Frederik Christian Schønau udgav i 1753 tobindsværket Samling af Danske lærde Fruentimer, som ved deres Lærdom og udgivne eller efterladte Skrifter have giort deres Navne i den lærde Verden bekiendte, med adskillige mest historiske Anmerkninger forøget og udgivet. Heri er en række af de danske lærde kvinders livsværk udførligt beskrevet, og en del af deres digte er gengivet. Titelbladet viser den lærde kvinde, siddende i biblioteket, omgivet af bøger på bord og gulv.

.

I 1500- og 1600-tallet var det sjældent, at adelskvinder fik mere end den mest nødtørftige boglige uddannelse. Kunne adelens kvinder læse Bibelen og salmebogen og måske oven i købet føre regnskab, var det rigeligt. Det bundede i en opfattelse af, at kvinder overhovedet ikke burde lære mere end det allermest nødvendige, og i frygten for, at de i modsat fald ville blive mindre gudfrygtige og slå sig på tant og fjas eller begynde at diskutere med mænd på lige fod. Undersøgelser af den adelige opfostring i disse århundreder viser dog, at de mere interesserede eller begavede af pigerne indimellem fik lov at lære med, når deres brødre fik privatundervisning hjemme eller hos slægtninge. Organiseret højere skoleundervisning for pigerne eksisterede imidlertid ikke, mens drengene først kunne gå i latinskole og siden – måske – komme på dannelsesrejse og på universitetet, gerne i udlandet.

Om bondestandens og det fåtallige borgerskabs kvinder ved vi næsten ingenting, men enkelte adelskvinder udmærker sig ved et lærdomsstade, der for nogles vedkommende kommer på højde med mændenes. Allerede i deres samtid nød disse kvinder stor respekt, og med en samlebetegnelse, som også eksisterede dengang, kalder man dem 'de lærde kvinder'. Man regner med, at der over hen ved 200 år var omkring 140 sådanne lærde kvinder i Danmark.

At vi overhovedet kender noget til de lærde kvinders liv, skyldes først og fremmest de ligprædikener, der er blevet holdt over dem, og i enkelte tilfælde også små selvbiografiske optegnelser, der er bevaret. Og så er der naturligvis deres udgivelser, i det omfang de ikke er anonyme. Ikke at de er mange, men de findes!

Dertil kommer, at det i 1600- og 1700-tallet efter europæisk skik var blevet moderne at skrive samleværker, de såkaldte gynæceer, om særligt bemærkelsesværdige kvinder. Således udgav Frederik Christian Schønau Samling af Danske lærde Fruentimer, som ved deres Lærdom, og udgivne eller efterladte Skrifter have giort deres Navne i den lærde Verden bekiendte, med adskillige mest historiske Anmerkninger forøget og udgivet, bd. 1-2 (1753), hvori en række af de lærde kvinder er omtalt og en del af deres digte mv. gengivet. I Danmark har vi forsøg i denne genre så langt tilbage som i 1600-tallet; fx begyndte kongedatteren Leonora Christina på én, mens hun sad fængslet i Blåtårn.

Det er bemærkelsesværdigt, at de fleste 'lærde kvinder' levede i ortodoksiens periode. Da var lærdommen tilsyneladende måden for kvinder at komme til orde på, ligesom bønnebøger og åbenbaringer var det i katolsk tid og omvendelser bliver det under pietismen. Kvinderne var jo udelukkede fra en teologisk karriere, da såvel universitetsstudier som præstegerningen var forbeholdt mænd.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet De lærde kvinder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig