladende gik i sig selv.

I håb om at få en bedre stilling end rektorembedet søgte Worm først at smigre sine allerøverste overordnede. Med bønskrifter bestormede han både kongen, Christian 5., og vintappersønnen Peder Schumacher Griffenfeld, der var blevet ophøjet til rigskansler. Worm stræbte efter et ordentligt præstekald, gerne i Viborg, således som han mente, at Frederik 3., der døde i 1670, havde lovet ham. Griffenfeld lod sig dog ikke påvirke af Worms digteriske lobhudlinger, hvorefter Worm slog over i satire. Da Griffenfelds yngre bror, Albert med det nye navn Gyldensparre, blev udnævnt til admiralitetsråd, skrev Worm „Baads-mænds Æredigt om den gyldne Vin-tappersvend“ (1674). Med ordspil på både efternavnet og på Alberts tidligere bestilling, de såkaldte concetti (tankespil), er Worm helt i tråd med tidens litterære mode:

Ham Holmens Maler har forgyldet op og nedre,At ingen veed hvad træ i Gylden Sparre er,Thi hand er blank og hvid, som kalcket væg af leerO lee! O lee! vor pen, nu denne Gylden SparreHar ogsaa faaet sin Rang blandt andre verdslig Narrefor vin at tappe ud, og baande tønder tæt (…)

I de fleste af de hyldestdigte, Worm skrev, brugte han aleksandrineren, barokkens versemål par excellence. Men her, hvor Worm gør nar af Albert Gyldensparres ringe evner, virker aleksandrineren komisk, fordi der spilles på skismaet mellem den høje form og det lave, latterliggørende indhold. I satiren benytter Worm ellers oftest versemål, der kan synges til kendte melodier, enten fra salmer eller fra verdslige viser.

I 1677 blev Worm indsat som præst i det beskedne Gråbrødrekald i Viborg efter at have været kapellan et års tid for præsten dér, Anders Achton, hvis datter Abel han ægtede året efter.

Mange af Worms satirer mod andre havde – også på grund af enevældens strenge censur – i årevis cirkuleret anonymt, men da de begyndte at rette sig mod absolutismens embedsmisbrug, kunne de let læses som politiske angreb. Og Worm havde ofte svært ved at skelne mellem sin egen følelse af at være blevet forbigået og kritikken af magthaverne. Kongen greb dog først ind i 1680. Med den anonyme, latinske satiriske disputats De Idolis Jeroboami (Om Jeroboams afguderi) fra 1679 havde Worm angrebet kongen for at have konfiskeret kirkegods, have tiltaget sig retten til at besætte kirkelige embeder og for hans forhold til den smukke adelsfrøken Sophie Amalie Moth, som kongen både havde gjort gravid og til grevinde af Samsø. Kongen levede åbenlyst sammen med Sophie Amalie, og hendes børn med ham fik ret til efternavnet Gyldenløve.

Worm blev arresteret, og huset blev gennemsøgt. Under de efterfølgende forhør indviklede Worm sig i en række selvmodsigelser. Han blev dømt fra 'kjole og krave', men prøvede stadig at påvirke kongens holdning, bl.a. ved at bede såvel Kingo som Sophie Amalie Moth om at gå i forbøn for sig. „Oplad din Naades Dør Høybaarne Moth Grevinde“ lyder bønskriftet fra 1681 til den kvinde, hvis forhold til kongen han ellers kort tid forinden havde haft så meget at udsætte på.

Appellen var forgæves, så Worm blev dømt til tab af „ære, liv og gods“. Ved kongelig nåde blev dødsdommen ændret til 'benådning' og efterfølgende deportation til Tranquebar. Dér døde han o. 1693. Worm havde vid, blik for situationer og en hurtig pen, men med sin misundelse og hævngerrighed havde han spærret mulighederne for sig selv og gjort sig fortjent til en dom for majestætsfornærmelse.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den farlige satire - Jacob Worm.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig